Min morfar var en fransk diplomat, som forelskede sig i en engelsk skønhed ved navn Charlotte Rose. Ligesom den der sang "Sweet Charlotte Rose" af Headland. Sammen fik de en datter, kort efter de havde bosat sig i USA. De døbte datteren Irene Charisma.
   Irene voksede op i USA, men flyttede til Frankrig for at studere kunst, så snart hun var gammel nok til at forsørge sig selv. Der fik hun et aftenjob som servitrice på et hotel, hvor skæbnen ville det, at hun en aften spildte et glas vin ud over en ung herres bukser.
   Den unge mand var min far, den pæredanske Jørgen Jensen fra Næstved. Han forelskede sig hovedkulds i servitricen.
   Jørgen og Irene havde en kortvarig, men intens affære, indtil min far var nødt til at rejse hjem for at genoptage hverdagen i Danmark. I over et år skrev de sammen, men som med de fleste langdistanceforhold begyndte også deres affære blot at blive et minde, og der blev længere og længere mellem brevene.
   Jørgen Jensen afsluttede sin læretid som mekaniker og kom ind ved hæren for at gøre sin værnepligt. Efter endt værnepligt videreuddannede han sig inden for flymekanik og fik et fast job inden for militæret.
   En dag troppede en kvinde op på Jørgens dørtrin. Hun kunne ikke et ord dansk, men talte flydende fransk såvel som engelsk. Med sig havde hun en mappe med tegninger og en kuffert med alle sine øvrige ejendele.
   Det var Irene Charisma, og Jørgen genkendte hende med det samme.
   Tilfældet var, at Jørgen netop havde brudt med sin kæreste gennem tre år. Derfor tilbød han Irene et sted at overnatte, selv om hun i virkeligheden blot var kommet på en kort visit af ren og skær nysgerrighed.
   Under deres affære i Frankrig havde Jørgen fortalt hende så levende om det lille land mod nord, at Irene havde besluttet sig for at tilbringe noget tid i Danmark. Begge hendes forældre var døde år forinden, faren af kræft og moren døde i et trafikuheld året efter faren, så der var ingen i USA at vende hjem til efter hendes studier.
   Inden hun var rejst, havde hun fundet Jørgens adresse via hans forældre. Hun kendte deres adresse, da Jørgen havde boet hjemme i den tid, de udvekslede breve. Han var den første, hun besøgte, efter hun var landet i Kastrup Lufthavn, og hun tog aldrig derfra igen.
   Året efter fik de deres første datter. Jørgen ønskede, at hans børn skulle have danske navne, noget der var let at udtale, men på den ene eller anden måde fik Irene Charisma altid sin vilje.
   Den første datter blev døbt Tanya, hvilket Jørgen fik forvrænget tilpas meget til at lyde som Tanja.
   Omtrent to år senere fik de datter nummer to. Igen måtte de begge gå på kompromis med navnet, og jeg blev døbt Freya, hvilket egentlig bare udtales som Freja. I hvert fald ifølge min far.
   Men det er altså historien, sådan kogt ned godt og grundigt. Historien om, hvordan vi blev en familie.
   Og hvordan endte vi så i Jylland?
   Ja, det er straks en helt anden historie.

"Er far blevet forfremmet?" spurgte Tanya og rynkede panden. "Hvis det er nyheden, hvorfor ser I så så alvorlige ud?"
   "Ja, det er ikke hele nyheden," bekendte mor med en kraftig, amerikansk accent, hvilket straks alarmerede Tanya og mig. Mors accent blev altid værre, når hun var nervøs, løj eller skjulte noget. Omkring jul kunne hun endda finde på at skifte helt til engelsk.
   "Hvad mener du?" spurgte jeg.
   Vores forældre så på hinanden, som om de søgte støtte i hinandens øjne. Far rømmede sig:
   "Jeg er blevet forfremmet ... og forflyttet. Til Jylland."
   Der var helt stille i køkkenet, kun kaffemaskinen stod og boblede. Så vendte Tanya sig om med sådan et temperament, at hun skabte sin egen hvirvelvind, stormede ud af køkkenet og ud på badeværelset. Døren bragede i efter hende.
   Jeg stod målløs og så efter hende, inden jeg atter mødte mine forældres blikke. De knugede hinandens hænder, forventede endnu et hysterianfald.
   "Hvorhen?" spurgte jeg endelig.
   "Karup. Men vi snakkede om at finde et hus nærmere Herning," fortalte far. "Der er gode uddannelsesmuligheder i Herning."
