(Laura)
   Det var en af de dage, hvor vejret var næsten forårsagtigt, og de fleste søgte udenfor i pauserne. Vi var ingen undtagelse, da det ringede ud til den store pause. Sara og jeg satte os på det lave rækværk, der omkransede skolegården, og så på, mens Martin og nogle af de andre drenge fra klassen spillede basket.
   Silas deltog på det modsatte hold af Martin, og jeg lagde mærke til, at Saras blik oftere fulgte den nye dreng end vores fælles ven.
   Selv om jeg forsøgte at undgå det, måtte jeg også indrømme over for mig selv, at den nye dreng havde en vis dragende virkning. Til dels på grund af det nonsens, Sara havde fyret af dagen før.
   Selvfølgelig var Silas ikke interesseret i mig!
   "Hvornår skal hun begraves?" spurgte Sara og plukkede et græsstrå fra bedet bag os.
   "På søndag. Du og Martin er også inviteret, men ellers kommer der nok ikke så mange. Alle Bedstes søskende er døde."
   "Kommer din moster fra København?"
   Jeg nikkede. "Hun skal vist nok bo hos os i weekenden."
   Sara smilede ved tanken. "Så skal du høre på barneskrig indtil søndag?"
   "Måske. Jeg ved ikke, om hun tager min kusine med."
   "Hvis hun stadigvæk får bryst, gør hun jo nok." Hun nulrede græsstrået, indtil det gik i stykker. "Skal du være med til at vælge en kiste og sådan?"
   Jeg mærkede den hårde klump i maven vokse. En sorgfuld varme spredte sig i kroppen. "Nej, hun ... Bedste ordnede den slags for flere år siden. Hun har også valgt et sted, hvor hun vil ... en plads ved siden af Bedstefar, du ved ..."
   Hun nikkede. Jeg kunne mærke, at hun havde flere spørgsmål, men holdt dem tilbage for min skyld. Hun syntes på en måde altid at vide, hvornår jeg havde behov for at snakke, og hvornår jeg havde behov for det modsatte.
   Martin lavede en fed finte og tog bolden ud af hænderne på Silas. Vi hujede begge, da han scorede. Ud af øjenkrogen bemærkede jeg, at Silas blot lo ad det og stillede sig klar på sin egen banehalvdel. Af en eller anden grund betød det noget, om han var en dårlig taber eller bare tog det med et smil.
   Jeg rynkede panden ad mig selv. Hvad var det lige, jeg havde gang i?
   "Martins mor skal ind til byen i dag og har tilbudt at køre os ind til centret. Vil du med?"
   "Nej, jeg tror bare, jeg tager hjem ..." Jeg rejste mig op og børstede skidt af bagdelen, da klokken ringede ind til time. "Kommer I søndag?"
   "Selvfølgelig."