Da jeg i en alder af 22 fik diagnosen Aspergers syndrom, blev det legalt, at jeg ikke kunne få folk til at forstå, hvordan jeg havde det. Nogle mennesker føler i ord, jeg føler i billeder og farver, men hvordan forklarer man et billede til en person (læs psykiater) når hun ikke kender mine farver, og jeg ikke kender hendes ord? Hvorfor er det mere legalt at fortælle hende, at man føler sig sårbar og handlingslammet, end at tegne en trist snemand med korte kviste som arme? Jeg er ikke god til at tale, men tegne og male kan jeg da finde ud af, så hvorfor ikke gøre forsøget.

Jeg gik ned til Søstrene Grenes og købte 40 10X10 lærreder, noget akrylmaling og nogle pensler, 2 måneder senere måtte jeg så gentage dette. Jeg vidste på forhånd, at projektet skulle hedde "Biopsi af min krøllede hjerne", om der ligger noget specielt symbolsk i det, husker jeg ikke, det var bare noget jeg fandt på en nat, hvor jeg ikke kunne sove.

Jeg har ikke nogen speciel fremgangsmetode. Nogle gange ved jeg hvad billedet forhåbentlig skal komme til at ligne, andre gange kommer motivet ved at tilfælde. Nogle gange taget et billede mig 5 minutter, andre gange tager det flere timer. Nogle virker meget dybe, men er i virkeligheden klichéer, andre er dybe, nogle virker pjattede og så videre.

Om det er en metode hvorpå jeg kan kommunikere med min psykiater, psykolog, hjemmebehandler, bostøtte og alle de andre på, ved jeg ikke, for så snart jeg gik i gang, var jeg for blufærdig til at kalde det for andet end tidsfordriv. De har set nogle af dem, men hvad de gør sig af tanker ved jeg ikke, men ligegyldig hvad, så er jeg glad for mine små billeder, om end pladsmangel snart begynder at blive et problem.