Det hele var vellykket. Maden. Tøjet. Musikken.
Stemningen. Fyrværkeriet. Springet ned fra skamlen.
Alle var glade. Alle ville feste.
Men med ét stod alt i kontrast. Forstod intet.
Forstod ikke hans ord. Nej ikke for mig. Det sker ikke for mig.
Og slet ikke med ham. Det er ikke ham.
Dunken. Hamren. Smerter.
Som skød folk raketterne af ind i mit hjerte.
Uforståeligt. Det er ikke ham. Det skulle jo være os. Kun os.
Et kys siger mere end tusind ord. Eller gør det?
Også spontane kys der udføres i beruset tilstand?
Han sagde det med det samme. Han græd. Han græd meget.
Mere end nogensinde. Derinde i byen. Blandt glade mennesker.
Uforståeligt. Han gik. Jeg gik. Jeg løb. Jeg var stille. Jeg eksploderede.
Jeg græd. Jeg råbte og var stille. Han græd og forklarede.
Men intet kunne dulme smerten.
Hvordan kunne han? Efter et år? Og en måned og ti dage?
Og så på nytårsaften?
Hvordan kunne han? Og vores planer.. Og katten? Hvad så?
Vi gik hjem. Vi græd. Jeg skældte ud. Brød sammen.
Jeg tog hjem til min mor. Og græd.
Han skulle lide. Og han led. Han lider. Stadig.
Men jeg elsker ham. Og han var ærlig. Han sagde tingene med det samme.
Lagde ikke skjul på noget. Det var bare et kys. Hun startede.
Han sluttede. Derfor skred jeg ikke.
Jeg tilgav ham. Kan han tilgive sig selv?
Kriser man overlever i forholdet, kan styrke det ydermere, siger min mor.
Men det gør stadig ondt. Rigtig rigtig ondt.