Morten Hjorth Hansen voksede op langt ude på landet. Her så man op til de rige, for det at tjene mange penge måtte jo være tegn på man var klog, det var holdningen. Så da han voksede til sagde han til sine forældre, at når han blev stor ville han tjene masser af penge. Han vidste ikke rigtig hvordan, men det var det han ville.
   Så han fulgte godt med i skolen, man skulle jo være klog for at tjene penge, og han fik da også høje karakterer. Da han nåede sidste skoleår spurgte hans klasselærer, hvad han havde af fremtidsplaner. Han svarede, som han havde svaret helt fra han var helt lille, at han ville tjene masser af penge. Da det blev konstateret, at han lå højt i matematik og var god til tal, blev han anbefalet at tage uddannelsen som regnskabsfører. Det var han med på, for så kunne han stræbe højere.
   Men da lavede Morten Hjorth Hansen en skandale. Ingen ville ud med hvad den gik ud på, derfor vides det kun af få. Det fik ham til at flytte til København og slå sig ned i en slumlejlighed på Nørrebro. Her gjorde han regnskabsuddannelsen færdig, og han var klar til at gå ud i et godt betalt job, så han kunne vise sin klogskab med mange penge.
   Han fik et job ved et tøjfirma, hvor han gjorde regnskaberne godt, og de var glade for ham indtil den dag han brugte tid på umulige forslag til, hvorvidt man kunne gøre det ene eller det andet, for at forretningen kunne give overskud.
   Men Morten Hjorth Hansen havde sat sig for, at han ville være en stor pengemand, så han gjorde alt for at overbevise firmaet om sine ideer. Da de ikke var lydhøre, spekulerede han over hvordan han kunne starte sit eget firma. Det krævede startkapital.
   Derfor kunne han ikke sige nej, da han i et miljø, hvor han færdedes af en eller anden grund, fik et praj om narkosmugling, der ville indbringe en halv million for hver enkelt af de medvirkende. Han sagde ja, for når han havde en halv million måtte man da se, at han var klog, og så kunne han starte sit eget firma og tjene endnu flere penge og derved endnu mere vise sin klogskab. Det blev opdaget, så han måtte ruske tremmer i en årrække.
   Det fik hans far til at dø af græmmelse, hans mor sørgede og hun mente, at hendes søn var blevet uretfærdigt behandlet og bagvasket.
   Efter løsladelsen fik Morten Hjorth Hansen et nyt job i et møbelfirma. Her gjorde han igen sine regnskaber godt, men de var heller ikke lydhøre for hans visioner.
   Møbelfirmaet skaffede ham en lejlighed i en et boligkompleks, som de ejede. Da de skulle sælge den og lejerne ifølge loven skulle have tilbudt den som andelsboligforening og flertallet af beboerne sagde ja valgtes Morten Hjorth Hansen til formand, fordi han var eneste kandidat. Han var nu blevet fyret fra boligfirmaet, og da han nærmede sig efterlønnen fik han lov at gå i fred for aktiveringssystemet. Han ville gerne være boligadministrator for at tjene de penge, han altid havde drømt om. Han mente, at denne ejendom, som beboerne havde købt, var en guldgrube. Når man fraflyttede den, ville man få en enorm indtjening, fordi værdien steg på grund af beliggenheden.
   Han planlagde selv at blive ejendommens administrator for på den måde at få startet sit eget administratorfirma op. Han fortalte vidt og bredt om sine mange fine kurser og høje kvalifikationer, men da beboerne så hans pris blev han stemt ned. Så måtte han starte op ved at administrere andre ejendomme og han førte dem ud i projekter, der gav store underskud.
   Det var nu ikke så galt, for nu mente Morten Hjorth Hansen, at hans lejlighed var steget så meget i værdi, at han kunne få et hus ved hans hjemegn for den pris, som salget af hans lejlighed kostede.
   Derfor købte han et hus til en halv million, hvor han skulle udlægge hundredetusind. Disse penge havde han ikke, men da en ung pige var interesseret i andelslejligheden, tilbød han hende den mod at hun underskrev en forhåndstilkendegivelse på handelen, hvor hun skulle betale hundredetusind for at vise hun virkelig var interesseret i lejligheden, så hun havde et bevis på at han havde lovet hende den, hvis nu han skulle gå hen og dø. Ingen skulle sige, at han ikke tænkte på andre mennesker. Glad var han, for han var reddet og ejede et hus.
   Ved generalforsamlingen blev der stemt for en lavere andelskrone, og Morten Hjorth Hansen var nu ikke berettiget til mere end de hundredetusind han havde fået. Han var ruineret, for han skyldte meget på huset.
   Han lagde sag an mod den unge pige for at få hele det beløb, som han mente at have ret til. Takket være en juridisk spidsfindighed vandt han, og glad var han. Han fortsatte sit administratorfirma i dette område med sig selv som ene mand, for han kunne sagtens spare alt væk ved at gøre det hele selv. Det gav en fed indtægt med de første kunder, der betalte overpris, og alle kunne se, han var en klog mand på de penge han tjente, men glæden var kort, for efter få dage brød en mand ind, som havde været med til narkosmuglingen og skød Morten Hjorth Hansen, mens han lå i sin seng.