Jeg var seks år gammel, første gang jeg mødte ham - ham, der skulle ændre det hele. Det var det samme år, hvor blodet flød på Chateau Bonaguil og der blev vendt op og ned på mit liv ...
   Min far og jeg havde boet på Chateau Bonaguil længere, end jeg kunne huske tilbage, og traditionen tro var slottet blevet pyntet op til de kommende festligheder. Det var dagen før nytårsaftensdag, der var frost i luften og forventningerne til årets sidste, store fest var så høje som nogensinde.
   Jeg sad på Nannas seng og kiggede i hendes toilettaske, hvor hun gemte de mest pragtfulde små flasker med parfume, sine perleørenringe og forskellige hårspænder med form som sommerfugle og andre smukke insekter. For mig var hendes toilettaske et skrin fyldt med skatte, som jeg kun fik lov til at kigge i, mens hun overvågede mig fra spejlet.
   "Hvor skulle Papa hen?" spurgte jeg og fandt mig et øjeblik hypnotiseret af børstens rolige bevægelser, mens hun redte sit hår. Nannas hår var kastanjebrunt. Langt, mørkt og skinnende. Fascinerende voksent.
   "Han skulle hente nogle gæster på togstationen, husker du vel." Hun smilede til mig i spejlet. "Eller sad du igen og drømte dig selv langt væk under morgenmaden?"
   Jeg trak ligegyldigt på skuldrene.
   "Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne se dine drømme, Mon amie. Du virker altid så fredfyldt, når du fantaserer."
   "Men du er med nogle gange," sagde jeg. "Altså, på en måde."
   Hun lo og lagde børsten fra sig. "Nå, Josephine. Hvad kunne du så tænke dig at lave i dag?"
   Jeg tænkte koncentreret over spørgsmålet. "Vi kunne tage ud og ride. Sari er ved at blive tyk."
   "Din pony har altid været tyk," indvendte hun. "Staldkarlen mistænker ham for selv at åbne sin boksdør, liste ind i foderrummet efter natmad, for atter at vende tilbage til sin boks og lukke døren efter sig igen før daggry."
   "Tror du, han gør det?"
   "Måske." Hun trak på skuldrene. "Han er snu som en nisse, den gamle rad."
   "Eller måske er det nisserne, der lukker ham ud?" foreslog jeg.
   "Nej. Nisserne sover hele året undtagen til jul. Og Sari er jo tyk hele året."
   Jeg rynkede på næsen, stadig ikke overbevist om, at noget som helst væsen kunne sove et helt år.
   "Nå, hvis vi skal ud og ride, må du hellere skifte tøj."
   "Magdalena har stadig mit ridetøj," sagde jeg og fordybede mig atter i toilettaskens skatte.
   "Hvordan nogen kan bruge en måned på at vaske et sæt tøj går virkelig ud over min forstand," sukkede Nanna og rejste sig fra den bløde stol ved sminkebordet. "Bliv her, så går jeg ned efter dit tøj."
   "Okay." Jeg så efter hendes slanke skikkelse, da hun krydsede værelset og forsvandt ud af døren. Kort efter kunne jeg høre hendes hurtige trin ned ad trappen.
   Jeg tog en af de små flasker op fra toilettasken. Den var slank med et lyserødt skær i det sarte glas, ligesom der var noget lyserødt over parfumeduften i den. Lige så sød og liflig som min Nanna.
   Jeg satte smilende flasken op til næsen og lukkede øjnene, mens jeg tænkte på de lyserøde roser med de store, tunge blade, der dækkede bedet rundt om pavillonen hver sommer. Den duft ville passe godt til min nytårskjole.
   Overvejelserne var kun få, da jeg hørte Nannas tilbagevendende fodtrin på trappen. Så puttede jeg parfumen i min bukselomme.
   "Her," sagde hun og rakte mig det nyvaskede ridetøj. "Skynd dig ind og skift. Så mødes vi nede ved stalden, når du er færdig."
