Når der er så meget man gerne vil,
men må indse at det man havde drømt om
aldrig kan eller vil blive til noget,
så gør det ondt.
Meget ondt.

Især hvis det er noget man har kæmpet,
for at nå hele sit liv..
For derefter at måtte acceptere
og erkende.
At sådan blev det.
En drøm der aldrig måtte nås.
En drøm der har så meget smerte med sig,
at det gør endnu mere ondt,
at måtte indse at kampen,
med tiden er løbet ud nu.

At det jeg ventede så længe på
skulle ske - bare forsvandt.
At skulle stå og se det forsvinde
mellem mine hænder.
Som havde holdt så godt fast,
i det jeg søgte og drømte om med...

Jeg fandt aldrig den mor eller far jeg ledte efter...