Da jeg for en del år siden var ledig havnede jeg i et aktiveringsprojekt, hvor jeg på mange måder var fejlplaceret. Det skal jeg ikke gå i detaljer med her, det er jo ikke et debatoplæg om emnet aktivering.
En dag startede der en midaldrende kvinde på projektet, der snakkede for ti personer. Allerede fra den første dag var der nogen, der var irriterede på hende: hun snakkede om det, der faldt hende ind uanset om det var relevant, og det var om hendes mand og hendes børn i det uendelige. Navnlig en norskfødt kvinde, som på denne første dag var i gruppe med hende, var godt sur.
Da jeg de efterfølgende dage skulle være i gruppe med den nye, måtte jeg indrømme, at jeg forstod den norske kvinde temmelig godt. Vores nye deltager var et frygteligt snakkehoved, og når hun først var sat i gang var der ikke andre, der fik et ord indført.
En dag i frokostpausen kom jeg til at sidde i kantinen med snakkehovedet ved min venstre hånd og nordmanden lige overfor mig. Snakkehovedet gav sig til at snakke med den, der sad ved min højre hånd. Det var i hendes sædvanlige tempo, og jeg kunne givetvis ikke helt skjule et stort ønske om at få madro.
Det bemærkede snakkehovedet øjensynlig, så hun sagde til mig:
"Ja, undskyld, at jeg sådan snakker hen over hovedet på dig!"
Hertil svarede jeg:
"Ja, ja, du forbigår mig, men ikke ligefrem i tavshed!"
Den norske kvinde havde lige akkurat taget en slurk vand og kom til at sprutte udover bordet.
Så man skal altså ikke bare passe på hvad man siger, men også hvornår man siger det.