   Den lille flaske brændte i min lomme, da jeg greb tøjet og løb ind til mig selv. Så gemte jeg flasken i lommen på min sommerfrakke inde i skabet, og lidt af skyldfølelsen syntes at lette samtidig med, at tyngden forsvandt fra min lomme.
   Det tog ikke lang tid at skifte tøj, men Nanna nåede alligevel ned til stalden før mig. Som sædvanlig. Hun var selv ved at sadle en af de store heste, mens staldkarlen havde trukket min musegrå Sari ud på staldgangen for at gøre ponyen klar for mig. Ponyen havde de mest vidunderlige, store, brune øjne fulde af godmodighed, og jeg elskede ham så højt, som hans mave var rund.
   "Ingen godbidder før vi har redet," rettede Nanna mig, da jeg straks gik efter sækken med gulerødder. "Du ved, hvordan han bliver, når du forkæler ham."
   "Ja, Nanna," mumlede jeg skuffet og måtte nøjes med at ae ponyen i panden. "Beklager, Sari. Du hørte Nanna."
   Staldkarlen grinede til mig, da han listede en gulerod op af lommen. Jeg gav hurtigt Sari godbidden, mens Nanna gik efter vores ridehjelme.
   "Tyg hurtigere, Sari," hviskede jeg og prøvede at fjerne de små flig af gulerod, som ponyen tabte på gulvet. Så snart han var færdig med at tygge, puffede han ivrigt til mine hænder.
   "Jeg har ikke mere," sagde jeg og lod ham se mine tomme håndflader. "Du må først rigtig få nogen, når vi kommer tilbage, husker du nok."
   Nanna vendte tilbage og hjalp mig med at få hjelmen på. Hun lod ikke til at bemærke noget, selv om jeg nu syntes, Sari så ualmindeligt selvtilfreds ud.
   "Hvis nogen spørger, rider vi ned til byen," fortalte Nanna staldkarlen, mens hun sikrede sig, at hestene var klar til turen. Først da hver en rem var tjekket, lod hun mig trække Sari udenfor, hvor staldkarlen hjalp mig i sadlen. Han fæstnede også et tov til ponyens trense og rakte den anden ende til Nanna, efter hun var kommet i sadlen.
   Vi fulgte den brolagte vej rundt om stalden, gennem slotshaven og over broen. Fra broen kunne vi se husene fra byen og de nærliggende gårde, som lå spredt ud over bjergsiden, indhegnet af tæt skov. Chateau Bonaguil stod som et højt, massivt og gråt monument på toppen af bjerget, bygget til at bestå i århundreder.
   Langs den brolagte vej stod træerne høje og nøgne. På hvert andet eller tredje træ hang der en lanterne på en gren og gyngede let i vinden. Den samme vind, som fik det til at prikke af kulde i mine kinder.
   "Nanna, hvornår tænder de lamperne?"
   "Først i morgen. Det ved du da godt."
   "Hvem skal bære faklen i år?" spurgte jeg videre med en kildende fornemmelse i maven. Nytårsfesten var et af mine foretrukne begivenheder.
   "En af de unge piger fra byen," svarede Nanna med en skuldertrækning. "Hold nu fast i tøjlen."
   "Hvorfor er det ikke dig? Du er da meget pænere end nogen af pigerne fra byen."
   Hun lo hjerteligt. "Jamen, mange tak, Mon amie. Men ifølge skikken skal det være en jomfru født og opvokset her."
   "Hvad er en jomfru?" spurgte jeg med løftet øjenbryn.
   "En pige som er ren i hjerte og sind," svarede hun svævende og ledte min opmærksomhed mod byen under os. "Se al pynten."
   Hvor træerne og lanternerne stoppede, fortsatte vejen ind i den franske landsby. Røde guirlander hang fra lygtepælene, og på mange døre hang der også stadig kranse fra julen, ligesom en stort juletræ var blevet pyntet op på den gamle markedsplads. Det havde dog set sådan ud i en måned, så distraktionen var kun midlertidig.
