"Der er et spøgelse herude," siger Viktor nøgternt ved morgenbordet.
   "Hvadbehager?" siger Theodor.
   "Et spøgelse," siger Viktor, mens han stille og roligt smører sig et rundstykke. "Et genfærd. Der er et genfærd på gården."
   Jakob ler, ikke spottende mod Viktor, men nærmere mod Theodor. "Et genfærd! Det synes jeg er en pragtfuld udvikling."
   "Du mener vel ikke dette alvorligt, Viktor," siger Theodor og kigger ned på osten, han er ved at skære sig en skive af.
   "Jo, jeg mener det skam i ramme alvor," siger Viktor med et smil. "I nat har jeg set et spøgelse. Det værelse i øst-fløjen, der ligger yderst, tættest på vejen - hvis var det?"
   "Husholderskens," siger Jakob. "Er det måske dér, du har set dit spøgelse?"
   "Hun førte mig dertil."
   "Pragtfuldt!" siger Viktor og slår endnu en nærmest barnligt fornøjet latter op.
   "Der er ikke plads til spøgelser og genfærd i Guds verdensorden," siger Theodor.
   Henrik rømmer sig. "Jeg ... Jeg tror, hr Viktor Wittendorf taler sandt. Jeg har også set en kvinde gå i gangene om natten. Hun er gravid. Hun græder."
   "Ja!" siger Viktor med et triumferende smil og rundstykke-krummer sprøjtende fra munden. "Hun græder, og hun er højgravid! Det er rigtigt! Vi har begge set hende; hun må eksistere."
   Theodors øjne flakker mellem hans bror og tjenestedrengen, som om de to har rottet sig sammen i en uhellig alliance.
   "Førte hun dig nogen steder hen?" spørger Viktor det andet vidne. "Talte hun til dig?"
   "Nej, hun forsvandt om hjørnet med det samme," siger Henrik.
   "Ærgerligt," siger Viktor, læner sig tilbage og strækker sig.
   "Hun er vel en gammel husholderske," siger Jakob og ser fortsat ud til at more sig gevaldigt. "Hvis hun førte dig ind på husholderske-værelset."
   "Ja, og hendes kjole er sort og enkel, som en husholderskes," siger Viktor.
   "Jeg ... Jeg har set hende på daguerrotypiet i opholdsstuen," siger Henrik. "Jeg er sikker på, at det er hende."
   Viktor sidder forstenet et øjeblik; så rejser han sig og går hurtigt og begejstret ind i opholdsstuen. "Kom med, Henrik!" råber han, og drengen adlyder. Theodor bliver siddende. Jakob smiler fandenivoldsk til sin lillebror, rejser sig og følger efter ud i opholdsstuen. De tre mænd står ved skænken, hvor Viktor har samlet det indrammede daguerrotypi op og holder det ud for sig.
   "Det er jo hende," siger han næsten hviskende.
   "Ja," siger Henrik i stille ærefrygt. "Et rigtigt genfærd."
   "Emilie?" siger Jakob. "Hun var husholderske herude, da jeg var barn. Åh, dér er jeg jo også." Han peger leende på den lille, smilende knægt med glatfriseret hår, der står foran sine forældre, med deres hænder på skuldrene.
   "Hvad kan du huske om hende?" spørger Viktor.
   Jakob trækker på skuldrene. "Ikke noget særligt. Hun holdt sig i baggrunden. Jeg mener, hun blev afskediget i ... 1890? Hun var dér i hvert fald ikke, da jeg kom tilbage fra mit kostskole-ophold, og far og mor kom tilbage fra deres ophold i Paris."
   "Hvorfor blev hun afskediget?" mumler Viktor og stiller daguerrotypiet fra sig på skænken igen. "Havde det noget at gøre med hendes svangerskab?"
   "Jeg ved jo ikke, om hun overhovedet blev afskediget," siger Jakob. "Jeg kan bare huske, at hun pludselig ikke var der længere. De havde ansat en ny én. Søde Karen, som du og Theodor voksede op med."
   "Åh ja, hende kan jeg huske," siger Viktor. "Men hvad skete der med Emilie?"
   "Måske døde hun," siger Henrik.
   De tre mænd er tavse en stund. De går tilbage til spisestuen, hvor Theodor er ved at tage af bordet med hurtige, aggressive bevægelser. Henrik render undskyldende hen for at tage over.

