Hvorfor kan ingen se inden i,
Hvor angst jeg har det,
At den piner mig,
At jeg snart gir op.

Kroppen er slidt,
Den er brugt op,
Kan snart ikke mere,
Kæmpe i mod de tanker.

Frygten for at stoppe,
Med at lave mønster,
Er skræmmende fordi,
De hele tiden er styrende.

For mit liv er sikkert.
At det er trygt at leve.
Det at det kan give mig,
En indre fredelig ro.

Men det gør det ikke,
Uanset hvor den angst er,
Stopper det ikke hvor end,
Min livs vej fører hen..

Føler mig så alene,
Som et lille væsen,
Der er ved at mindste,
Det mest værdifulde i livet.

Det jeg har et liv i verden.
Hvor jeg skal blive voksen,
Der hvor jeg er så bange,
For at leve mit gode liv.

Men barnet ville blot have lov,
Til at fylde inden i mig,
Der hvor man får sin tryghed,
Hvor du er i sikkerhed for verden.