   Døren ud til badeværelset blev atter smækket op og i med et brag. Tanya var tilbage i køkkenet, før ekkoet var holdt op med at runge i huset.
   "Nej!" Hun stillede sig op ved siden af mig, rank og beslutsom som en dronning. Bortset fra det vilde blik i øjnene. "Jeg flytter ikke!"
   "Tanya," prøvede mor lavmælt, men blev straks afbrudt.
   "Nej!" gentog Tanya og satte hænderne i siden. "Jeg starter på gymnasiet efter sommerferien. Og hvad med Tom, hva'?"
   Jeg glippede med øjnene. Var Tom virkelig hendes bedste forsvar? Som om mor og far bare ville ændre mening, fordi Tanya havde formået at date den samme fyr i hele tre uger. Og jeg som havde regnet med, at Tanyas temperament ville redde denne her.
   Fantalastisk.
   Jylland - here we come ...
   "Hvad med alle mine venner? Og skolen? Og ... og mit kørekort. Jeg skal snart til at tage mit kørekort," sagde hun triumferende.
   Far rømmede sig igen. "Der er lige så gode køreskoler i Jylland, skat."
   Tanya så på ham, som om han lige var faldet ned fra Mars. "Jeg vil sgu da ikke tage mit kørekort på en pløjemark! Og jeg vil absolut heller ikke gå på et eller andet åndssvagt, jysk gymnasium. Lene og jeg har allerede planlagt de næste tre år, og Jylland er altså bare ikke en del af de planer."
   "Tanya, vi forstår godt, du er vred," sagde mor i en forsonende tone. "Og hvis du vil flytte tilbage til Sjælland, når du er gammel nok til at få SU, så er det fint med os. Vi skal nok hjælpe dig så godt, vi kan. Men vi har ikke råd til at betale din husleje også, så du kan blive boende her indtil da."
   Der kom en lyd fra Tanya, der mindede om en blanding mellem en knurren og en tuden:
   "Hvordan kan I gøre det her imod mig?"
   "Imod os," skyndte jeg mig at indvende og trådte et skridt nærmere Tanya.
   "Nu går alting jo lige så godt," fortsatte min søster klagende. "Jeg havde glædet mig sådan til at gå på gymnasiet med Lene og de andre. Mor, please ... please, please, please!"
   Mor rystede langsomt på hovedet, men med et smil dirrende i mundvigen. "Beklager, skat. Det her er, hvad din far og jeg vil. Vi har tænkt meget over det, og vi tror begge, det kan være starten på et nyt og spændende kapitel."
   Far sendte mig et af de der mon-hun-også-eksploderer-blikke. "Freya?"
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg vil ikke til Jylland. Jeg vil blive her."
   Mor smilede til mig. "Tænk på alle de nye venner, du vil finde i Jylland."
   "Ha ha," svarede jeg køligt.
   "Vi skal have hund så," sagde Tanya pludselig. Jeg havde lyst til at sparke hende over skinnebenet. Gav hun op allerede?!
   "Nej," sagde far og foldede armene over brystet.
   Tanya efterlignede hans holdning og lagde også armene over kors. "En lille hund."
   "Nej. Den kræver stadigvæk for meget pasning, uanset om den er lille eller stor. Og hvem skal måske gå tur med den, når det regner?"
   "Fint!" hvæsede Tanya. "Så bliver jeg bare på Sjælland."
   "Hvad med en kat?" foreslog mor pludselig. Far sendte hende et forfærdet blik.
   "De kræver ikke så meget pasning," hviskede mor med en lille skuldertrækning. "Hvis vi får kattelem, passer den jo næsten sig selv."
   Jeg tror, det var lige før, far kaldte hende forræder.
   Tanya overvejede det tydeligt, og jeg kunne også mærke et smil trænge sig på, selv om jeg prøvede at holde det tilbage lidt endnu. Jeg havde virkelig ikke lyst til at flytte. Men jeg ville virkelig gerne have en kat.
   "En killing," sagde Tanya i et forhandlende toneleje. "Med papirer. Og Freya og jeg skal selv vælge den."
   "Uden papirer," svarede mor og lænede sig ind over bordet. Hendes øjne kunne virkelig bore sig ind i én. "Og ikke nogen dyr racekat. Intet over tusind kroner."
   Far sukkede lettet.
   Tanyas øjne blev smallere. "Vi navngiver den."
   "Og I passer den og sørger for at holde kattebakken ren," tilføjede far.