Senere, om eftermiddagen, ligger Jakob på sit værelse og blunder. Han er faldet i søvn til synet af de store stæreflokke udenfor hans vindue, der danner mærkelige mønstre og formationer på den mørknende himmel, over den røde sol.
   Theodor åbner døren ind til sin storebror på klem. Jakob vågner ikke.
   I sin hvislende præstekjole går Theodor ind og knæler ved Jakobs side. Han folder hænderne og bøjer hovedet. Hans fingre er flettet sammen så kraftigt, at knoglerne føles, som om de snart vil knuses. Han beder. Han beder for sin vildfarne bror.
   Jakob åbner øjnene.
   "Du skal ikke bede for mig!" skriger han af Theodor, der farer op og snubler tilbage mod vinduet. Han sætter sig op i sengen og brøler: "Du skal ikke bede for mig, din forpulede verdensforvrænger! Din forpulede løgner! Gå! GÅ! Jeg vil ikke se på dig!"
   Theodor vakler ud, og i samme øjeblik løber Viktor ind med store, forskrækkede øjne. "Jakob! Jakob, behersk dig!" Han løber hen og griber fat om sin storebrors overarme; Jakob kaster sig fra side til side nu; han råber gutturalt og næsten uartikuleret. "La' mig være fri! La' mig være FRI!" hyler han. "Jeg væmmes ved det! Jeg VÆMMES ved det!"
   Viktor stikker ham en lussing, og endnu en.
   Jakob falder til ro.

Viktor bliver siddende hos sin storebror i et kvarter, en halv time. Stæreflokkene flyver rundt derude.
   "Foregår ... Foregår der noget mellem dig og tjenestedrengen?" spørger Jakob hæst, liggende på ryggen under dynen.
   Viktor klukker lidt. "Det ville jeg ønske."
   "Han er køn," siger Jakob. "Køn og ung. Og han lader til virkelig at holde af dig. Jeg har ikke selv dine tilbøjeligheder, men jeg ville kunne forstå det, hvis der foregik noget."
   "Det gør der ikke," siger Viktor i et stramt og koldt tonefald nu. "Og tak. Tak for din forståelse. Man finder sjældent forståelse."
   "Det må på sin vis være dejligt at være en afviger," siger Jakob.
   "Det er det ikke."
   "Jamen, jeg mener ..." Jakob sætter sig op i sengen og virker livlig igen. "Det må være dejligt at kunne afvige. Der ligger en vis frihed i afvigelsen. Synden. Et syndefald. Et fald kan få det til at suse så dejligt i maven."
   Viktor kan ikke lade være med at le af disse morsomme, men sandfærdige ord.
   "Gå til ham," siger Jakob. "Gå til tjenestedrengen. Prøv at lade dig falde."

Viktor går med hastige skridt ned ad korridoren i øst-fløjen. Han reder sin sideskilning tilbage henover tindingen med fingerspidserne. Han stopper op ved Henriks værelse og banker på. Drengen åbner næsten med det samme.
   "Ønsker herren noget?"
   "Dus, Henrik, dus."
   "Ønsker du noget, Viktor?"
   "Hvilket område af denne gård tages mindst i brug? Hvor ville man have mindst gavn af at gå hen?"
   Henrik tænker et øjeblik. "Stalden, Viktor. Stalden bruges overhovedet ikke længere."
   "Godt, så ville min tvillingebror ikke have nogen årsag til at gå derud," siger Viktor, idet han griber Henrik om overarmen og fører ham med ned ad korridoren. De går ud af porten i fløjens yderside og hen til stald-udbygningen.
   "Hvorfor - hvad ønsker du?" spørger Henrik lavmælt, sitrende.
   Viktor stopper op i staldens mørke, mellem båsene og høstakkene og seletøjet, der stadig hænger fra knager. Der lugter stadig af hestepærer, selvom der ikke har været heste her i ti år. Solen skinner brændende rødt herind.
   Viktor giver slip på drengen, træder et skridt tilbage og betragter ham. "Henrik," siger han og gestikulerer formålsløst med hænderne. Han stammer næsten. "Henrik, har du afvigende tilbøjeligheder?"
   "Jeg forstår ikke, hvad herren mener."
   Viktor udstøder et lille suk og løber en hånd igennem håret. "Har du unaturlige, erotiske tilbøjeligheder?"
   "Jeg forstår stadig ikke, hvad herren -"
   "Åh, for Helvede!"
   Viktor kysser drengen. Han griber fat om drengens hoved, med fingrene i det silkebløde, brune hår, og kysser ham længe og uden angst. Henrik kysser sin herre.
   De klæder sig af hastigt, lader vestene glide af, trækker selerne ned, knapper skjorter op. Viktor løfter Henriks grove bondeskjorte over hovedet på ham og fumler så med sit langslips, indtil Henrik kan trække det af med en hvislen af silke mod stof. De kysser igen og trækker sig tilbage i staldens mørke inde mellem båsene, væk fra indgangen og sollyset, væk fra frygten for at Theodor skal finde dem, væk fra alle tanker og minder om alt andet, der er foregået her på gården.
   Viktor støder Henrik op imod den ru, mørke egetræsvæg og kysser ham på halsen, brystet, maven, ned til lemmet. Bukserne trækkes ned, og snart er alt stof væk, og der er kun hud tilbage, hud og hø og træsplinter, der stikker og får én til at værdsætte hudens blødhed mere.

