Nu sad hun der igen, i lægens venteværelse og ventede på at komme ind til den årlige undersøgelse. Hun syntes ellers lige, hun havde været der, huskede det som var det i går.

Hun havde siddet der så mange gange nu, 15 for at være helt nøjagtig. Og hver eneste gang med den samme følelse af at lægen denne gang ville sige, at nu havde det bredt sig, og at hun ikke kunne undgå operation længere. Men indtil nu havde hun klaret frisag. I dag var ingen undtagelse, igen sad hun og fik følelsen af, at der var noget galt. Hun slog det hen med, at de andre gange havde der ikke været noget,og at hun hidsede sig op uden grund. Men tanken forlod hende ikke.
   Hun havde allermest lyst til at løbe sin vej og gemme sig, eller flygte ind i alkoholens kendte verden, der hvor hun glemte alt hvad der hed angst. Der hvor hun kunne lade som om ingen kunne røre hende med deres ord. Den verden havde hun sagt farvel til for nogle år siden, for den ville have ført til den visse død, havde hun fortsat. Så lige nu kunne hun ikke andet end at blive i denne angst, der gjorde hende så bange for undersøgelsen.
   Lægen kom og kaldte hende ind, det var den samme som havde opereret hende den første gang for 15 år siden:
   "Goddag, fru Thomsen, hvordan går det?"
   "Jo tak, meget godt," svarede hun.
   Sådan var det hver gang, han prøvede at få hende til at slappe af med sine små morsomme bemærkninger om, hvordan hunden havde haft det siden sidst, og at hans børnebørn snart var voksne.
   Hun lod sig ikke berolige af hans snak, angsten sad der i hver eneste nerve og lod sig ikke forjage med små historier.
   Hun kom op på bordet med stigbøjlerne og følte sig meget nøgen, bildte sig ind at det ikke rørte hende, hun havde jo ligget sådan mange gange, men alligevel blev hun berørt af det hver gang.
   Lægen tog de vante instrumenter frem og sagde:
   "slap nu godt af, fru Thomsen. De kender jo turen."
   Jo tak, hun kendte turen, men derfor var det ubehageligt alligevel med celleskrab og biopsier uden bedøvelse. Det gjorde ondt men hun bed smerten i sig, for hun ville ikke vise hvor sårbar og bange hun var.
   Bag ved masken græd hun dog; men det skjulte hun til ingen så hende.
   "Ja så kan De godt hoppe ned igen, vi er færdige for denne gang," sagde lægen og smed gummihandskerne i skraldespanden, "nu må vi vente på resultaterne, de kommer om 14 dage, De får et brev med posten, og hvis der er noget galt indkalder vi Dem."
   Samme sang som sidst.
   Nu kunne hun så gå i angsten og tænke på alle de andre gange hun havde ventet på svarene. Denne gang var det bare lidt anderledes, hun forsvandt ikke i alkoholens nemme glemsel, hun havde jo valgt at tage sig selv og sit liv alvorligt, så nu måtte hun håndtere følelserne på en anden måde.