Det var næsten sort, men kun næsten, for langt væk kunne jeg skimte en lille svag sprække af lys. Sådan var det nok, men ingen kan alligevel huske det. Det første glimt af verden. Den første begivenhed i ens liv, men afspillet baglæns også den sidste.
Dengang ønskede jeg at blive stor. Høj nok til selv at kunne nå et glas i skabet, lang nok til at kunne nå fra den ene ende af sofaen til den anden, bred nok til at kunne passe de flotte nederdele i butikkerne. Stor. Stor nok til at mine forældre kunne stole på, at jeg havde ondt i maven, når jeg sagde det. Men nu...nu er det jeg ønsker mest i hele verden at blive lille igen - lille og uvidende. Uvidende om sorgen, om krigen, kampen, magten, depressionen, tankerne, problemerne og udfordringerne.
Det største problem var at man kedede sig; nu lever vi i en verden, hvor alle kender til følgerne af ordet stress. Alle har så travlt. Hvem er det lige, der hjælper den gamle nabo med at bære hendes Nettoposer op på 4. sal? Hvem kan sætte sig ned med sit barn og glemme alt om det tøj, der skal vaskes og den stue, der skal støvsuges?
Når jeg bliver voksen vil jeg ikke være som alle de andre. Jeg vil hjælpe min gamle nabo og smile når det regner, også selv om min jakke er gennemblødt. Smile fordi jeg har lyst. Og hvis bare en ser mit smil og smiler tilbage, vil jeg have gjort noget godt for bare en person. Et smil blev til to. Men indtil da må jeg passe mine lektier, holde orden i mine papirer og holde mine aftaler, kun fordi jeg er bange for følgerne. Kun fordi min verden går under, hvis ikke jeg får afleveret min blækregning til tiden. Indtil jeg kan smile, når det regner, vil jeg flyve af sted med tidens vinger hæftet på min ryg; jeg vil suse gennem luften, jeg vil bære tiden i en rem om håndleddet - men er det mig, der bærer tiden, eller er det tiden, der bærer mig?