Stemningen i vandtinget var højtidelig. Alle var præget af det første jubilæum siden katastrofen i 2050. Formanden ringede med klokken og stillede sig afventende frem.
   "Kære medlemmer. Inden vi går over til dagens forhandlinger, vil jeg lige bede om ro til at minde om vores jubilæum. Det er i dag 100 år siden vore forfædre reddede os fra den katastrofe, der nær havde udslettet menneskeheden. Fordi vi, som danske, havde været meget forudseende, reddede vi mange menneskeliv. Takken rettes især til Helle Fisker, som havde opfundet gællekæden på det mest utrolige tidspunkt. Hun havde desuden sat den i produktion, så vi kunne levere til vore naboer i datidens skandinaviske fællesskab. Det reddede over 5 millioner mennesker. Ingen havde kunnet forudse den katastrofe, som den religiøse sammensværgelse, de såkaldte islamkristne, havde skabt i kampen mod global-ateisterne. Hvordan de fik allieret sig med rumfolket, vides ikke. Noget tyder på de mente det var ham, de kaldte Gud. I dag fatter vi slet ikke disse holdninger, men livet dengang var nok meget påvirkeligt på grund af klimaet og virussen. Under alle omstændigheder - vi blev reddet som nogle af de eneste, i det der dengang hed Europa. Siden har vi fået kontakt til andre områder på planeten via FUN, altså forenede undersøiske nationer. Jeg skal nu bede alle rejse sig og holde et minuts tavshed. Æret være vort elskede samfund Dansea og vores skaber Helle Fisker."
   Alle rejste sig i ærbødighed. Stilheden føltes meget nærværende, selvom bølgeslagene kunne fornemmes omkring vandtingsbygningen. Kun Lars Lykkesø påkaldte sig opmærksomhed, da han trak et stykke papir op af tasken. Formanden så lidt betuttet ud, men fik så taget sig sammen.
   "Ja, man bliver jo lidt påvirket af situationen. Jeg tænker stadig på min oldefar, der omkom under katastrofen, men livet går videre. Der skal debatteres forslag til lov om grænsekontrol, fremsat af værdipartiet ved Fru Pia Havgus. Jeg skal derfor indledningsvis give ordet til vores ministerpræsident. Lars Lykkesø, værsgo."
   Lars Lykkesø travede langsomt frem mod talerstolen, mens han smilede rundt til alle i salen, inkl. journalisterne fra vand-TV.
   "Tak til formanden for en god jubilæumstale, men nu skal vi jo ikke hænge fast i fortiden. Pia Havgus har på vegne af værdipartiet fremsat lovforslag om øget grænsekontrol. Dette forslag finder jeg meget velegnet til at sikre fremtiden med. Desværre vil hverken Helle Fladfisk eller Villy Søvnsæl være med til at introducere denne regel. De vil i stedet fokusere på deres fair løsning, hvor fremtiden ikke spiller nogen rolle. Vi må imidlertid se fremad, sikre os mod flere ulykker. Der er tilsyneladende stadig overlevende i det gamle samfund, som prøver at trænge ind i Dansea. Ligesom nogle af vore egne er gået den modsatte vej for at kontakte overlevende, lede efter minder fra gamle dage osv.
   Det kan de gøre, fordi gællekæden ikke er fastgjort til legemet. Vi stiller derfor krav om, at den for fremtiden skal indopereres fast i lungevævet. Det vil forhindre flugten væk fra Dansea og vil samtidig give en bedre iltoptagelse til kroppen. Indtil nu er det professor Jens Makrel, der har stået for forskningen i gællecenteret. Han vil imidlertid ikke rette sig efter vore krav, så derfor har jeg fyret ham og ansat min egen søn, Rasmus Lykkesø, som leder af centeret. Jeg skal minde om, at han i forvejen var vicechef på centeret. Ansat af Jens Makrel. Så der er ikke tale om magtmisbrug. Jens Makrel sagde til mig, at han ville bruge alle midler til at forhindre lovforslaget, herunder at drage til det gamle samfund og starte et oprør derfra. Jeg har derfor bedt politiet vogte hans hjem. Hvis han forlader stedet, vil hans sønner blive stillet til regnskab. Jeg skal minde om, og her er jeg enig med Pia Havgus, at landforræderi straffes med døden. Indsatsen kræver lidt omkostninger. Jeg har derfor bedt politiet beslaglægge de kapitalreserver der findes i Limfjorden. Der skulle stadig ligge 3 millioner perlekontanter. Ejerne får lov til at beholder skallerne som byggematerialer. Tak for nu."
