Hun danser fra sted til sted hele natten, fra fest til fest, så længe der er bare det mindste dansegulv, hvor hun kan klemme sig ind, og høj, pumpende musik, der fylder luften og blokerer for enhver samtale. Hun danser. Hun bevæger sig igennem hele byen, som om hun skal nå forbi hver eneste bar og klub i løbet af natten, som om hun har sat dét mål for sig selv. Hun cykler fra sted til sted, tager nogle gange metroen, hvis det er hurtigere. På et tidspunkt punkterer hendes cykel, da hun kører henover en knust ølflaske; hun smider cyklen fra sig og løber videre til næste sted; skal bare være dér, skal bare ind i musikken og varmen og lyset og farverne, skal bare danse videre.
   Hun taler med ingen, ser på ingen, danser med ingen, danser bare med sig selv, med alle og ingen, med musikken. Hun har en sølvhvid, lårkort kjole på, der sidder tyndt og flydende på hendes svedende krop, som en væske, som kviksølv. Hun har glat sort hår, der falder ned ad ryggen og konstant piskes i alle retninger af hendes bevægelser, hendes bølgen frem og tilbage. Hun har ikke røde sko på, men sorte; hun er ikke en figur i et eventyr, men ganske virkelig og virkelighedstro og virkelighedsfjern. Hun har lukkede øjne og et lille smil på læben, lukkede øjne, som om hun kender stederne udenad, som en blind kender sit hjem. Måske er hun klar over, at fyrene ser efter hende og vil danse med hende, vil have hende; måske er hun ikke klar over det, helt naiv og uskyldig, en lille pige i sin natkjole, faret vild, søvngænger. Hun græder.
   Ved 5-6 tiden har alle barerne og klubberne lukket, og der er ingen steder tilbage at danse, ingen musik tilbage, intet mørke og ingen blinkende lyskegler i forskellige farver, ingen andre mennesker. Hun danser ikke længere, og hun græder ikke længere. Hun tager hjem og sover. Solen er stået op.