(Laura)
   Jeg holdt fri fra skole den fredag. Sad bare oppe på mit værelse og stirrede ud i luften. Mor kiggede op, men jeg orkede ikke at snakke med hende.
   Bagefter væltede jeg mig i dårlig samvittighed over at have afvist hende på netop denne dag. Men når jeg tænkte på mor, tænkte jeg også på Bedste. Og jeg havde bare lyst til helt at holde op med at tænke.
   Det bankede på døren. Jeg svarede ikke, men mor kom ind alligevel. Hun havde en bakke med, hvorpå der stod tre skåle med dampende suppe. Jeg nåede lige at undre mig, før Sara og Martin trådte ind i værelset bag hende med sodavand og bestik i hænderne.
   De smilede generte til mig, da de tog plads på gulvet ved siden af sengen. Ingen af os talte, før mor var listet ud af værelset igen.
   "Det var din mors ide," mumlede Martin, næsten undskyldende. "Altså med suppen. Hun sagde, du ikke havde spist noget siden..." Hans stemme døde hen, og han ledte indædt efter et fikseringspunkt langt væk fra mit ansigt.
   "Skal vi gå igen?" spurgte Sara.
   Jeg rystede på hovedet og lod mig glide ned på gulvet ved siden af dem med dynen viklet omkring mig, fordi jeg kun havde min natskjorte på. Jeg begyndte at række ud efter den ene skål med suppe, men fortrød og tog i stedet en dåsesodavand. Ikke engang fanta'en kunne fortrænge den metalliske smag i min mund.
   "Hvordan skete det?" spurgte Sara og åbnede også en sodavand. Selv ikke Martin havde rørt suppen endnu.
   "Hun faldt." Billeder fór gennem mit hoved. Makabre, blodige, sønderrevne. Jeg rystede dem hurtigt af mig.
   "Martin lavede en brøler i middagspausen i dag," fortalte Sara påtaget frejdigt, da stilheden havde varet for længe.
   Martin sukkede. "Så sjovt var det altså heller ikke."
   "Han skulle åbne sin mælk, og i stedet endte han med at tabe den, så det sprøjtede med mælk ud over bordet og gulvet. Alle hans bøger og skoletasken var fuldstændig smurt ind."
   Jeg lo. Det var halvhjertet og lød falsk, men jeg forsøgte i det mindste. "Hvor er det bare typisk dig, Martin."
   Han brummede et utydeligt svar og gik i gang med sin suppe. "Hvis det var sjovt, så skulle du have hørt Sara. Hun har siddet og sukket efter ham den nye hele dagen."
   "Vel har jeg ej," udbrød hun fornærmet. Lidt mere lavmælt tilføjede hun: "Desuden har han heller ikke set i retning af mit bord, siden han opdagede, at Laura ikke sad der."
   Jeg rødmede. "Hvad mener du med det?"
   Hun trak bare på skuldrene. "'Ikke noget ..."
   Jeg så forvirret fra Sara til Martin. "Jeg er altså ikke interesseret i ham. Slet ikke!"
   "Det kan jo gøre ret lige meget, hvis han er interesseret i dig." Sara smilede skælmsk til mig. "Og jeg bliver altså ikke sur eller noget, hvis du også er interesseret i ham. Det kan man jo ikke selv gøre for."
   Jeg fnøs. "Nå, men det er jeg altså ikke. Og jeg tror heller ikke på, at han er interesseret i mig ... han har jo ikke sagt et eneste ord til mig."
   "Hvornår skulle han have haft muligheden?" påpegede Martin. "Hvorfor skulle han egentlig være interesseret i nogen af jer, når I slet ikke har sagt så meget som hej til ham?"
   "Så, nu blev han jaloux igen," mumlede Sara. Hun rakte grinende ud efter sin suppe, mens hun kastede små sideblikke på Martin. Men bortset fra et enkelt skulende blik valgte han at undlade at kommentere det.
   Jeg så ned på den sidste urørte skål. Maven strammede sig sammen om det hårde knude, truede med at oversvømme mit indre med ugrædte tårer. Jeg pressede læberne hårdt sammen og kæmpede for at gøre mig kold, følelsesløs.
   "Kommer du i skole i morgen?" spurgte Martin og slubrede den sidste mundfuld suppe i sig.
   "Ja, det tror jeg."
   "Så finder vi ud af, om Silas igen begynder at se ned mod vores bord, når du sidder der," mumlede Sara fornøjet. "Skal du slet ikke have noget suppe? Den er god."
   Jeg rystede på hovedet. "Jeg er ikke sulten."
   Hun så bekymret på mig. Så gik der et beslutsomt strøg over hendes ansigt, og hun hældte halvdelen af min suppe over i sin egen tomme skål. "Sådan ... Nu ser det ud, som om vi begge har spist lidt."
   Jeg smilede taknemmeligt til hende.