   Formanden takkede og gav ordet til Pia Havgus for en kort bemærkning.

Jens Makrel gemte sig diskret på tilhørerpladserne. Lars Lykkesø havde advaret ham om problemerne. Overfor Lykkesø havde han afvist at ville fortage sig noget ulovligt. Han havde endda selv foreslået at overdage gællecenteret til Rasmus Lykkesø. Jens Makrel mærkede latteren i sit indre. Statsministeren skulle bare vide. Ak ja, statsminister måtte man jo ikke mere sige. Det hørte fortiden til. Som om ministerpræsident var bedre. Det var det måske også? Der var i al fald knyttet mere korruption til posten end fortidens statsminister.
   Nå du gamle. Af sted til mit kære hjem og projekt overdragelse.
   Jens Makrel gik langsomt mod slusen. Lukkede sig ind, tog gællekæden på og trykkede på vandkontakten. Slusen fyldtes hurtigt med vand. Derpå tændte han for rygpropellen og sejlede mod sit hjem. Solen, den man ikke måtte omtale, sendte farvede refleksioner rundt omkring ham. Meget inspirerende for en, som var i familie med noget der hed kunstmaler i gamle dage.
   Oluf Høst skulle være hans tipoldefar eller noget i den retning. Han havde fundet notater i den familiedagbog, der var gået i arv siden katastrofen i 2050. At læse den var mere spændende end at forske i gællekæder og havstrømsenergi, selvom det sidste havde overrasket ham. Altså at der var så meget energi i havstrømmene.
   Men det var også her, han havde opdaget problemet. Kviksølv. Mærkeligt nok var det også omtalt i dagbogen. I gamle dage på granitblokken, den der hed Bornholm dengang, var fiskeriet gået i stå på grund af kviksølv i havet. Så længe man arbejdede i, opholdt sig i bygningerne på havbunden, var der ingen problemer. Drikkevandet passerede effektive filtre. De nye gællekæder neutraliserede også kviksølvet. Men det var kun overklassen, akademikerne og de rige, der havde disse luksuskæder. Underklassen - og næsten alle kvinderne - var nægtet adgang til disse. Børnene var først udsatte efter puberteten, da de først fik lov at færdes i vandet efter 18 års erklæringen, hvor de lovede at ære loven og regeringen og som løn fik udleveret gældekæder. Hvis de inden 24 årsdagen afsluttede en akademisk uddannelse fik de udleveret luksuskæden. Kvinderne skulle dog bestå med udmærkelse for at opnå dette privilegium. Det var nok her Jens Makrel begyndte at stå af. Ja, det - og så bornholmergrotten ved Jons kapel.
   Oh my gosh. Tiden. Jens Makrel kiggede på uret der var svært aflæseligt i det mørke vand nær bornholmerklippen.
   Hjem nu. Fremtiden venter.
   "Hvor torsk bliver han af, ham den skide makrel."
   Rasmus Lykkesø hamrede næven gennem den tunge, fugtige luft i sin private luksusracer.
   Måske går jeg også for langt. Far bliver åletosset. Man går ikke bag om ryggen på sin far. Især ikke når han er ministerpræsident på 24. år. På den anden side siger han altid, at jeg selv skal skabe mig en tilværelse. Bare det ikke bliver i politik. Måske er han bange for konkurrence? Ministerpræsident Lars Lykkesø besejret af sin søn! Rasmus grinede. Nej politik var ikke ham. Genier arbejder med forskning. Derfor måtte han snyde sin far. Det er ikke hver dag, man får foræret et firma plus masser af penge, som Jens Makrel kaldte det. Han mente vel limfjordsperler? Måske var det bare hans fascination af fortiden - og den tids rigdom, altså penge, der spøgte. Hans far havde sagt at penge bare var et gammelt intetsigende ord for papir. De måtte virkelig have levet i fattigdom i fortiden, hvis det var rigtigt. Han havde hørt at nogle ønskede at vende tilbage til fortiden. Til fattigdom. Han var ligeglad, så længe det ikke var ham.
   "Hej Rasmus." Jens Makrel bankede på luksusracerens vindue. "Kom med indenfor og hils på mine sønner."