Theodor går frem og tilbage i en frustreret kadence på sit værelse. Han løsner kraven og knapper præstekjolen op. Han kan ikke holde det ud meget længere. Han kan ikke holde al denne modstand ud.
   Han må finde hvile; han må bibringe sig selv en vis nydelse. Han kan godt tillade sig det; han fortjener det. Gud vil forstå det og tilgive det.
   Han sætter sig ved skrivebordet og holder fotografiet af Martha op for sig. Han sætter det ned foran sig og prøver at genkalde sig hendes krops glæder, den rene, hvide hud, kurverne og hulningerne, følelsen af at være inde i hende. Imens behager han sig med hånden, men lemmet vokser ikke, i hvert fald ikke hurtigt nok.
   Han trækker eksemplaret af Politiken til sig og stirrer på fotografiet af Asta Nielsen på forsiden, hendes malede mund, kavalergangen. Han forestiller sig, hvordan det ville være at ligge i med hende, denne vulgære, djævelske kvinde. Og han tænker på hendes Apache-dans i filmen, for han har jo set denne frygtelige film, 'Afgrunden', selvom han løj for Viktor i et øjebliks skamfuld svaghed; han måtte jo opretholde en vis facade; Gud vil forstå det og tilgive det.
   Han behager sig selv hårdt og hurtigt med hånden, og nydelsen kommer, denne vidunderlige nydelse. Han tænker på at penetrere Asta Nielsen, at give hende hvad hun fortjener, at straffe hende, denne gadetøs, der gnubber sig op ad mænd og ikke lægger skjul på, at hun vil opsluge deres lem i sin vidt åbne, hungrige kusse ...
   Med et støn når Theodor højdepunktet af sin nydelse, og resultatet sprøjter ud over avisen og billedet af skuespillerinden. Næsten med det samme, idet nydelsestågen fortager sig, stikker han sig selv en lussing med sin venstre, uplettede hånd. En hård lussing, så to, så tre.

Viktor og Henrik klæder sig på i tavshed.
   "Tag selv et bad først," siger Viktor. "Så må du gerne forberede et til mig."
   "Ja, Viktor."
   De går ind i øst-fløjen igen og ud på gårdmidten. Henrik begynder at pumpe vand i en stål-balje. Viktor går videre og åbner porten til vest-fløjen og opholdsstuen.
   Theodor sidder i en lænestol og læser Biblen, ikke længere klædt i præstekjole, men almindelig skjorte, vest og fløjlsbukser. Han har sat en fin optagelse af en Bach-motet på grammofonen, 'Jesu, meine Freude'.
   Han kigger op og ser Viktor stå dér, svedig, med armene oppe mod siderne af porten, stadig med pjusket hår. Viktor stirrer på sin bror med let bøjet hoved og skilte, fugtige læber. Theodor ser Henrik stå og pumpe vand i gården.
   En trækning passerer igennem præstens ansigt. Øjnene bliver snævre og stikkende.
   Tusmørket falder på derude.