Miriam kneb læberne sammen, pressede albuerne ind til kroppen og vendte håndfladerne halvt opad:
   "Han har gjort det igen."
   Belinda rynkede brynene: "Igen?"
   "Ja, igen. Og stadig med det lyksalige smil på læberne når han vågner."

Oberst Carl Ernshoff rettede på sin velplejede moustache med nænsom hånd, mens han sendte veltilfredse nik til sit 70-årige spejlbillede. Ganske vist havde han måttet lide den tort at skulle underkaste sig en overkommando bestående af piger, men hans udseende skulle de nu ikke blande sig i.
   Bevares, det var en formildende omstændighed at det var hans egne døtre, men alligevel - forstand på mænd havde de nu ikke, selvom de begge var højtuddannede læger, sågar.
   Han ville så gerne have haft en søn, en søn der havde valgt den militære løbebane.
   Så kunne de have talt om de missioner, de havde været sendt ud på, som rigtige soldater.
   Bevares, pigerne havde også været ude, men kun som ... nonkombattanter.
   Han savnede Ragna. Hun havde set op til ham og respekteret ham, respekteret hans mandighed og militære stolthed.
   Tiden var en anden nu.
   Ikke bare tiden ... også pigernes jargon, de fine fremmedord de drillede ham med.
   Sagde han var indskrænket entreprenant. Var kreativ og foretagsom, men kun i sit forsvar af den forstokkede gamle mandstype.

"Far, vi spiser." Miriams stemme gjaldede fra køkkenet ind i dagligstuen.
   Han fik med besvær hevet sig op fra lænestolen. Det svimlede for hans øjne, og han måtte sætte sig et øjeblik for at genoprette blodforsyningen til hovedet.
   "Far, pas nu på, rejst dig langsomt op." Miriams øjne var sammenknebne og irettesættende.
   "Belinda, ... måske er det bedst han bliver her, hvis du skal på ... funebariet?"
   "Ja, måske ... er der stadig ortostatisk hypotension?" Belinda sendte Miriam et smil, der så meget indforstået ud.
   "Far, husker du at drikke vand? Du skal drikke mindst seks glas vand om dagen."
   "Jeg er oberst, jeg drikker ikke vand, det havde vi ikke i officersmessen, men det har de måske på din funibar, eller hvad det nu hedder."
   Den gamle oberst rankede ryggen og bed munden sammen om de næsten tandløse gummer.
   Belinda klappede ham på kinden.
   "Far, du har haft en blodprop, din lever er ikke frisk. Du skal drikke vand, som Miriam siger, og kun en øl om aftenen, forstået?"
   Han brummede med den stadig sammenbidte mund. Tossede tøser. Hvad forstand har de på en mands behov.
   "Far," Miriam lød anstrengt, "der er noget andet ... også."
   Hun kiggede spørgende på Belinda, som svarede tilbage med et kort nik.
   "Du skal sætte dig ned på toilettet, når du ti ... lader vandet. Det er noget værre gri ...
   Øh - det er fordi, når du tømmer blæren, så falder dit blodtryk, og det er i forvejen lavt, når du ... far, hører du?"
   Carl rejste sig med forbløffende hastighed.
   "Tak for mad!" lød hans afmålte militære salut.

Aftenens tredje øl krævede sit toiletbesøg. Brættet var selvfølgelig slået ned, begge to endda.
   Han smækkede dem irriteret op, ledte efter lynlåsen med kendermine.
   "Pigerne skal ikke komme her og påstå han led af makromani ... alle de forbandede fremmedord." Ragna havde uden vrøvl accepteret at brættet altid var slået op.
   En rigtig kvindetype, fra dengang mænd var mænd, og kvinder kendte deres plads.
   Mens vandet fossede fra blæren, og fyldte hans næse med behagelige duftspor af mand, mærkede han den velkendte, betagende svimmelhed. Tiden blev sat i stå. Nu var det hans univers, hans deja-vu. Han så hele sit prægtige liv i korte glimt og nåede lige, smilende, at føle en enorm tilfredsstillelse inden bevidstheden forsvandt. Så sig som soldat på slagmarken, dekoreret for sin tapperhed, så generalen der hyldede ham:
   "Han faldt på ærens mark, i oprejst stilling, med hånden i Napoleon positur, modigt forsvarende sin manddoms privilegier til det sidste."