   Rasmus måbede. "Dine sønner? Hvorfor i havbunden lukker de mig ikke ind? Nu har jeg siddet og ventet i kulde for at spare på energien. Hvad minsæl skal det til for?"
   Jens Makrel trak læberne fra tænderne.
   "Du skulle have sagt oh my gosh som de sagde i fortiden i det der vist hed Amerika. Eller på danseaisk - der er en forklaring. Sid ned og tag gællekæden af. Der er ikke kviksølv her."
   Rasmus satte sig ned uden at kommentere kviksølvet. Det havde de diskuteret. Jens Makrel trak en flaske frem.
   "Måske noget for dig. Det hedder bornholmersyp. Det skal drikkes. Det indeholder noget der hedder honning og så det ætanol, vi bruger i vores kemiske forsøg med konservering. Et glas bevirker, at du kan klare alle problemer, på nær at svømme lige. Men så skal der mange glas til. Skål sagde man i fortiden."
   "Skål," svarede Rasmus irriteret og drak. "Og hvad er det så med sønnerne?" Jens Makrel tøvede nogle sekunder, kiggede over mod de mørke vinduer, hvor et par tangplanter havde sat sig fast.
   "Jo, ser du. Firmaet kræver masser af penge til de nye udviklingsmetoder. Mine sønner har en blokeringskode som gør, at den nødvendige kapital ikke kan frigøres, så længe de er til stede. Så jeg forslår du kører dem over til Jons Kapel, så vi kan komme videre."
   "Jons kapel? Hvad grindehval er det?"
   "Rolig nu," svarede Jens, "du får en GPS med. Jeg ved godt det er mod din fars ønske, men jeg vil at firmaet skal leve videre. Det kan det kun med dig, da jeg er havnet i unåde. Det kræver dog en masse penge, eller diamanter, om du vil. Eller måske endnu bedre, guld i massevis. Hvad siger du så?" Rasmus måbede.
   "Sagde du guld? Hvor rødspætte har du det fra. Det er mig bekendt kun hærchefen, der har noget lignende. Og så regeringsbanken, selvfølgelig. Guld. Så kan man jo køre firmaet videre med nye tiltag. Især nu hvor landene i FUN begynder at efterspørge varer. Lad os komme i gang. Frem med din GPS. Og jeg spørger ikke, hvad sønnerne skal der, hvis du holder dine ord." Rasmus var næsten ustyrlig.
   "Man skulle tro du havde set solen," grinede Jens.

Efter tilbagekomsten viste Jens Rasmus koderne til guldet. Det lå gemt i diverse grotter i bornholmerklippen. Hver kode indeholdt en GPS adresse, der viste, hvor guldet var gemt. Der kunne kun udlæses en kode om ugen. Jens ville ikke fortælle, hvor mange koder der var, men kunne fortælle der var over 50.
   "Skal jeg tro på det?" indvendte Rasmus.
   "Nej, selvfølgelig ikke," betonede Jens, "du skal tjekke det. Vælg din første kode. Frit valg. Tag ud og find guldet og kom så tilbage. Du må højst være væk i 12 timer. De sidste 8 timer skal du være her, så du kan slukke for timeren til sprængladningen. Du tænder den først når du atter forlader huset."
   "Sprængladningen? Åh ja. Jeg forstår, du vil købe dig tid. Det er OK med mig. Men jeg vælger denne kode."
   Rasmus fumlede let henover væggen med koder. Vendte så ryggen til og pegede tilfældigt bagud.
   "Den der."
   Jens nikkede.
   "Du taster nummeret ind på din GPS - der i nederste felt til højre. GPS undersøger om adressen kan frigives. Den kommer her. Prøv at finde guldet. Kør omkring laboratoriet og tjek med metaldetektoren. Du vil blive positivt overrasket. Kom så af sted, du."

Rasmus strålede som den sol man ikke måtte tale om, da han kom tilbage. "Det må jeg sige. Guld af bedste kaliber. Hvad så nu, mr. Makrel?"
   Jens så lidt brødebetynget ud. Det var nu, det svære kom.
   "Jeg tager tilbage til jorden ... øh du ved, fortidens samfund, nærmere betegnet Bornholm. Du skal lige vide, at jeg har sat alarm på huset. Du skal være her mellem kl. 20 og 06 iført denne chip. Ellers går alarmen af og detonerer koderne. Desuden går alarmen i gang og udløser en bombe, hvis der er indbrud, mens du er væk. Er Det OK?" Rasmus nikkede.
