Birol havde lukket døren til barndommens land. Selv sproget havde han fortrængt.
Han havde ikke lyst til at erindre de første ti år på børnehjemmet for forældreløse.
Bag døren kunne han dog undertiden høre stemmer. Af og til blev han grebet af en kortvarig lyst til at låse døren op og gemme sig, men heldigvis havde han ikke nøglen.
Det var kun når han ikke forstod drillerierne, han tænkte på at åbne døren.
Det nye sprog havde ikke været så svært... på sprogskolen.
Men i virkeligheden var det anderledes. Især den danske humor var næsten som en summende bisværm om foråret, man vidste aldrig hvor den ville flyve hen og sætte sig til ro.
Og alle de tåbelige forholdsord og tillægsord... og ikke mindst... biord.

Han havde fundet sig en forstående dansk pige. Han omgikkes unge danske mænd. Han havde spillet fodbold sammen med flere af dem i Bikuben, som de kaldte deres amatørhold.
Navnet havde de fundet på fordi flertallet af spillerne havde biavl som fritidsinteresse.
Birol havde fået lov til at hjælpe med at slynge honning og gøre bistader i stand.
Han var efterhånden meget ferm til at håndtere de stikkende vilde krabater, og kunne godt tænke sig sine egne bistader.
Han havde kun en betænkelighed. Ville Belinda acceptere at han selv begyndte at tumle med bier. Han havde snakket med et par af de ældre, som ellers havde vist ham lidt kulde i starten. Hans glødende interesse for bierne havde dog tilsyneladende givet ham så meget respekt, at de efterhånden lærte ham alle finesserne. Så Birol følte sig klar.
Selv Belindas gamle kæreste, Birger, var tøet helt op.
Det var også derfor han havde spurgt Birger til råds. Troede han Belinda ville blive sur, hvis han anskaffede sig sine egne bistader? Birger rystede smilende på hovedet, klappede ham gemytligt på skulderen.
"Vi har vores eget optagelses ritual, det skal du bare overholde, så..." Birger holdt hånden for sin mund og hviskede Birol noget i øret. Han nikkede: "Kan du ikke lige skrive det ned?"

På vej hjem øvede han sig mange gange på teksten. Belinda ventede på ham i døren, gav ham et knus og bed ham kærligt i øret.
"Jeg har noget jeg skal fortælle dig," han kikkede forventningsfuldt på hende. Hun indtog en afventende, lidt skælms attitude. "Hvad ... jeg er meget spændt?"
"Jeg er blevet optaget i foreningen af biseksuelle, jeg skal..."
"Hvad er du!" hun rasede ordene ud af munden og øjnene stak med giftige jag, som sukkerkulrede hvepse om efteråret. "Så skal du kraftedeme ikke regne mig ...farvel." Hun vendte om på stedet, skred uden et ord. Bare skred.

Birol stod måbende, de andre havde jo sagt hun sikkert godt kun lide bier.
Han hænder famlede i lommerne efter den imaginære nøgle. Pludselig huskede han nogle af sit fødelands ord... alligevel bragte de ham ingen trøst.
Birger ville ikke tale med ham da han ringede. Hvad havde han gjort?

Da det ringede på døren næste dag stod der en mærkelig mand på trappen.
"Kan vi ikke finde ud af noget," spurgte han med dyb stemme og vrikkede med hofterne. Birol måbede.
"Jeg vil gerne være din bidronning," Birol forstod stadig ingenting.
Først da manden smed skægget og brillerne så han hvem det var.
"Jeg har taget navneforandring til Bilinda," sagde hun.
"Og jeg vil gerne indgå en bilateral aftale med dig i kirken... og som bifangst får du min mor som svigermor. Og, som det sidste, Birger kan være din bisidder under vielsen, han skal bare have lidt bivoks i håret først."
"Og bryllupskagen skal være bikage," sagde Birger der pludselig dukkede frem fra sit skjul bag hækken.
Birol fik sine bier i bryllupsgave, det var hans bitingelse.

De danske ord, især biordene, er så svære.
Et ord havde han dog forstået. Hvis man holdt meget af sine bier var man biseksuel.