   "Tror du, jeg kan blive fakkelbærer en dag?" spurgte jeg drømmende.
   "Det ved jeg ikke, Josephine, det må du spørge din far om. Men jeg tror, det skal være en pige fra byen, ikke fra slottet."
   Jeg sukkede. "Hvor uretfærdigt."
   "Livet er sjældent retfærdigt." Hun lo mildt. "Tag nu fat i tøjlen, Josephine. Hvis Sari skal græsse hele vejen, når vi aldrig hjem igen til aftensmad."
   Jeg kæmpede med tøjlen for at få Saris tunge hoved op, hvor han ikke kunne nå græsset. Det lykkedes kun, fordi Nanna hjalp mig og hev i tovet.
   "Du æder alt for meget," skændte jeg mildt på Sari og strøg ham over halsen, da vi skridtede videre ned ad vejen. "Og du er altså tyk nok allerede!"
   "Der kommer din far," sagde Nanna, så jeg glemte alt om at skælde ud på Sari. Forude drejede en stor, sort Mercedes op ad vejen mod slottet. Ruderne var tonede, så vi ikke kunne se passagererne, men ingen andre jeg kendte fra egnen, havde en bil som min fars.
   "Papa," råbte jeg og vinkede. Bilen sagtnede farten, så Nanna kunne styre os helt ud i rabatten. Vejen var for smal til både bil og heste.
   Far standsede ud for os og åbnede vinduet i førersiden, så jeg kunne se hans smilende, solbrændte ansigt. Hans hår var næsten lige så kridhvidt som mit.
   "Hej Jose. Kan du snart få benene rundt om Sari længere?" lo han hjerteligt og rakte ud for at stryge ponyen over mulen. "God formiddag, Nanna."
   "Mr. Morris," hilste hun med et lille nik og et smil.
   "Papa, kommer du ikke ud og rider med os?" spurgte jeg ivrigt.
   "Ikke i dag, lille skat. Jeg har jo lige hentet vores gæster. De kommer helt fra Paris."
   Jeg glanede nysgerrigt ind i bilen, men skyggerne bag min far var uigennemtrængelige. Kun manden på passagersædet var nogenlunde synlig for mig, og ham genkendte jeg som en af min fars gamle forretningsforbindelser fra England. Han smilede til mig og tog sig til hatten.
   "Dejligt at se dig igen, frøken Morris."
   "Hej, Mr. Thomas," mumlede jeg genert.
   "Rid nu ikke for længe," sagde far og satte sig til rette i sædet igen. "Der er the i biblioteket, når I kommer tilbage."
   "Okay, Papa," svarede jeg og vinkede ihærdigt, da bilen fortsatte op mod slottet.
   "Skal vi ride tilbage nu eller forsætte hele vejen rundt til den næste bro?" spurgte Nanna.
   Jeg tøvede. "Skal vi ikke ride hjem og få the?"
   Hun smilede. "Okay. Men vi bliver snart nødt til at finde en pige til at motionere Sari, medmindre vi begynder at ride længere ture end det her."
   Jeg rynkede på næsen. "Hvad nu hvis vi rider en rigtig lang tur i morgen?"
   "I morgen har vi ikke tid. Der skal vi gøre klar til festen," indvendte hun og førte hestene samme vej tilbage, som vi var kommet fra.
   "Så i overmorgen," svarede jeg villigt.
   "Vi får se."


* * *
   Jeg gav Sari en sidste gulerod, mens staldkarlen tålmodigt ventede. Så trak vi sammen ponyen ind i dens boks, hvor jeg med et vist besvær fik grimen af den, selv om Sari begravede det meste af hovedet i sit hø.
   "Er du klar?" spurgte Nanna og gned sine hænder for at få varmen. "Hvis vi venter for længe, er de gode småkager måske blevet spist."
   "Hvis de er, henter Magdalena bare flere til mig," sagde jeg selvsikkert, men fulgte dog med bort fra stalden.
   "Hvad nu, hvis hun er løbet tør?"
