"Ved du hvad?" siger drengens ven til ham. "Det du trænger til, det er en kæreste."
De har frikvarter; et langt et, fra kl halv 12 til 12. Det føles langt. Drengen sidder imellem sine to venner ved den ene ende af den hesteskoformede samling borde. Han prøver at læse sine lektier til næste time - et modernistisk digt, i dansk.
"Ja! Du trænger virkelig til at få en kæreste og få noget sex," siger drengens anden ven. Han gumler på en rugbrødsmad med leverpostej mens han snakker. "Så ville du ikke være så gnaven hele tiden."
"Jeg er ikke gnaven," mumler drengen. "Og gider du godt lade være med at spytte rugbrød ud over mig?" Han børster nogle krummer rugbrød af sine små sammensunkne skuldre, hvor de er landet.
"Se selv! Prøv at lytte til dig selv; du lyder så gnaven hele tiden," siger drengens anden ven triumferende. Han er høj og ranglet og har langt, krøllet, blondt hår. Han har lange, tynde arme, der svinger ud i dramatiske fagter, hver gang han argumenterer hidsigt for et eller andet. Armene får drengen til at krympe sig lidt og ligefrem dukke sig.
"Jeg vil bare ikke have rugbrød på mig," mumler drengen. "Og jeg er altså ikke gnaven."
"Ej, come on, du lyder, like, helt vildt depressed hele tiden," siger drengens ene ven. Han er tyk. Han har langt brunt hår. Han har en kæreste. Det har drengens anden ven også. De er lykkelige sammen med deres kærester. Faktisk sidder drengens ene ven lige nu og skriver en SMS til sin kæreste.
"Hvorfor bruger du så mange engelske ord hele tiden?" mumler drengen. "Du er jo dansker. Du taler dansk."
"Se, nu sidder du igen og kritiserer!" siger drengens anden ven og svinger med armene. "Du sidder hele tiden og hakker på os!"
"I hakker da også hele tiden på mig," mumler drengen.
"Du trænger altså bare til en kæreste," gentager drengens ene ven. "Det er det, du trænger til. Og du trænger til at få rigtigt langt hår. Du er rigtig grim med det der hår."
Drengen rækker ubevidst en hånd op og kører fingrene blidt gennem sit sorte, halv-lange hår. "Jeg synes, det er okay sådan her."
Det ringer ind. Eleverne i klassen sætter sig efterhånden på plads, efter de har lagt mærke til, at deres dansk-lærer - en ældre, stilfærdig mand - har sat sig ved katederet og sidder og stirrer på dem. Drengens anden ven pakker sin madpakke væk og efterlader rugbrødskrummer og små stykker sølvpapir overalt på bordet og gulvet.
* * *
I løbet af dansk-timen får de at vide, at deres karakterer er blevet lagt ud på internettet. Så snart det ringer ud til 13.35-frikvarteret, skynder de sig ud til de få ledige computere i gangen og står i kø for at finde deres karakterer. En efter en bliver de glade eller skuffede.
Drengen står sidst i køen ved en af computerne og bliver den sidste til at kigge på sine karakterer.
De ligger på gennemsnittet og lidt højere. For det meste 7- og 10-taller. Nogle 12-taller.
Lærerne siger i kommentarerne, at han trænger til at sige noget mere, markere mere, deltage mere. Han trænger til at bruge sin brede viden mere. For de ved jo, at han godt kan.
Karaktererne gør hverken drengen glad eller skuffet.
* * *
På vejen hjem lægger han mærke til, at hans cykel er begyndt at knirke lidt, og dækkene føles, som om de godt kunne trænge til at blive pumpet op.
Gaderne er fanget i en grå osteklokke af september-tåge. Tågen strækker sig ud i sit statiske tomrum, cirka ti meter væk til alle sider. Luften er kold og klam på drengens ansigt, mens han cykler hjemad på den vindstille villavej. Det føles dejligt.
Drengen elsker tåge.
* * *
"Du trænger til at blive klippet," siger drengens mor til ham ved middagsbordet. "Det skal da være kortere end det der."
"Jeg synes, det er okay sådan her," mumler drengen og skærer åndsfraværende en frikadelle i bittesmå stykker.
"Vi vil ikke blive ved med at betale for dine klip, hvis du ikke får klippet håret ordentligt," siger drengens far.
"Nå. Okay." Drengen spiser sin frikadelle.
"Du vil vel ikke gro det langt, fordi pigerne kan lide det sådan?" siger drengens mor, mens hun sprøjter masser af citron ud over sin salat i små aggressive tryk. "Du ved godt, hvad jeg synes. Du bør ikke få en kæreste, mens du går i gymnasiet. Og du er i 3.g nu, så du har ekstra travlt. En kæreste er det sidste, du trænger til."
"Jaja," mumler drengen. Han spiser sin frikadelle. Det er en god, varm frikadelle. Han elsker frikadellen.
* * *
Lidt senere på aftenen, mens det stadig er lyst, og det blålige tusmørke begynder at tone frem, går drengen udenfor. Ned ad gaden. Ud af byen. Ind i skoven.
Han går rundt på stierne mellem de høje fyrretræer. Han kigger fremad, ind i tågen. Her er helt øde, helt stille.
Han har taget sit digitalkamera med. Han tager billeder af tågen, af tusmørket, af de høje tavse træer. Han elsker træerne.
Han går ned til stenstranden. Et øjeblik står han bare og stirrer ud over havoverfladen, den bevægelsesløse overflade, metallisk, steril. Molerne stikker ud som smalle, sorte skeletfingre, søgende efter noget. Horisonten er forsvundet i tågen. Der er kun det grå tomrum, hvor himlen og havet smelter sammen. Det er smukt. Det er skræmmende. Drengen elsker dette syn. Der er så mange små ting, han elsker. Men han fortæller aldrig nogen om disse ting. De er hans hemmeligheder.
Han lægger kameraet fra sig mellem de små sten. Han tager alt tøjet af og lægger det i en bunke ved siden af kameraet.
Han går ud i vandet.
Det får ham til at ryste, så han næsten ikke kan kontrollere sine bevægelser, mens han går fremad. Hans krop skriger. Det er iskoldt. Det gør så ondt, som tusind knivsblade stukket ind i ham fra alle retninger. Men han tvinger sig selv fremad, ud i det, ned i det. Hans tænder klaprer; han bider sig selv hårdt i tungen.
Han vader ud, indtil den blanke, grålige, smukke vandoverflade når ham op til hagen.
Op over munden.
Op over næsen.
Han stirrer ud mod den udviskede horisont, ud i tågen.
Han stopper her, træder vande her.
Han tænker lidt på, at han nok får lungebetændelse eller et eller andet af det her. Han bør vende om og skynde sig op igen.
Men det føler han ikke rigtig, at han trænger til.