Amerikanerne er gået over til metersystemet. Nu graver de deres døde seks meter ned i jorden. På motorvejene snegler bilerne sig af sted med en hastighed af 60 kilometer i timen og rustvognene står næsten stille. Tophastigheden ved frit fald er gået betydeligt ned, og det at kaste sig ud fra højtliggende kontorvinduer er ikke nær så dødbringende som det engang var. Nu er det de ortopædkirurgiske afdelinger og ikke lighusene der fyldes med selvmordskandidater. Bønner, sorgflor og opulante blomsteropsatser har veget pladsen for gibsbandager og smerteskrig.

Men i landets stalde går det strygende. Køerne producerer mælk i litervis, ost i tonsvis fermenterer i mejeriernes kældere. På burgerrestaturanterne kan du bestille "a halfkilo", og når der står "with extra cheese", så er det ikke løgn. Og alkoholikerne drikker som aldrig før, for begrebet "helflaske" har fået en ny betydning, og solide opstrammere indtages på alle tider av døgnet, for ingen ved om det er morgen, eftermiddag eller nat. Børn må slæbe på en ekstra taske til madpakken, de snubler af sted til skole i alt for store sko, men når sjældent frem til tiden.

Foruroligende depécher ankommer sydfra. Tusinder dør av hedeslag, for termometeret står nu på celsius, og varmen er bogstaveligt talt kvælende.
   Velkogte lig flyder i strandkanten på Miami Beach, shoppende damer synker til knæs i asfalten, sprødstegte solbadere syder i sandet, mens deres transistorradioer udsender gurglende musik og smelter til sorte pytte af flydende plastic.

Over hele landet styrter bygninger og broer i grus, fordi ingeniørerne ikke blev enige om målene, jumbo-jets falder fra en blå himmel, og flere meter høje bølger skyller bort resterne af kystbyerne. Milde briser bliver til orkanaktige vinde som strejfer omkring i indlandet. Luften fyldes af mobile homes, vandsenge, jacuzzier, fjernsynsapparater med Oprahs ansigt, og bøger, millioner af skandalebiografier, selvrealiseringsmetodologier og religiøse manifester som hvirvler rundt og suges op i zenith. En præcolombiansk fred lægger sig over stepper og canyons.

Dette er Amerika, land of the brave, Guds eget land,

Men på en brunsvedet mark i Wichita står en velklædt mand og hans velklædte frue og vinker, lidt fortabt, men stoisk smilende. Ingen vil nogen sinde få at vide om det er for at påkalde hjælp, eller for at tage en værdig afsked.