   "Magdalena løber aldrig tør for småkager!"
   Nanna lo. "Smut op og skift tøj, så mødes vi i biblioteket."
   "Behøver jeg? Hvorfor kan jeg ikke bare beholde det her tøj på?"
   "Fordi du lugter af hest." Hun purrede op i mit hår. "Smut så op og skift."
   Jeg traskede muggent efter hende indenfor, men da Magdalena passerede os og efterlod duften af nybagt kage, satte jeg i løb op ad trappen og nærmest kastede mig ud af mit tøj, da jeg kom op på mit værelse. For en gangs skyld var jeg hurtigere end Nanna og nåede først ned til biblioteket i jeans og sweater uden hestelugt.
   Far sad i en af de dybe lænestole ved pejsen, sammen med Mr. Thomas og den ene af de to, fremmede mænd, han havde hentet på togstationen. Den sidste af de nyankomne var ingen steder at se.
   "Ah, så kom du, Jose," sagde far og gav mig et bjørneknus. "Kan du hilse pænt på Mr. Thomas og Monsieur Belcher."
   "Du kan kalde mig Marc," sagde Monsieur Belcher venligt, da jeg genert gav ham hånden. Han var en pæn mand på alder med min far eller måske yngre. Han havde i hvert fald færre rynker end Mr. Thomas med det runde ansigt og alt for store mave, og ingen grå stænk i sit mørke hår. "Og du må jo uden tvivl være den smukke Mademoiselle Morris."
   "Josephine," mumlede jeg og satte mig på fars skød. Magdalena satte en kop varm kakao på det lille bord ved siden af, sammen med en tallerken med mine yndlingssmåkager. Jeg havde kun lige taget den første bid, da Nanna ankom. Hun blev hurtigt præsenteret for mændene og tog plads i en lænestol, der stod en smule afsides.
   "Skal jeg sende noget op til den unge herre?" spurgte Magdalena.
   "David klarer sig," svarede Marc Belcher. "Han har bare brug for noget søvn. Modsat mig sover han elendigt i et fly, og han er til gengæld rejst hertil helt fra USA."
   "I er måske ved at gøre forretninger derovre?" spurgte min far i en konverserende tone.
   "Nej, rejsen var af mere privat karakter. Når det kommer til forretninger, holder vi os til Europa. Amerikanerne har altid haft for store armbevægelser til min smag."
   Mændene lo. Jeg smilede også, men kun fordi fars glade ansigt altid fik mig til at smile.
   "Det var forresten en yndig hest, jeg så dig ride på tidligere," sagde Marc, nu henvendt til mig.
   Jeg tøvede, klar til at bide i en ny småkage. Så lo jeg stille. "Det er altså en pony. Heste er de store."
   "Ah." Han nikkede for sig selv. "Og hvad hedder din pony så?"
   "Sari," svarede jeg og lagde småkagen tilbage på tallerkenen.
   "Ligesom klædestykket?" spurgte Mr. Thomas. Jeg så forvirret op på far, og han svarede på mine vegne:
   "Ligesom i Safari. Desværre havde Jose ikke lige fanget de sidste bogstaver, da hun navngav ponyen. Men det er også ved at være nogle år siden, ikke skat?"
   Jeg nikkede. Denne gang smilede Nanna sammen med mændene, selv om hun delvist skjulte det bag sin kop.
   "Hvis Josephine synes, kunne jeg måske ride med en dag?" spurgte Marc.
   "Jeg er sikker på, Jose og Nanna gerne vil have selskab," svarede far. "Og vi har et par udmærkede heste i stalden, som du skal være velkommen til at låne."
   "Vi skal ride en lang tur i overmorgen," sagde jeg, da jeg kom i tanke om mit løfte. "Ellers bliver Sari alt, alt for tyk."
   "Så kan jeg måske gøre jer selskab." Marc sendte mig endnu et af sine varme smil, der fik hans øjne til at gløde som varm bronze. Jeg syntes allerede meget bedre om ham end Mr. Thomas.