Jeg står midt i dagligstuen og bliver til et møbel.
   Jeg står musestille, bomstille. Møbler er stille. Møbler siger ikke noget.
   Jeg er nøgen. Møbler er nøgne. Man kan eventuelt lægge et betræk på mig.
   Jeg spreder mine lemmer ud, så man kan bruge mig til noget. Alle møbler har jo en funktion. Hvad er min funktion? Jeg kan bøje ryggen, så man kan lægge noget dér og bruge mig som bord. Jeg kan stritte med røven og sprede benene for at indikere, at man kan stikke noget ind. Jeg kan strække halsen ud og åbne munden, så man også kan stikke noget ind dér. Mine patter hænger ned, klare til brug, som yvere på en ko. Jeg holder armene ud til siderne med håndfladerne opad; man kan bruge dem som håndtag, til at dreje mig rundt, flytte mig.
   Ja, der er masser af ting, man kan bruge mig til. Jeg er utrolig smart designet. Min krop er en Ikea-model af kød og blod.
   Jeg står blandt de andre møbler, bevægelsesløs, statisk.
   Jeg er nu et møbel.
   Så kommer min mand hjem fra arbejde. Jeg hører ham ude i entréen, hvor han stiller mappen tungt fra sig på kommoden og sætter sig på et trappetrin for at tage skoene af. Han lægger skoene på skostativet. Jeg tænker på, hvordan han bruger alle møblerne i huset så fint og praktisk hver dag, nærmest uden at lægge mærke til det. Jeg ville ønske, han også kunne bruge mig til noget, så jeg ikke længere bare ville være sådan en dum og nytteløs kvinde. Men nu kan han jo bruge mig til noget, nu hvor jeg er blevet til et møbel.
   Han åbner døren til dagligstuen.
   Han ser møblerne. Han ser mig, et møbel.
   "Hej skat," siger jeg med et lille stolt smil. Jeg står helt stille i min udspændte, brugbare position. "Jeg er et møbel."
   Han sukker dybt og træt og irriteret.
   Han lukker døren og går væk.