Min veninde Tove stod og ventede på bussen. Ved busstoppestedet var to unge mennesker, en dreng og en pige, som begge tydeligvis havde Down's syndrom (det man i gamle dage kaldte mongolisme), i gang med en livlig diskussion om forskellene mellem at være mentalt retarderet og normal, fordele og ulemper og så videre.

(Blev du overrasket over det? Så tag lige og bid et hjørne af dine fordomme. En masse folk med Down's syndrom er langtfra så dumme som mange går og tror.)

Drengen så nogenlunde "normal" ud. Pigen var derimod en besynderlig fremtoning med kuglekrop, ballonansigt og lange, tynde lemmer. Dertil tyggede hun højlydt på en kæmpemæssig tyggegummiklump.

Drengen henvendte sig til Tove og spurgte, om hun var normal eller mentalt retarderet. Overraskende spørgsmål, egentlig; slet ikke et, man forventer at blive konfronteret med, når man står og venter på linie 48.

(Måske skulle vi allesammen en gang imellem stille hinanden og vildtfremmede mennesker uventede spørgsmål; det er sundt at blive rystet lidt ud af sine vante riller.)

Tove øh-bøh-ede en del og prøvede at forklare, at hun vistnok var stort set normal det meste af tiden, men måske en smule retarderet sådan for eksempel tidligt om morgenen ...

Så trådte den kuglerunde pige hen til hende, helt tæt på, hun betragtede Tove overlegent, så hende direkte ind i øjnene, slog knald med sit tyggegummi og sagde: "Enten har du det, moster, eller også har du det ikke!"