Jeg slog øjnene op g var et kort øjeblik i tvivl om, hvor jeg var henne, før min hukommelse vendte tilbage. Jeg var svimmel og tørsten var gennemborende, men noget andet var mere foruroligende og forunderligt.
   "Jeg er i live," hviskede jeg.
   "Ja, og det overrasker også mig," sagde den skarpe stemme, som jeg nu kunne genkende.
   De to hvide rotter skubbede forsigtigt et krus fyldt med vand hen til mig, de virkede næsten ærbødige. Jeg drak det begærligt og længdes allerede efter mere.
   "Det eneste jeg kan tænke på, som kan være løsningen, er at mine kæledyr ikke er van til, at deres offer bliver siddende, i stedet for at stikke af," sagde han, og jeg mærkede de gennemborende lyse øjne hvile på mig. kruset var allerede fyldt op igen, endnu engang drak jeg begærligt. "Du vil overleve, de tog kun lige den mængde blod, som du har råd til at miste. Et menneske har normalt omkring 5 liter blod, min kæledyr kunne have fået 1 ¼ liter blod, men de delte den 1,5 liter blod, som du kunne tåle at miste, uden at miste dit liv," forklarede han.

"Seith, der er møde i gudernes sal om lidt…siden hvornår er du begyndt at holde mennesker, jeg troede kun at Sey var så barbarisk," udbrød en meget lys melodisk stemme, jeg var for træt til at løft hovedet og hvem-det-nu-end-var, ville sikkert også finde det uhøfligt at blive stirret på af en dødelig.
   "Siden mine kæledyr begyndte at skåne dem," svarede Seith.
   "Dine kæledyr er da skånselsløse," udbrød stemmen.
   "Ja, det troede jeg også, men de har skånet hende," sagde Seith roligt.
   Jeg gav efter for søvnen, mit liv var uden for min kontrol og jeg havde brug for hvile. Søvnen nægtede dog at komme, selvom min krop higede efter den. "Du er i mit rige nu, Sleiroom, som normalt tager sig af de sovende, kan ikke hjælpe dig, eller give dig søvnen. Men det kan jeg," sagde han og pustede mig blidt ind i ansigtet, jeg mærkede en blidhed lukke sig sammen om mig og mit sind, min krop gav efter og løsnede op i alle de ellers så anspændte muskler.
   "Hold øje med hende, min søde små, vi kan ikke have en dødelig, som render frit rundt i vores rige," sagde han og nussede sine kæledyr, før han forlod sit rige, for at træde ind i de haller, som guderne delte.