Her ligger jeg. På ryggen, på min seng. Sengen er en forlængelse af min ryg.
   Jeg stirrer op på loftet. Loftet er en forlængelse af mine øjne.
   Jeg lukker mine øjne.
   Jeg spænder benene og løfter røven lidt fra madrassen, så min krop hælder nedad, mod hovedet. Ude af balance. Mine røvballer er faste, når musklerne bliver spændt på den måde. De er buede, de to kurver, to bakker, to bølger. Jeg mærker dem spændte; jeg mærker dem når jeg lader kødet falde slapt, blødt. De er et modstykke til hvordan min ryg buer indad nederst. En kontrast.
   Der er intet seksuelt i dette.
   Jeg undersøger objektivt.
   Mit bryst, fladt, ungt, glat. En steril, bleg overflade, hvorpå gåsehud er opstået pga. nøgenhed i koldt værelse. Det ser fremmed ud, dette bryst, denne hud. Månens overflade. Her, ribbenene, et lille relief mod huden. Dér, brystvorter, to små sten i det lange flade landskab.
   Her, i centrum, på midtvejen: En lille slap ting som man skjuler.
   Og tænk, at den kan skabe liv. At livet kommer igennem den, ind i et andet liv, hvori der skabes et nyt, tredje liv. Tænk at alt det potentiale ligger i mig. Alt det ansvar. Jeg vil jo ikke have det.
   Den kan være slap; den kan være stiv. Blodet kan strømme til den. Blodet kan lade den være i fred. Blodet kan strømme til mange dele af kroppen, fra større til mindre årer, langsommere, hurtigere. Jeg kan stoppe blodet. Jeg kan afbryde det. Jeg kan lukke det ud i en sprøjtende strøm. Jeg kan selvdestruere. Tænk, noget så stort og smukt, som man kan udrette helt selvstændigt, helt selvforsynende, med sin egen krop mod sin egen krop. Som sex. Nej, ikke som sex. Som masturbation. Med egne hænder mod egen krop.
   Jeg kunne bruge en kniv. Men det ville være beskidt, grimt. Det ville komme udefra. Et redskab udefra. Ikke sterilt, ikke isoleret.
   Jeg kunne bruge mine tænder. Menneskets tænder er stærke nok til at bide igennem hud og pulsårer. Der er årerne, i håndleddene. Det er det skrøbeligste sted. At bide dem over med tænderne ville være en smuk død, en hyldest til kroppen, kroppens magt, kroppens magt til at holde op med at have magt. At stoppe potentialet, at stoppe ansvaret.
   At ende.
   Men jeg fortsætter. Det fortsætter. Blodet fortsætter. Indelukket. Uafbrudt.
   Jeg åbner øjnene. Jeg rejser mig.