   Tanya så på mig. Jeg trak let på skuldrene. Hun vendte atter blikket mod vores forældre.
   "Og hvis jeg hader det, må jeg stadig flytte, når jeg kan få SU?"
   "Selvfølgelig," lovede mor.
   "Så får jeg katten," bød jeg ind.
   "Deal," sagde Tanya med et snedigt smil.
   "Deal," gentog mor og lænede sig afslappet tilbage i stolen. "Hvad siger I til soft ice? Jeg kunne virkelig godt bruge noget soft ice fra tankstationen."

"Ej, det er løgn!" udbrød Anna i telefonen. Det var svært at høre hende ordentligt, for der var masser af stemmer i baggrunden. "Hvornår skal I så flytte?"
   "Om tre måneder. Far tager til Jylland i morgen og kigger på et hus."
   "Sådan noget ... lort!"
   "Jep," mumlede jeg og savnede pludselig Anna helt vildt meget. "Hvordan går det ellers oppe i sommerhuset?"
   Hun sukkede teatralsk. "Bortset fra at jeg skal dele værelse med min lillebror, som fiser værre end en ballon, når han sover, så er alt bare helt fino!"
   "Du," mumlede jeg og snoede en lok hår om pegefingeren, "kommer du ikke og besøger mig, når vi er flyttet?"
   "Klart," sagde hun straks. "Jeg er altså nødt til at smutte nu. Vi skal spille Ludo. Ses næste weekend?"
   "Ja, selvfølgelig," svarede jeg og skulle til at sige farvel, da det gik op for mig, at hun allerede havde lagt på.
   Jeg sad lidt med mobilen i hånden og overvejede, hvad jeg skulle lave nu. Så hørte jeg far komme tilbage fra tanken, stak mobiltelefonen i lommen og trissede nedenunder. Far og mor var i køkkenet, i færd med at dække op til aftenkaffe.
   Nysgerrigt kiggede jeg i papirsposen. Der var både lakridskrymmel og chokoladestykker til isen. Guf!
   "Fik du snakket med Anna?" spurgte mor og tog posen fra mig, så isen kunne komme på bordet. Jeg trak let på skuldrene, selv om det ikke rigtig var noget svar.
   "Glæder hun sig til at skulle på efterskole?" fortsatte hun.
   "Det tror jeg," svarede jeg med tunge mundvig. Jeg var stadig gal over, at jeg ikke måtte komme på efterskole med min bedste veninde. Især når det nu viste sig, at vi skulle flytte væk fra alle, jeg kendte.
   "Tom kommer over senere," sagde Tanya, da hun kom ud i køkkenet og satte sig på sin sædvanlige plads. "Og han er altså pissed, bare så I ved det."
   "Nå da," mumlede far.
   Mor fandt en ske til isen, og vi satte os alle. Tanya skovlede en ordentlig bunke is op på sin tallerken, mens hun fortsatte med at snakke:
   "Og Lene siger, at hun måske slet ikke vil på gymnasiet alligevel så, hvis jeg ikke skal gå der. Vi havde jo ligesom lagt planer sammen, og det er bare fuldstændig smadret nu. Og tænk hvis Tom slår op med mig, fordi jeg flytter."
   "Tror du det?" spurgte mor med et stille smil på læberne og skubbede isen over til mig.
   Tanya standsede spekulativt op med skeen foran munden. "Måske ville det være bedst bare at slutte det hele med Tom nu. Altså, hvor mærkeligt vil det ikke være at være sammen, når man ved, at forholdet alligevel slutter om tre måneder?"
   "Han kan jo komme på besøg i Jylland lige så tit, han vil," indvendte far. "Det behøver jo ikke at slutte mellem jer, bare fordi vi flytter."
   Tanya så på ham med et hævet øjenbryn, selv mor og jeg standsede op for at se, om han mente det seriøst.
   "Hvad?" mumlede han.
   "Ej, far, lad nu være med at være så plat." Tanya rystede opgivende på hovedet. "Jeg vil sgu da ikke have en kæreste på Sjælland, når jeg selv bor i Jylland."
   "Jeres mor og mig klarede da fint at have et langdistanceforhold," forsvarede far sig.
   "Faktisk," indvendte mor, "så talte vi ikke sammen i flere år, indtil jeg kom til Danmark. Så det var ikke ligefrem noget forhold. Så vidt jeg husker, havde du også en kæreste eller to i de år."
   "Det har jeg fortrængt," sagde far med en skuldertrækning og fyldte munden med is. Mor smilede bare til ham.