Januar 1998.

Christianshavn er et mareridt - som arbejdssted. Ja, altså kun lige det arbejdssted.
   Bevares, der var mange udfordringer - sådan da -
   skibsmedicin til A.P. Møller, spændende i starten, men snart rutine.
   Selvfølgelig gjorde skilsmissen det ikke nemmere. Når parforholdet ryger fra noget der minder om and a l'orange på D'Angleterre, til snusket skipperlabskovs på værestedet for hjemløse, så er den - arbejdspladsen altså - måske ikke længere så attraktiv. Især når den samtidig er en del af hverdagen i parforholdet.
   Vi mennesker vil åbenbart gerne give det ægteskabelige skibsforlis nogle prygelknabe , som vi kan vrænge på næsen ad, måske endda tæve løs på.
   Så A.P. Møller fik hurtigt den kompenserede skurkerolle.
   (Ak ja, hvor er vi gode til at narre os selv.)

Drømmen kom oftere nu, sneg sig ind i hans bevidsthed og gjorde ham både irritabel og besynderlig rationel, på samme tid.
   Drømmen, som udspang af en virkelig hændelse.

"Av for helvede ... mit knæ!"
   Han står med saven i hånden. Det er forår, nærmere betegnet 26. april 1976. Han skal save et par grene af den store ahorn, da saven smutter, rammer ned på knæskallen og efterlader et par dybe ridser, hvorfra det sortrøde blod buldrer som små bække ned ad skinnebenet og ind i de hvide sokker. Tretten år gammel tager man stadigvæk imod sin synske mors pusse-nusse omsorg, med jod og plaster, og mærker kvalmen da hun siger:
   "Du stod vist og tænkte på Elsebeth, hva?"
   "Jeg er sgu ikke kæreste med Elsebeth."
   "Hun er da ellers sød!"
   "Jeg er ikke kæreste med ... hende."
   "Nej, undskyld," moderen smiler, "din kommende kone er sikkert ikke en gang født endnu. Jeg kan se hun faktisk først bliver født i dag."
   "Mor," han lyder påtaget moraliserende. "Vil du godt klappe i."

Drømmen, som jo blot er en slags allegorisering af en virkelig hændelse, bliver også det symbolske håb, han hænger sin fremtid op på.
   Døren der skal lukke op til drømmen, er et nyt job.

Februar 1998.

Det lille medicinalfirma i Skovlunde virker trist.
   De ansatte vurderer ham med afmålte og anstrengte blikke.
   Væggene i chefens kontor er triste og grå, fyldt med huller, der har lagret årtiers meningsløs snak, og afspejler den ligegyldige rutine.
   Det sætter negativt præg på hans indsats for at sælge sig selv.
   Rundvisningen skal blot overstås, derpå farvel og tak.
   "Her er så faktureringsafdelingen ... forsendelsen ... produktionen ... " Ligegyldigheden kværner ud af chefens mund. "Analyseafdelin ..."
   Han hører ikke mere, alt fryser til is på et kort øjeblik.
   Et glimt af en ung pige, med sort langt krøllet hår, mørke øjne der smiler til ham om kap med de hvide tænder, og sender imødekommende følelsesbilleder med kurs mod hans afsendte efemeriske beundringsbudskab.
   De to billedsekvenser rammer hinanden og smadrer ud til en mental amourette glasmosaik, der bliver stående i døråbningen mellem dem.

Han får selvfølgelig ikke arbejdet.
   Hun opdager derfor aldrig at han er single, og vil det samme i livet som hun. Nemlig et liv med børn fremfor karrieren.
   Hun bærer stadig den gamle kærestes ring, selvom fyren skred for to år siden, med babyforskrækkelse i maven.
   Han opdager aldrig at hun er født d. 26. april 1976.
   En ting har de dog tilfælles, nemlig mindet om amouretten i glasmosaik.
   En uvurderlig skat. Den skal bare findes.
   Men måske hader de klicheer som Carpe Diem og prøv lykken.
   Måske tror de livet er et eventyr, hvor alt falder på plads af sig selv.
   Vegetativ adfærd og manglende eventyrlyst er ikke sagen for guldgravere, kan passende være historiens morale.
   Men de reagerer ikke.
   I stedet svælger de i selvmedlidenhed, og nærer denne ved at skrive selvmordsdigte.
   Det skal være så trendy, men det kommer der næppe drømmebørn ud af.