"Skat, gider du lige se om Miver har vand?"
   Min hustru går, som sin mor, meget op i dyrenes ve og vel, og vores tykke kat, der er noget op i årene, men stadig hersker adstadigt i bryggerset, har valgt at gøre netop denne dag til dyrenes protestdag. Den vil slet ikke, som jeg vil.
   " .. og husk at tømme bakken - der ligger en stor lort - husk at vaske bakken før du kommer kattegrus i."
   "Skal ske ... skat."
   Hvad gør man dog ikke for at beskytte dyrene og hindre husfreden i at gå amok.
   Alt imens jeg fjerner lorten, der ligger udenfor bakken, og med det ene øre hører efter køkkenuret, der styrer brunstegningen af krydderbollerne, hører det andet øre junior, med det kristne døbenavn Simon, klage sin nød til mor Agnes.
   "Far har givet mig madpakke med rugbrød ... og leverpostej."
   Velvidende om at drengen elsker usund fastfood, har jeg i de tidlige morgentimer forsøgt at starte mit private korstog mod den uæstetiske og næringsfattige kaloriebombe, som Chips med puddersukker udgør, i al fald i min private indre kogebog.
   "Peter - du ved jo han ikke spiser rugbrød, hvorfor ..."
   Mit lynhurtige forsvar, tilegnet gennem årelang erfaring, bryder omgående ind.
   "Undskyld, Undskyld ... jeg troede (UPS, lige ved at begå en brøler) ... jeg mener, vi har ikke mere puddersukker." (HA, udspil overladt til modparten).
   "Du var nede og handle i går aftes, hvorfor glemmer du alting?"
   Jeg behøver ikke at se ansigtsudtrykket på Agnes, jeg kender det. Ved, at her er ingen undskyldning god nok, så jeg strækker atter våben og bruger min trylleformular.
   "Undskyld ... Undskyld ... jeg laver et par sandwich med pålægschokolade."
   Livret nr. 2, selvom han havde det med i går.
   "AD ... det havde jeg også med i går."
   Junior er kompromisløs. Læser han nu også mine tanker?
   "Så må du købe lidt frugt i boden Simon, du kan tage pengene i fars taske."
   Sådan., en rigtig Agnes overtrumfer.
   Af bitter erfaring har jeg altid et par tyvere liggende i min taske, så den virker.
   Der er kun et problem. Boden har ikke frugt der passer til Simons smag, så det bliver Kinder Mælkesnitte, for mindst fyrre kroner, da knægten for længst HAR opdaget, der altid ligger omkring fem tyvere i min taske.

Jeg lister i al ubemærkethed en pakke med chips og puddersukker frem, mens jeg overrasket udbryder:
   "Hov, jeg har fundet puddersukkeret. Så Simon, sagen er klar."
   I det første øre, stadig på standby, hører jeg køkkenuret sige god for krydderbollerne, og tager dem ud med et venstrehånds snuptag. Højre hånd griber kaffekolben og benene foretager et elegant hop over katten, der imidlertid når at sætte en klo i min ankel.
   "AV for satan ... din lede kat ... for hel..."
   Jeg burde vide afbrydelsen kommer, men undertiden overgår virkeligheden fantasien.
   "Lad være med at bande når børnene hører det ... og lad være med at give stakkels Miver skylden."
   I mit indre ser jeg katten smile nonchalant og hoverende, men kun et øjeblik. Agnes har nemlig stadig ansigtet lagt i den bebrejdende attitude.
   "De har ikke fået nok ..." (Hvad er det så jeg plejer at gøre? Nå jo).
   "Undskyld ... Undskyld ... Undskyld." (Det skal med stort, sådan føles det i al fald, krydderboller er nemlig et stort problem.)
   Med ryggen til Simon og Agnes, tillader jeg mig at anlægge en "FUCK JER" grimasse, der ville gøre selv Dirch Passer misundelig. Der falder en mærkelig fred og ro over mit sind, jeg fik min stille hævn.
   "Jeg så det godt!"
   Svigermor træder netop ind gennem døren, mens jeg nyder mit spil og med øjnene signalerer til katten ,at den skal holde sig væk.
   "Jeg har lidt tun til jeres stakkels forsømte kat, det ser ud som om du ikke passer den godt nok, Peter."
   Det ledsagende anklagende blik hun sender til Agnes, kender jeg til bevidstløshed.
   "Og kattebakken stinker, den trænger til at blive skiftet."

Jeg behøver ikke se på katten, jeg kan mærke dens triumf.
   Men pyt ...(alt imens jeg gør mig klar til udgangsreplikken: "Farvel ... Skat) nu er det heldigvis afgang til arbejdets fred og ro ... og i morgen kommer der nok en ny og anderledes dag ... eller gør der?