(Silas)
   Jeg tog afsked med min nye sidekammerat, Jesper, og begyndte at gå hjemad. Et stykke længere nede ad vejen gik tre andre fra min klasse. De skiltes ved T-krydset. To af dem gik ned mod kirken, men hende den sorthårede løb over fortovet til en ældre dame. Min nye sidekammerat, Jesper, havde sagt, at pigerne hed Sara og Laura.
   Der var sket et eller andet mærkeligt, da jeg havde samlet min blyant op og derefter set ind i hendes øjne. Laura altså. Det havde været ligesom at se en kort, usammenhængende film, bare hvor lærredet var inde i mit hoved.
   Når jeg tænkte tilbage på det, var det ret nemt at kalde billederne frem. Det var sært ...

Jeg sad i et mørkt rum, alene. Jeg havde trukket benene op foran mig og sad og vuggede frem og tilbage som en hypnotiseret. Hviskede de samme ord igen og igen:
   "Det er ikke virkeligt ... Det er ikke virkeligt ..."
   Et sted ude i mørket skrabede noget hen over gulvet, som en sømand der slæbte sit kunstige ben hen over gulvplankerne.
   En kold rislen fór op langs min rygrad, og jeg klemte øjnene hårdt i ...

Jeg rystede billederne ud af hovedet, inden de startede forfra af sig selv, ligesom et bånd der har sat sig fast i maskinen.
   Hvor kom de billeder fra?
   Var jeg ved at blive tosset?
   Ja, godt og grundigt kuk-kuk i flimmerkassen... Jeg smilede for mig selv. Det havde været et af mors udtryk.
   Jeg drejede af i T-krydset. Laura og den gamle kvinde var ingen steder at se, så de var nok gået ned ad en af sidegaderne eller forsvundet ind i et hus.
   Jeg fandt nøglen og låste mig ind i vores nye hjem. Farmors gamle hus. Her lugtede stadig af alderdom og cigaretter. Og ulækkert nok af urin. Jeg rynkede på næsen. Jeg blev vist nødt til snart at få købt nogle rengøringsmidler og gøre et eller andet ved det her hul. Hvis jeg ventede på, at far skulle gøre det, skete der i hvert fald aldrig noget.
   Jeg stod stille i gangen og lyttede. Huset var helt stille, ikke den mindste lyd fra arbejdsværelset, så far var åbenbart ikke kommet hjem endnu. Jeg gik ud i køkkenet, greb en krydderbolle og en dåsesodavand fra køleskabet, inden jeg forcerede trappen og smed tasken fra mig på mit værelse. Det var det eneste rum i huset, som det var lykkedes mig at gøre rigtigt beboeligt. Resten af rummene stank af røg fra farmors møbler.
   Jeg lukkede døren med foden og satte maden fra mig på sofabordet, inden jeg trykkede på fjernbetjeningen. TV'et blinkede kort og viste så dagens hitliste på Voice TV. Af ren og skær vane tog jeg guitaren ned fra dens prydplads på væggen og satte mig på sovesofaen for at spille lidt med på de musikvideoer, der blev vist. Jeg var efterhånden ret god til nogle melodier af Carpark North.
   Hoveddøren blev smækket i. Jeg lagde guitaren fra mig og gik nedenunder, hvor jeg fandt far i gangen. Han havde ikke engang taget sit overtøj af, men havde travlt med at finde den rigtige nøgle ind til sit arbejdsværelse, mens han balancerede med en brun pakke under den ene arm.
   "Hej, far."
   "Silas," mumlede han fraværende og syntes næsten at glemme, hvorfor han stod med nøglerne i hænderne. Så flyttede han pakken over i den anden hånd og fumlede videre med låsen.
   "Havde du held på auktionen?"
   "Jo ... Jo, tak."
   "Hvad købte du? Må jeg se?"
   Han flyttede hurtigt pakken over i sin højre hånd, hånden længst væk fra mig. "Det er bare et gammelt smykkeskrin, ikke noget der vil interessere dig. Gå du bare op og spil guitar."
   Selv om det sidste blev sagt med uændret toneleje, gav det stød. Han havde aldrig forstået min passion for musik, min forkærlighed for guitaren. Lige som han aldrig forstod mors forkærlighed for klaveret. Klaveret havde også været det første, han havde skilt sig af med, da mor døde.
   Jeg knyttede vredt hænderne, havde lyst til at skrige ham ind i hovedet.
   Han fik endelig fat i den rigtige nøgle og forsvandt ind i kontoret uden et eneste blik på mig. Jeg hørte nøglen blive drejet indvendigt.
   "Nysgerrige unge... altid blande sig..."
   Jeg stivnede. Talte han nu også med sig selv?
   Måske var det slet ikke mig, der var ved at blive skør, måske var det snarere min far!
   Tøvende gik jeg helt hen til døren og lyttede med tilbageholdt åndedræt. Med ét blev der helt stille på arbejdsværelset.
   Jeg bed mig i læben. Der lå stadig en optakt til et skænderi i min mave, men jeg fortrak op på værelset i stedet.