   "Desuden skal du lige vide, at jeg er i gang med et forskningsprojekt omkring fødevaresituationen og virusinfektionen. Der er snart ikke mere føde i vandet. Din far og hans håndlangere har slaver på Bornholm og andre øer, hvor de avler kød og diverse former for vegetariske produkter. Jeg har ikke påvist virus hos nogle af slaverne. Det er ikke fordi der er mange slaver på ... du ved, så fremtiden ..."
   "Jeg ved det godt. Jeg har læst min fars hemmelige notater."
   Rasmus så bister ud. "Det er bl.a. derfor jeg gør som jeg gør. Jeg støtter - og forstår - dit projekt. God tur."
   Et varmt knus med tavse miner blev deres afsked. I sit hjerte vidste Jens godt, hvor han havde Rasmus nu. Måske det gamle ord om, at videnskabsfolk holder sammen, sætter videnskab over magt og begær.

"Velkommen Jens Makrel. Nu får du inte våra bornholmer, men båra førder. Men vi elsker dig."
   Jens smilede. Sproget var stadig lidt af en hindring, selvom Hans Kofoed og hans håra gjorde deres for at tale tydeligt. Solens stråler og den blå himmel gjorde ham glad. Den rå granit der spejlede sig i solen. Blomsterne der stod og signalerede varme via deres mange farver. Bierne der summede omkring og samlede pollen. Bier der producerede honning. Hvordan kunne man dog forlade landjorden og flytte ned på bunden af havet for altid? Noget tydede da også på, at antallet af depressioner var markant højt, sammenlignet med de jordiske optegnelser han havde set fra sundhedsstyrelsens arkiver dateret året 2012.
   Det sidste skulle dog lige på plads. Der skulle sendes en watermail til Lars Lykkesø. Men først om 30 dage, så Rasmus kunne få samlet lidt guld.

Lars Lykkesø prøvede at kontakte sin søn for at høre, om Jens Makrel havde overdraget ham sit forskningscenter, da der tikkede en watermail ind. Det var fra Jens. Der stod - kære statsminister - Lars vrissede højlydt - jeg er ministerpræsident, til nød kunne han have skrevet kejser - i al fald det højeste i landet. Det skulle lige skylles ned. Han greb en flaske leveret af slaverne omkring middelhavet. God rød drik som gjorde en i bedre humør. Klar til at læse videre.
   Jeg har overdraget firmaet til Rasmus. Jeg er selv taget tilbage til fortidens land og vil ikke mere forstyrre dig. Jeg vil arbejde på vælte dit slavestyre på Bornholm og siden skabe demokrati, der kan brede sig til områder, hvor der stadig er mennesker. Mine sønner er i mit hjem om dagen, hvor de passer på mine guldreserver. Du bedes lade dem være i fred, så vil jeg donere dig en enkelt portion guld, så du kan sikre demokrati i Dansea. Det er nok nødvendigt, hvis I skal overleve. I har kun mad til få år, hvis slaverne holder op med at levere til jer. Din søn kender problemet. Han driver forskningen nu.
   Lars Lykkesø hev efter vejret. Guld - masser af guld. Han råbte til kontordamen.
   "Hent hærchefen omgående. Sagen haster."

Jens Makrel nød hver morgen han vågnede op med udsigt til himmelen. Uanset om den var grå eller blå. Det var bare liv.
   Forleden kom den ventede watermail fra Rasmus Lykkesø.
   "Kære Jens. Det gik som det måtte. Min far og hærchefen angreb dit hus forleden. Begge omkom i eksplosionen. Jeg kan forstå, du stadig ved, hvor guldet er. Jeg har samlet mine (vores) forskningsresultater. Jeg har været på jorden (ikke mere fortidsland) et par gange og vender tilbage nu. Dansea er død. Vand er noget skidt, hvis man skal leve i det. Vi skal bruge guldet på at genskabe Bornholm og de øvrige landområder. Siden resten af verden. Min far har vist hvordan begær og magt skaber korruption og lovløshed. Det skal vi forhindre. På gensyn."
   Jens nikkede og gik ud og hejste det gamle røde flag med hvide striber han havde fundet. Det skulle være det nye vartegn for et bedre samfund.