Det er bare mig.
Jeg ville bare spørge om du kan huske mig.
Det var mig du lovede at elske for evigt.
Det er lige gyldigt nu.
Jeg er blevet gift. Jeg har fået min egen familie.
Du ved, den jeg altid har ønsket mig.
Jeg har to børn. Amalie og Daniel.
Du skulle se dem. De er som engle.
Du har jo også din egen familie.
Jeg læste bryllupsannoncen i avis i sin tid.
Over 100 gæster med massere af champagne.
Det må have været lidt af en oplevelse.
Vi blev bare gift på rådhuset.
Et lille intimt bryllup kun nærmeste familie og få venner var med.
Det var en skam du ikke kunne komme til det.
Hvem skulle egentligt have troet det?
Altså at vi begge to skulle blive gift.
Da vi var sammen faldt tanken os aldrig ind.
Kan du huske at vi plejede at grine af kirkerne når vi kørte forbi.
Du plejede at give dem fingeren.
Præsterne gloede altid vredt på os, men vi var lige glade.
Vi skulle aldrig giftes.
Underligt som ting forandre sig.
Kan du huske at vi lovede hinanden, at vi ville være sammen for evigt?
Det var underligt at det ikke holdt.
Det har jeg fået at vide mange gange af folk.
At vi var som skabt for hinanden.
Jeg var må indrømme, at jeg dengang var tilbøjelig til at give dem ret.
Jeg troede også at det skulle være os for evigt.
Så kom hende blondinen.
Du skal vide, at jeg ikke bærer nag.
Jeg er jo selv gift.
Lykkeligt gift.
Han er så sød. Giver mig altid små gaver.
Og god til at tage sig af børnene.
De kunne ikke ønske sig en bedre far.
Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være endt mellem os.
Vi ville være blevet lykkelige, har jeg ikke ret?
Gad vide om vi ville have fået børn.
Jeg har ikke så meget tid.
Jeg må heller se at komme af sted.
Min mand har været til fodbold med drengene, og jeg skal være der når de kommer hjem.
Det var hyggeligt. Jeg har virkeligt savnet dig.
Farvel, elskede.