Jeg mærker foråret,
Er ved at være på vej,
Alt det grønne spire,
Om blot en måned,
Ville det hele være smukt.

Solen skinner dejligt,
Den luner på min krop,
Det dejligt at mærke,
Men inden i er utryghed,
For den verden som venter.

I den nye verden hvor,
Jeg skal finde min plads,
Står på egne ben,
Forlade min lille hule,
Hvor der var trygt at være.

Skal undvære dem jeg elsker,
Men ikke for altid,
Det er et led i udviklingen,
Det som er så svært i livet,
Bare man kunne løbe fra det.

For alt det som er svært,
Det man ikke forstår,
Hvorfor mit nye sted,
Er et anderledes hjem,
Hvor der er altid er trygt.

Mine søskende klare sig,
Men ved de har deres,
De har de også svært,
De har kæmpet mange kampe,
For at være der de er nu.

Det svært at accept,
Forskellen er så stor,
Jeg skal tro min verden,
Er lige så godt at leve i,
Som mine søskende.





Her kommer min svage sider,
Alle de gode sider frem,
Jeg mærker usikkerhed på min krop,
Mange tanker køre rundt,
Ikke til at holde ud inden i.

Der er ingen forventninger,
Men jeg ved at de ville komme,
Når tiden er der for det,
Ville der komme mere ansvar,
Måske det ville give mere angst.

Det giver muligheder,
Når jeg først lærer at bruge den,
Hvis man tør leve i den,
Fabian hus er en hjælp,
Til mit nye liv som er på vej.

På stedet er mange søde og,
Dejlige varme mennesker,
Med mange gode eller svage sider,
Det som er så underligt i denne verden,
Men en godt at vi er noget for sig.

Følelsen at være anderledes indeni,
Det er ikke som at være som andre,
I forhold til mine søskende eller andre,
Vi alle noget unikt et sted på vores måde,
Det som gør verden spændende at leve i.