Han kunne ikke blive, han kunne ikke gå,
Han kunne ikke engang kigge væk,
For i de to mørke stirrende øjne,
Kunne han se igennem alle løgnene,
Han så al den kærlighed de havde delt,
Den pige han havde elsket siden han var lille.

Nu vidste han det, han vendte sig og gik,
Hun faldt sammen og græd.
Det tryggede for hendes bryst, hun kunne ikke trække vejret,
Han lovede aldrig at forlade hende.
Han gik sin vej, uden at kigge tilbage,
For det sidste blik, måtte han undgå.

Hun stod foran sit folk,
Og græd så stille som det er muligt.
Hun knælede, hun faldt, hun kunne ikke stå,
Hun græd, med hovedet i sine rystende hænder.
De jublede, hun var den rigtige kejserinde,
Hun ville aldrig komme til at vide hvad det virkelig betød.

Ingen udover ham, ville nogensinde kunne se det,
Den pige hun virkelig var.
Hun var definitivt dømt,
Til at græde, til at hyle, helt alene.
Men han hviskede langt væk,
"Jeg lover, at du altid vil være i mit hjerte."