Jakob er faldet tilbage i puderne i et slemt hosteanfald. Viktor hælder et glas vand op fra kanden på natbordet. Han holder det hen til Jakob og får ham til at drikke.
   "Det var godt," siger Jakob derefter. "Lad mig nu være lidt. Jeg skal nok holde mig i ro."
   Viktor tøver. Han går ud af lokalet, men stopper op i døråbningen og kigger tilbage på sin storebror. "Skal jeg tage din frokost ind til dig?" Det ligger i hans tonefald, at han er urolig ved tanken om at lade Theodor og Jakob sidde ved samme bord så kort tid efter deres sammenstød.
   "Ja tak." Jakob rømmer sig træt. "Jeg synes godt om dig, Viktor. Jeg har altid syntes godt om dig."
   Viktor står med skilte, dirrende læber. Så former de sig i et nervøst smil. "I lige måde, Jakob."
   Han lukker døren og låser den med den lille kobber-nøgle udefra.

Viktor, Theodor og Henrik sidder ved frokostbordet. Vinduerne står stadig åbne; en sky er gledet for solen derude, og der bliver mærkeligt blåligt-gråt og køligt i stuen. De spiser rugbrød med sild og rødbeder.
   "Det smager glimrende, Henrik," siger Viktor og smiler bredt til tjenestedrengen.
   "Tak, hr Wittendorf."
   "Hvad synes I så om filmen?" siger Viktor.
   "Filmen?" siger Theodor med rynket pande.
   "Ja, filmen. Er det ikke spændende? Har I set nogen?"
   "Jeg ville gerne, hr Wittendorf, men jeg har ikke haft mulighed for det," siger Henrik straks, med en vis entusiasme.
   "Jeg bryder mig ikke synderligt om den slags divertissementer," siger Theodor og tørrer rødbedesaft af læberne med servietten. "Jeg tror skam, folk snart vil tabe interessen for dem igen. Bøger, musik og malerier - dét er de sande kunstformer."
   "Nej, jeg vil nu mene, der er en stor fremtid i filmen," siger Viktor. "Jeg så en ganske glimrende én for nogle uger siden i Kosmorama. Den hed 'Afgrunden' -"
   Theodor fnyser. "Ja, den har jeg skam hørt om. Den skulle være ganske utugtig. Med denne unge frøken ... Asta Nielsen, og hendes vovede dans."
   Viktor ler en noget forceret latter. "Ja, men Theodor, det er jo alt sammen spil og illusion, til folks fornøjelse. Det er uskyldigt."
   "Ja, netop, det er illusion og såkaldt 'billedmagi'," siger Theodor og stirrer ned på den sildemad, han er ved at skære i små stykker. "Husk, Viktor, at der er en vis dæmoni i al illusion og magi. Man skal passe på ikke at lade sig forføre af sådanne ... 'levende billeder'. Du burde vel mere end nogen anden forstå dig på unaturlige forførelser."
   Viktor bliver ubevægelig og stirrer på Theodor, der fortsat stirrer ned på sin tallerken og tygger sin sildemad hurtigt. Viktor har spist op nu. Han griber hårdt fat om kniven og presser den mod sin tomme tallerken, henad porcelænet, så lyden skærer i ørerne.
   Så lægger han bestikket fra sig og læner sig tilbage i stolen. Theodor har ikke reageret. Viktor kigger over på Henrik, der også vender blikket resolut ned mod bordet. Bornholmeruret tikker.

