Der er nyheder i TV. Det er fjerdedagen efter katastrofen.

"Skru ned, jeg kan ikke høre radio." Min mor har næsten hele øret inde i den lille transistorradio. Emnet er sønderjysk grønlangkål.

"...Mosede kartofter? Nej... det er forkert," siger min mor.

På TV viser de indonesisk grønlangkål. 20 kvadratmeter område moses med 6 meter høje flodbølger - ryddes med bulldozer for de værste urenheder... menneskerester sies fra og lægges på køl... retten garneres med 3 tons opskyllede døde fisk. Som garniture kan anvendes palmemarv fra træer rykket op med rode. De afkølede menneskerester, svøbes i hvidt klæde, og serveres som tilbehør til TV aftenkaffen.

"To teskefulde salt," min mor stejler. "Nej... kun en knivspids."

På TV viser de opskrifter på thaimad. En stump befolket landtange, ca. 500 stk. homo sapiens af blandet etnisk oprindelse, gerne nogen der er meldt savnet, omrøres med rester af nedbrudt boliginventar, knuste fiskerbåde, sørgende efterladte samt sand og slam i rigelige mængder. Blendes med stavblender eller findeles med 10 meter høje flodbølger.

"Det er for galt. Det er ikke sønderjysk." Min mors indestængte vrede når uanede flodbølgehøjder.

På TV viser de indisk mad a la Sri Lanka. Rigeligt med mennesker og dyr. Masser af sand og mudder. Hertil rigeligt med inkompetence og korruption. Krydret med hjælpeorganisationer og manglende akuthjælp.
Som forret nydes valgsuppe kreeret af 179 såkaldte MP'ere, kogt på anklager og modanklager af alle politiske observanser. Der krydres med velkendte politiske fyndord og snakken uden om tendenser.
Bordbønnen er:
"Det er med stor sorg vi har erfaret at katastrofen har grebet forstyrrende ind i den kommende valgkamp..."

Så slukkede min mor.

Dagsordenen i verdenssamfundet afgøres af kvaliteten af sønderjysk grønlangkål.