"Se mig! Se mig!" råbte den lille gnist og sprang fra kævle til kævle. Den hoppede, dansede og sprang omkring ligesom alle dens brødre og søstre. For ligesom dem var den lille gnist netop blevet født på bålet.
   "Har I set mig alle sammen?!"
   Men, ak, ingen så den lille gnist, der blot var en blandt hundrede, der alle hoppede og dansede, jublede og råbte i munden på hinanden. Lykkelige over at være i live hver især, fløj de rundt; op og ned, til højre og til venstre, rundt mellem hinanden.
   "Hvorfor er der ingen, der ser på mig?" spurgte den lille gnist trist og holdt inde med sin dansen omkring. Den hulkede spruttende og hvæsende, mens den så på alle sine brødre og søstre, som hver især hoppede og dansede, som den lille gnist netop selv havde gjort det mindst lige så godt. Men alle havde så travlt med at råbe og springe, at ingen tog sig tid til at se på de andre, der råbte og sprang som dem selv. Kun den lille gnist så noget som helst, mens den tudede over, at ingen så den.
   Men så udsendte den en stædig, lille flamme og tørrede øjnene. "Hvis jeg springer højt nok, må de da se mig!"
   Og som sagt så gjort. Den lille gnist tog afsæt og sprang op i luften, men det var slet ikke højt nok. Så måtte den tage afsæt endnu engang, hoppede og landede, hoppede og landede.
   "Jeg må højere op!" råbte den og forsøgte vedholdende at hoppe højere end alle andre.
   "Jeg er der næsten!" skreg den lille gnist glædesstrålende. Bare en lille smule mere, og den ville være højere oppe end nogen anden.
   Den lille gnist tog afsæt endnu en gang, en sidste gang. Og nu fløj den opefter, højere end nogen af sine brødre og søstre, mens den skreg: "Se mig! Se mig!"
   Og pop!
   En gnist for til himmels... en lille flig aske dalede langsomt ned på jorden. Glad over netop at være blevet født råbte den: "Se mig! Se mig!"