Viktor bærer frokosten ind til Jakob på en bakke, som han stiller på dynen på sin brors skød. Jakob ser mærkeligt nok mere livlig ud efter sit udfald mod Theodor. Der er kommet lidt farve i de hule, ubarberede kinder. Mens han spiser, tager Viktor en kam frem og reder hans sammenfiltrede hår tilbage fra ansigtet i en sideskilning. "Du trænger til et bad," siger han. "Jeg skal bede Henrik om at tage et kar vand og en blok sæbe herind."
   Jakob lader bestikket ligge og spiser sin sildemad med hænderne. Rugbrødskrummer triller ud over hans natskjorte. "Stakkels Theodor," siger han med munden fuld. "Han burde ikke være i familie med os to."
   Viktor stikker kammen i lommen igen og sætter sig. "Man er nu engang i familie med dem, man er i familie med."
   "Det er så sandt, som det er banalt. Tror du på Gud, Viktor?"
   "Jeg er vel agnostiker."
   "Ah. Du sidder lige på træhesten og vil hverken hoppe af til den ene eller den anden side." Jakob tager et stykke sild op ad det lille krus og tygger det veltilfreds som en kat. "Du vil hverken tage del i selvbedragets eller sandhedens glæder."
   Viktor læner sig tilbage i stolen med et suk. "Lad os nu ikke begynde på dét, Jakob. Det ville alligevel ikke have ligeså stærk en effekt på mig som på Theodor."
   "Nej, det ville det vel ikke." Jakob ser skuffet ud, stadig kamplysten.
   "Jeg må dog indrømme, at det ikke er opmuntrende at høre fra præsterne og resten af Danmarks folk, at éns tilbøjeligheder er forkerte og unaturlige i Guds øjne."
   "Nej, det er vel slet ikke opmuntrende." Jakob sætter frokost-bakken fra sig på natbordet. Langsomt, vaklende, rejser han sig og træder hen til vinduet. Viktor går hurtigt rundt om sengen og stiller sig ved siden af, klar til at støtte ham. Jakob åbner vinduet og lader sommerbrisen komme ind, så de hvide gardiner danser.
   "Der har altid været smukt herude, " siger han. "Vores barndom var lykkelig, var den ikke?"
   "Ja, det var den vel." Viktor er uforberedt på spørgsmålet og kan pludselig ikke erindre noget om sin barndom.
   "Jeg kan huske, at min i hvert fald var lykkelig," siger Jakob. "Far lærte mig meget herude. Han kunne dog altid pludselig forsvinde til København over længere perioder, når arbejdet kaldte på ham. Og så blev man vred, som kun et barn kan blive vredt, men når han kom tilbage, tilgav man ham med det samme, som kun et barn kan tilgive. At hans fravær kunne komme uden varsel, gjorde blot tiden med ham endnu mere skrøbeligt skøn. Jeg kan huske, at da jeg var omtrent ti år, blev jeg uden nogen særlig grund sendt på kostskole i otte måneder, mens far og mor tog til Paris og boede dér i al den tid. Jeg foretrak fars privatundervisning. Jeg hadede de andre børn på den skole, og de hadede mig. Jeg tror, det er dette, der præger far i min erindring. Fraværet og tavsheden. Uudgrundelig og uransagelig."
   "Du er fulgt i hans fodspor," siger Viktor lavmælt.
   "Mener du mit arbejde? Ja, selvfølgelig," siger Jakob. "Jeg kan stadig huske, da jeg indtrådte som medlem i Grosserer-Societetet, og han holdt en velkomsttale for mig. Under hele den tale sad jeg og følte mig ubehageligt fanget. Jeg indså det først dér, som en søvngænger, der et kort øjeblik vågner op. Jeg indså, at jeg var fulgt i hans fodspor, og at det var en frygteligt kedsommelig ting at gøre. Imens førte du og Theodor begge liv, der var fuldstændig anderledes end fars, nærmest eksotiske. Theodor med sit præstevirke, og du med din digtning og teaterstykke-skrivning -"
   Viktor udstøder et bittert grin; hverken hans digte eller teaterstykker har opnået anderkendelse.
   "Og jeg misundte jer en kort periode; det indrømmer jeg," siger Jakob."Men så fortsatte livet; jeg fortsatte mit liv som grosserer, alene. Jeg følte aldrig nogen egentlig smerte forbundet med at være enlig, at være 'ensom.' Jeg fandt ganske enkelt ikke nogen kvinde, som jeg ønskede at tilbringe resten af mit liv sammen med. Og så satte følelsen af at være forkert ind, ikke ligesom dig selvfølgelig. Jeg mener det forkerte i ikke at ville have nogen overhovedet, at være kold.
   Så kommer livsleden. Følelsen af at det er for sent; alting er for sent nu. Der er ikke andet tilbage i mit søvngænger-liv end søvngængerens rute tilbage til sengen. Et spild, en vej uden afgreninger. Et træ, som alle frugterne er faldet rådne ned fra. Hvis blot man turde tage springet ud i døden! Men så er der helvedespinsler; så er der Guds vrede. Jeg begyndte dog at læse Nietzsche og I.P. Jacobsen, Niels Lyhne. Mine tanker ændrede sig. Til sidst er livsleden væk, ved du nok. Til sidst er sindet slet ikke så oppisket, som man skulle tro. Når man endelig gør det. Til sidst er der ikke andet end fred og ro og en simpel beslutning. Taler jeg for hårdt for dig?"
   Viktor stirrer ud over bakkerne, ud mod nåleskoven.
   Der er en sitrende trækning i Jakobs venstre hånd, og måske skal han til at række ud med den og trøste Viktor, hvis han har kapaciteten i sig til at trøste et andet menneske.
   Men før hånden bevæger sig opad, går Viktor hurtigt ud af værelset og ind til sig selv.
   Jakob lægger sig tilbage i sengen og trækker dynen op om sig. Han lægger sig på siden mod den vinduesløse væg. Lidt søvn vil fjerne tankestrømmen igen.

Resten af dagen tilbringer alle tre brødre trukket tilbage på deres værelser. Henrik går hvileløst omkring. Der er intet at rengøre. Aftensmaden er forberedt, en simpel gang medisterpølse med kartofler og brun sovs, der skal simre lidt tid endnu på brændekomfuret.
   Drengen stopper op ved skænken i opholdsstuen. Han kigger på det gamle daguerrotypi af hele familien og tjenestefolkene. Husholdersken ude i højre side - det er hende, han så i nat. Han genkender hende uden et anstrøg af tvivl.
   Han får kuldegysninger og lukker vinduerne. Det er blevet køligt; tusmørket falder på.

Jakob har begivet sig ud fra sit værelse nu, og alle fire mænd indtager aftensmaden sammen i anspændt tavshed. Denne brydes kun for at gratulere Henrik med hans kogekunst, for hvilket Henrik takker ydmygt, som han bør. Bornholmeruret tikker.
   Bagefter trækker de tre brødre sig igen tilbage til deres værelser.