Et fløjt fra en ung fyr, der kommer susende forbi på en tunet knallert.
   Politiet er efter ham, men han er ikke bange.
   Han har et bredt smil på sin mund.
   Han tror at han kan narre politiet, han føler sig er så cool og smart.
   Han ser sig over skulderen.
   Politiet er lige bagved ham.
   BANG; Han flyver over styret og lander på jorden nogle meter fra sin knallert.
   Et sted bag ham, kan han høre politiets sirener og en pige der skriger.
   En af politimændene er kommet over til ham.
   Den unge mand hører ikke efter, det er som om, han er døv over for det politimanden siger.
   Han er mere interesseret i pigen, der ligger på jorden og græder mens den anden politimand prøver at trøste hende.
   Den unge mand vendte sit hoved over mod pigen.
   Ved første øjekast, genkendte han hende ikke.
   Hendes hoved vendte væk fra ham, men så fik han øje på hendes arm, der lå i en forkert vinkel.
   Nu begyndte han at græde, for på pigens arm sad det armbånd han havde givet til hende på hendes ti års dag, for nogle år siden.
   Det var hans bedste ven lillesøster.
   Han prøvede at rejse sig, for han ville over til hende, men han kunne ikke. Smerten fik det til at sortne lidt for ham, da han prøvede.
   Poltimanden sagde, sønnike, bliv liggende indtil ambulancen kommer.
   Den unge mand indså at det bedste for ham selv, ville være at blive liggende stille.

Efter nogle sekunder forsøger han at råbe, men hans stemme knækker, han taler istedet for blot højt.
   "Undskyld, Grethe, undskyld. Det skulle ikke gå ud over dig. Tilgiv mig. Tilgiv mig."
   Hendes gråd holdte næsten op, i det samme som hun hørte hans stemme.
   "Martin, er det dig?"
   "Ja, Grethe, det er mig."

Det sidste Martin huskede inden det sortnede for ham, var at han hørte Grethe råbe hans navn.
   Svagt et sted kunne han høre stemmer og lyden af en ambulancen.
   Han prøvede at lukke alle de lyde og stemmer ude.
   Men der var en stemme han ikke kunne få ud af sit hovedet og det var lyden af Grethes stemme, da hun kaldte på ham.