(Laura)
   Mor hældte tavst det dampende vand op i to store krus, inden hun dyppede et brev med kamillete i hver. Den samme form for afmagt, som jeg følte efter mit syn, tyngede hendes skuldre. Alligevel lykkedes det hende at sende mig et halvhjertet smil, da hun rakte mig den ene kop og tog plads over for mig ved køkkenbordet.
   Jeg sugede varmen fra kruset til mig, men kunne alligevel ikke helt holde op med at ryste igen.
   Hun sukkede og klemte sammen om næseroden med pege- og tommelfinger, sådan som hun gjorde, når en hovedpine var på vej. Det vækkede den dårlige samvittighed i mig. Jeg havde jo ikke behøvet at fortælle hende noget. Jeg kunne bare have løjet og sagt, at det var et mareridt.
   Men hvad så bagefter, når onkel Tim eller en anden pludselig var død? Så ville hun vide, at jeg havde løjet, og det ville måske endda være endnu værre. Måske ville hun være blevet skuffet over, at jeg ikke havde betroet mig til hende. Måske ville hun endda være blevet vred, fordi jeg ikke havde advaret hende.
   Så hvad ville have været værst?
   En pludselig bølge af angst skyllede over mig.
   Hvad nu hvis mor døde? Eller Bedste? Hvordan skulle jeg kunne leve videre uden dem?
   "Lad være med det," bad mor og greb ud efter min hånd, da jeg begyndte at græde. "Lad være med at forestille dig det værste."
   "Hvordan skulle jeg kunne lade være," hulkede jeg. "Nogen skal dø ... hvad kan være værre end det?!"
   Hun sukkede atter. I det korte øjeblik blev ti år mere lagt til hendes alder. "Er du helt sikker på, at det var Banshee'en?"
   "Den var magen til den, jeg så, dengang far... jeg mener..."
   Hun nikkede indforstået og gav min hånd et klem. "Det er okay, skat. Jeg ved godt, det ikke er din skyld. Og måske behøver det ikke betyde det samme som sidst."
   Jeg nikkede langsomt, men inderst inde var jeg ikke i tvivl om, hvad synet betød. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogen, jeg havde kær, døde. Og det ville ikke blive en normal død, som når nogen sygnede hen efter lang tids sygdom eller faldt om på grund af et hjerteanfald. Banshee'en lovede en pludselig, makaber og helt og aldeles uventet bortgang. Ligesom det havde været tilfældet med far.
   Jeg havde set Banshee'en første gang, da jeg var ti år gammel. Oplevelsen havde været stort set magen til denne gang, min frygt havde bare været anderledes, fordi jeg ikke forstod det fulde omfang af Banshee'ens besøg.
   Det var sket en weekend, hvor jeg havde været på besøg hos Bedste, og om morgenen havde jeg fortalt hende om det. Da Bedste hørte det, var hun blevet hvid som et lagen og havde straks fundet den gamle slægtsbog frem, hvor der stod, hvad det var, jeg havde set. Hun havde bagefter ringet til mine forældre. Mor var straks kommet over, men min far var ikke hjemme. Han havde haft et forretningsmøde adskillige timers kørsel borte, og da vi forsøgte at ringe til ham, fik vi intet svar.
   Bedste havde taget mig på skødet, og sammen med mor havde hun fortalt mig om det væsen, jeg havde set. Hvorfor jeg kunne se det. Mor havde stillet tusindvis af spørgsmål i det håb, at vi kunne regne ud, hvem varslet omhandlede, men heller ikke dengang havde jeg haft nogen svar til hende.
   Kun i hver tredje generation i min slægt fødes der én med mine evner, så hverken mine forældre eller bedsteforældre har selv oplevet et møde med Banshee'en. Bedste kendte dog til åndernes verden gennem sin far, som havde haft Synet. Han havde givet slægtsbogen videre til hende før sin død, så hun kunne give den videre igen til det næste led i vores noget specielle slægtskæde.
   Omkring middag fik vi et opkald. Far havde været impliceret i et uheld på motorvejen. Han var død, inden de fik ham ud af bilen.
   Jeg har senere haft mareridt om, hvad der hændte min far den dag, men jeg ved ikke, om det blot var mareridt eller rigtige syner. Forskellen kan nogle gange være hårfin. Men jeg håber, det blot er et mareridt. Jeg håber det noget så inderligt ...
   Mor trak sin hånd til sig for at løfte sit krus med begge hænder, og jeg blev trukket tilbage til virkeligheden. Jeg knugede hårdt om kruset, så hårdt at huden over mine knoer blev bleg.
   Hvem ville det blive? Mor? Bedste? Onkel Tim? Moster Jannie eller min lille, nyfødte kusine? Hvem ville døden begrave sin le i denne gang? Og hvornår?
   "Vi kan vist godt glemme alt om at sove mere i nat," mumlede mor med et blik på køkkenuret. Klokken var lidt over fem om morgenen. "Jeg ringer til Bedste."
   Jeg så efter hende, da hun gik ud i gangen og satte sig ved telefonen. Det undrede mig, hvor hun kunne finde kræfterne til at ringe til Bedste, når nyhederne var af denne art. Selv havde jeg mest lyst til at begrave mig under dynen og glemme alt. Ignorere Banshee'en og håbe på, jeg aldrig behøvede at få at vide, hvem jeg mistede denne gang.
   Samtidig følte jeg et kæmpe behov for at omgive mig med alle dem, jeg holdt af. Trække dem så tit ind til mig, at intet ondt kunne ramme dem, pakke dem ind i vat og beskytte dem.
   Ifølge slægtsbogen var Banshee'ens advarsel også et løfte. Døden kunne ikke lukkes ude af hjemmet, ulykken kunne kun udskydes, ikke afværges. Hvis man forsøgte, kunne det endda få endnu mere katastrofale følger, end hvis man blot lod naturen gå sin gang.
   Lod naturen gå sin gang ... hvor jeg dog hadede det ordsprog!