Knokkelmanden satte sig på en bænk i parken og støttede hovedet i sine krogede fingre. Der manglede to led på hans venstre ringfinger.
En forbandet køter havde bidt ham i hånden, dengang han ikke var kommet af vejen i tide.
Selvom hunden kun var et jagende skelet, der tabte hans knoklede fingre gennem underkæben, da den bed ham, kunne han ikke finde stumperne og sætte dem på plads igen.
Hvad lavede de halsende og gøende hunde også her? Så langt fra Sjølunds fagre sletter? De skulle jo følge deres herre, Kongen, til evig tid på slottets jorder, hvor de ved nattetide skulle jage enhver vandrer en skræk i livet.
Kun Knokkelmandens velrettede spark havde fået køteren til at fortrække. En sidste gang havde den stirret med sine tomme glødende øjne på ham, og var derefter forsvundet i den isnende rimtåge i retning af de andre glammende hunde.
I mange generationer havde knokkelmanden vandret i de lande, der hos de levende kaldtes for Europa.
Romernes erobring af det meste af det, man kalder Centraleuropa, havde været præget af voldsomme og blodige konflikter.
De forfærdelige krige i middelalderen havde han været et tavst vidne til.
Nedslagtning, voldtægt og plyndring af menneskene i det man kaldte for Skotland og England, var grusomme begivenheder, som han erindrede med afsky.
De to sidste verdenskrige med udryddelse af minoriteter var voldsfyldte erindringer, han gerne havde været foruden.
Det havde i mange år afstedkommet trængsel på de dødes veje. Men knokkelmanden vidste, hvordan man undgik de evigt udstødte der troede, de alene ejede verden hinsides.
Han skuttede sig, rystede let af græmmelse over dem. De havde i levende live pint og plaget menneskene. Sorte sjæle uden navne, der alle var dømt til evig vandring og fortabelse. Et ingenmandsland hvorfra der ikke var nogen vej videre.
Han havde nu vandret i mere end to tusinde år, og havde set riger gå til grunde. Havde hørt børnenes angstskrig og set mishandling af de svage og syge. Han havde set hære, der kæmpede mod hinanden med så stor brutalitet, at det havde fået ham til at sukke dybt af fortvivlelse.
Verden var ond. Han havde selv i fordums tid været en del af ondskaben, og derfor skulle også han vandre til evig tid. Han havde tilhørt de mørke grusomme magters liga, mens han boede blandt de levende.
Evig tid? Hvad var evig tid? Et splitsekund der føltes som år i smertens grusomme helvede?
Ingen af dødens håndlangere havde kunnet finde et brugeligt svar på begrebet: Evig tid!
Frelste? ... Det kaldte man det blandt menneskene, når de skulle følge en særlig vej efter døden.
Men frelse var et begreb, der tilhørte det menneskene betegnede som troens patriarker.
Kirkens præster var troens vogtere, hævdede de selv.
Men hvad var tro? Og hvad var det, de vogtede?
Menneskene tilbad Ånder, der ikke eksisterede.
De havde opført altre, kaldte dem for kirker, hvor de ofrede til deres Guder, deres Ånder.
De havde en mand fæstnet med nagler til et kors, og hævdede at dette var Guds søn. Den guddommelige sandheds vogters søn.
Frelseren... kaldte de patriarker der vogtede de troendes altre... ham for.
Men grusomt havde de pint og plaget ham. For til sidst at nagle ham til et simpelt trækors.
Ondskaben havde også her sejret.
Og nu var der kommet mørklødede mennesker fra andre dele af de levendes verden, som havde bosat sig i det kolde nordlige område af Europa.
De gik med tørklæder og meget vide bukser eller kjortler. Blandt dem var der i Dødsriget mange fortvivlede sjæle, der vandrede uden mål eller med. Ofte ledte de efter deres ødelagte kroppe, deres lemmer. De kunne ikke komme uden dem til Dommedagsporten og fortælle, de var lovet en plads blandt de udvalgte i Paradiset. Hvad det så var?
Også de sagde, de tilhørte de frelste!
Men når de ikke kunne finde hverken deres kroppe, deres hoveder eller lemmer, var det svært for dødens lakajer at sortere i de døde sjæle.
