(Laura)
   Der var altid en mild duft af roser i Bedstes hus. Haven var fyldt med dem; pragteksemplarer i alverdens farver som hun passede nidkært. Om sommeren stod de også i store vaser indenfor, og om vinteren fyldte Bedste huset med små fade med tørrede blomsterblade, der jævnligt blev dryppet med rosenolie. Selv vasketøjet duftede af roser.
   Hun ventede tålmodigt, mens jeg spiste mig mæt i boller, før hun ryddede af bordet.
   "Jeg har længe overvejet, hvornår denne dag skulle finde sted, og egentlig var det planen, at du skulle have den, når du fyldte atten, men ..." Hun gik hen til en kommode og fandt slægtsbogen frem. Den var pakket ind i et bomuldstørklæde, men jeg vidste med det samme, hvad det var.
   "Hvorfor så nu?" spurgte jeg hæst, mens en klump voksede i min hals. Jeg havde en mistanke om, hvorfor det var vigtigt for hende, at jeg fik bogen nu, men af en eller anden grund havde jeg behov for at pine mig selv yderligere.
   "Fordi du har set Banshee'en," svarede hun roligt. "Den minder os om, at der er andre veje til Himlen end efter lang tids sygdom. Og det er vigtigt for mig at overrække dig bogen i stedet for bare at efterlade den som en arv."
   Jeg tog forsigtigt bogen i mine hænder og fjernede tørklædet. Det var en tyk bog, indbundet i læder og med let flossede kanter som en bibel, der var blevet læst mange gang. Der var ingen farvestrålende illustrationer på omslaget. Blot det nubrede, sortbrune læder.
   Aldrig havde den vejet så tungt i mine hænder.
   "Jeg ved, du vil passe godt på den." Hun klappede mig kærligt på håndryggen. "Den er din nu, din retmæssige arv fra din oldefar. Ligesom ham vil du gøre brug af den og måske selv tilføje oplevelser med det hinsides, nedskrive supplerende detaljer til dine forfædres noter."
   "Hvad nu hvis jeg ikke er klar?" Jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. "Det er for tidligt, Bedste. Du sagde det selv ... jeg skal først have den, når jeg fylder atten."
   Hun tyssede på mig. "Jeg ved, du er klar. Intet barnebarn kunne have gjort mig mere stolt end dig. Ingen kunne have været så stærk og modig som dig."
   Jeg lo glædesløst. Hvornår havde jeg nogensinde været modig eller stærk? Hvornår havde jeg ikke ønsket min arv ad helvedes til, kaldt den en forbandelse i stedet for en velsignelse?
   Jeg var ikke min oldefar.
   "Det skal nok gå alt sammen," sagde hun beroligende, som om hun kendte mine tanker. "Læs den, når du får tid. Husk dens ord, men lad dig ikke skræmme af dem. Husk din slægt, og vær stolt af den ... Gennem bogen finder du vejen til dine forfædre."
   Jeg så på hende, mærkede alvoren og dybden i ordene. Fremsigelsen mindede om en mantra, og ubevidst lagrede jeg den i hukommelsen. Når bogen en dag blev givet videre til mit oldebarn, ville de selv samme ord blive fremsagt.