Toiletbordet flød med kamme og børster, diverse dyre cremer, makeup og parfumer. Hun betragtede sit smukke velplejede ansigt, nikkede tilfreds.
   Sådan havde det været hver eneste morgen i mange år.

Men bag glæden begyndte et eller andet at gnave i hendes tilfredshed. I starten havde hun bare slået det hen, lagt en ekstra dyr creme over ansigtsrynkerne og givet læberne en ny omgang. Men det var bare ikke længere nok, kunne ikke skjule den utilfredshed, der hjemsøgte hende.

Af og til greb hun sig i at føle selvmedlidenhed. Hun der havde ofret så meget, altid havde gjort det rigtige, altid havde søgt at leve sin drøm fuldt ud. Hvorfor skulle hun straffes?
   Nu, hvor hun skulle til at nyde frugterne af sit store arbejde.
   Nu, hvor de var respekterede, boede i det rigtige kvarter, havde børnene i de rigtige skoler.

Hun var blevet bange for sin egen skygge - bange for at den skulle håne hende, fordi hun ikke gjorde det godt nok. Måske havde det været en fejl at blive hjemme hos børnene, mens de var små. Men det var jo sådan man gjorde, sådan man skulle gøre, hvis man ville være rigtig. Men skyggen vrissede ad hende og viste oftere og oftere sin utilfredshed.
   Veninderne kom med gode ideer:
   "Du skal på krydstogt, to måneder hjemmefra gør underværker," mente Nancy.
   "Jamen ... børnene," indvendte hun," de kan ikke være alene i to måneder."
   "Jamen kære Jeanette, de er gamle nok til at komme på kostskole i Schweiz. Vi sendte vore af sted allerede da de fyldte ti," svarede Nancy med kendermine.
   "Eller meld dig til Sket Bli´r Set, det koster kun titusind om året, men så kommer du også i bladet mindst fire gange, f.eks. når du holder party, eller kommer på de hotte steder."

Den nat havde hun en besynderlig drøm. Hun boede i et flot hus, med tjenestefolk og alt det man skal have, når man er den type der godt kan lide at slå ud med armene og signalere:
   "Se mig, hør mig."
   Udenfor kunne hun ane sol og sommer, kunne høre gæsternes glade samtale.
   Pludselig begyndte lyset inde i huset at forsvinde. Murerne slog revner, hurtigere end de kunne reparere dem, men udefra kastedes stadig glade og lattermilde stemmer ind gennem de tykke mure. Hun følte en ubændig trang til at gå ud i lyset, ud til latteren, men hun kunne ikke, havde heller ikke tid, alle de reparationer ... så tidskrævende ... og næsten omsonste.

Næste morgen sad hun som sædvanlig ved spejlet. Pludselig forsvandt glassets reflekterede billeder, som om en altfortærende bølge, fra kanten og ind mod centrum, brød spejleffekten.
   Hun så gennem dette kaos, ind i en anden verden, så ind i sin egen drøm.
   De føltes som om sjælen blev suget ind i en ny verden bag spejlet, mens kroppen blev tilbage, siddende på den dyre Windsor stol, foran det moderigtige toiletbord.
   Hun så, i et kort klart øjeblik, betydningen af sin drøm, så at huset var hende selv, at skyggen var hendes egen underbevidsthed, eller rettere, var alle de behov hun havde fortrængt til sin underbevidsthed.
   Der var ingen grund til selvmedlidenhed, til selvmordstanker. Hun skulle bare lytte til sine egne behov. Hun elskede sine børn, elskede sine bøger i papkasserne på loftet, de forkerte bøger. Hadede de rigtige bøger, som stod i de dyre antikke reoler, hadede de kulørte ugeblade.
   Hun lukkede øjnene, trak vejret dybt.
   Da hun atter så i spejlet, så hun et levende ansigt. Med en fejende armbevægelse skubbede hun de dyre cremer ned papirkurven - men fortrød så.
   De kunne da bruges ... med måde ... på hendes egne præmisser. Hun skulle nok heller ikke gå hen og blive en Jeanette modsat. De vigtigste var, sagde drømmen, at lytte til sine egne behov, tale med sin skygge, om det så kostede veninderne, de såkaldte rigtige veninder. Hun havde trods alt ikke født dem selv, som tilfældet var med de tre dejlige børn.