Det var kun en bunke støv, deres sjæle gik rundt med. Og pustede man til støvet, så havde de ulykkelige sjæle beskæftigelse i mange af de år, menneskene brugte som tidsfaktor, med at samle støvet til en menneskelignende silhuet af noget, der en gang havde været.
At snøre sprængstoffer til sin menneskekrop.
At splitte den i tusindvis af stykker i et religiøst vanvid, og så bruge år på at finde bare lidt af den krop, der skulle bringe dem blandt de udvalgte! Det havde Knokkelmanden kun en hovedrysten til overs for.
Når han så dem vandre, søgende den krop de selv havde ødelagt, følte han sorg over den verden, der var blandt de levende.
Og så var der jo det med jomfruerne.
Jomfruer var noget, der hørte de levende til, og ikke de døde. Alligevel lovede de hellige patriarker og Mullaher selvmorderne hundrede jomfruer hver, hvis de slog uskyldige ihjel i den barmhjertige muslimske religions navn. Det fattede knokkelmanden ganske enkelt ikke.
Menneskene var onde og forfærdelige imod hinanden. Løgn og bedrag var fremherskende træk blandt de levende.
Religiøse fanatikere havde kronede dage blandt menneskene.
Afhuggede lemmer fra regulære slag mellem fjender, var nemmere at forholde sig til for knokkelmanden. De gav dog en vis mening i det ragnarok, der af og til kreeredes af menneskene.
En ung kvinde rørte let ved hans arm, krævede pludselig hans opmærksomhed.
Hun spurgte til vejen mod de frelstes rige. Hun havde længe været træt af livet, og havde derfor afsluttet det for egen hånd, ved at nedsvælge en overdosis af et stof, man kaldte et narkotikum. Knokkelmanden havde set mange af de skæbner, der travede rundt i det ingenmandsland, der var før Dødsriget. Her skulle de vente på dødens lakajer, der så ville ledsage dem videre.
Enten til en evig vandring blandt de udstødte eller til det land, der var bag den uigennemtrængelige tåge, og om hvilket man sagde, at der kunne man endelig få fred. Men hvem udvalgte hvem?
Knokkelmanden pegede mod den opgående Sols første rødmen på Himmelbuen.
Den vej skulle den unge kvinde følge, så ville hun finde andre, der kunne fortælle hvor den store port til de frelstes rige befandt sig. Først da havde hun nået sit mål.
Ved hendes hånd gik et lille barn med tomme øjenhuler. Om dets hals sad endnu resterne af en stram snor. Om barnet var kvalt eller hængt, det kunne ingen umiddelbart vide. De næste minutter ville han gætte på, hvad den lille pige døde af.
Men svaret? Det ville knokkelmanden aldrig få kendskab til.
De var begge, mor og barn, allerede forsvundet ind i den tunge kolde tåge, der varslede den opgående Sols komme over horisonten. Et gardin der gav de evigt vandrende mulighed for at søge skjul for Solens brændende stråler.
Knokkelmanden kunne ikke tåle Solens skarpe livgivende lys, så han måtte søge skjul i de udstødtes mørkere verden.
De udstødte var støvets mestre, der hægede til evig tid over de rester af værdighed, der kunne spores i sjælenes forvitrede støvkorn. De var fortabte og måtte for altid vandre i skyggernes dale. De ville aldrig finde hvile.
Både de der kaldte sig for kristne, og dem der tilbad en gud, der hed Allah.
Knokkelmanden vidste, at selvom navnene på deres guder var forskellige, var det én og samme Ånd, de fortalte om.
Knokkelmanden skuttede sig i den kolde morgentåge, der altid varslede dagens komme.
Nu kunne han hvile i dødens skygge i de udstødtes land hinsides livet.
Han kunne finde et øjebliks stilhed, før han atter skulle betræde de blodige veje i den verden, han aldrig igen kunne blive en del af.
Den verden havde man kaldt: De mørke ligaers verden.
Hvor grusomme despoter herskede og ikke regnede liv for noget. I den verden var knokkelmændene og knokkelkvinderne villige redskaber i despoternes tjeneste. Derfor var de nu dømt til evig vandring som udstødte og afpillede skeletter.