Skyerne drev bort, og solen gjorde sit for at tørre sporene af regnen. Et tyndt lag salt lagde sig over de overlevende på tømmerflåden. Tørstige og forbrændte af solen længtes de efter skyerne, mens dagen sneglede sig af sted.
   De havde skiftedes til at hoppe i vandet med jævne mellemrum og trække tømmerflåden et stykke ind mod land, når bølgerne truede med at trække dem helt ud på åbent hav. Men det var hårdt arbejde, næsten nytteløst, og det havde stadig ikke forhindret flåden i at flyde et pænt stykke mod nordøst. Vigen var endnu i sigte, men synede langt væk.

"Det må snart være aften," mumlede Thor. "Måske skulle vi begynde at svømme ind mod land. Vi kan komme i land derovre, hvor de har trukket fiskerbådene op."
   "Han venter på os," sagde Edith og begyndte atter at græde stille. "Kan vi ikke bare blive her?"
   Raja strøg hende blidt over kinden og tørrede en tåre bort. "Vi kan ikke klare os meget længere uden mad og vand. Inden natten falder på, vil vi være drevet så langt ud på havet, at vi ikke længere er i stand til at svømme i land."
   Edith hikstede og forsøgte at bekæmpe gråden. "Og du er sikker på, at de døde ting ikke kan tåle dagslys?"
   "Ja, det fortalte far mig." Raja smilede prøvende til sin lillesøster og gentog så remsen for tredje gang inden for de sidste par timer: "Når de døde vandrer, lad da ej panikken råde. Søg det rindende vand eller kast dig i floden, og de døde vil vandre videre. Er landet tørt, er jern og salt din eneste redning, indtil solen atter står højt på himlen."
   "Det er afgjort så," sagde Thor beslutsomt. "Jeg tager det første træk, så ka..."
   "Tvillingerne!" råbte Edith pludselig og rejste sig op på flåden med et spjæt, så den vippede fra side til side. Hun viftede med armene som en baskende fugleunge. De andre vendte opmærksomheden mod land.

Inde på strandbredden, hvor fiskernes små både lå fortøjede, stod tvillingerne og vinkede ivrigt tilbage til dem. Mens de så til fra tømmerflåden, trak de to drenge en jolle ud i vandet og begyndte at sejle ud mod deres venner.
   "Guderne være lovet," hviskede Raja.
   Tvillinger havde nogle få rifter og skrammer, men ellers glædede Raja sig over at finde dem begge uskadte, da de lod båden flyde hen ved siden af tømmerflåden. Det kneb med pladsen i jollen, men tvillingerne krøb sammen i bunden af båden sammen med Tim og Edith og overlod årerne til Thor, mens Raja satte sig helt ude i stavnen, og så gik det lige akkurat.
   "Har I været inde i byen siden ... angrebet?" spurgte Raja.
   Joul rystede på hovedet. "Mor sendte os væk og sagde noget med, at de tingester ikke kun lide vand, så vi skulle tage en båd og sejle et stykke ud, indtil det hele var overstået. Vi har gemt os hernede siden ... Faktisk var vi på vej tilbage, da John fik øje på jer."
   "Heldigt," mumlede Thor.
   "Så I har ikke set andre?" vedblev Raja.
   Tvillingerne rystede begge på hovedet. "Ingen."

-o-
   "Der er intet tilbage," gispede Raja og stivnede ved synet af ødelæggelserne. Nogle gårde var ikke andet end forkullede rester.
   Høns med svedne fjer lå døde uden for de nedbrændte stalde. En hest som var løbet løbsk med sin vogn, spærrede vejen ind i byen. Den var stadig i live og forsøgte at løfte hovedet, da børnene nærmede sig, men ingen af dem havde øje for dens lidelser. Deres hjemby var ødelagt, delvist nedbrændt med endnu ulmende gløder.
   Naboer, venner ... familie ... alle var døde. Lig lå spredt ud over det hele, vejen var farvet rød af deres blod. Nogle var døde efter sammenstød med enten våben eller ild, men alt for mange bar præg af at være blevet bidt og gnavet i af dødeskabningerne.

En pludselig kulde, denne overvældende følelse af død, men mere voldsom og rædselsvækkende end nogensinde før, fyldte Raja. Hun knækkede sammen og kastede op.
   "Herovre!" råbte John. Han sad på hug ved den væltede vogn. Da de andre kom nærmere, så de, at det var Ulrik der lå fastklemt under vognen. Han åbnede øjnene og mumlede usammenhængende, så de var usikre på, om han genkendte dem. Det blødte fra et sår i hans pande, men værst var pølen af blod der stadig voksede på grund af adskillige sår i hans mave og brystkasse, hvor vognens fulde vægt havde ramt ham.
   "Kan vi gøre noget?" hviskede John og så op på Thor med et bønfaldende blik. Derefter videre på Raja som fik nye krampetrækninger ved synet af deres ven.
   Joul lagde en hånd på sin broders skulder og rystede stille på hovedet til svar. Ingen af dem havde den nødvendige viden om medicinsk pleje. Og selv for en healer var Ulrik et håbløst tilfælde.

Ulrik holdt inde med sin mumlen. Et øjeblik blev hans blik klart, og han syntes at fokusere på de velkendte ansigter rundt om sig. Så sløredes han øjne. Atter følte Raja denne dødens kulde fra en sjæl der forlod livet, og hun sank ned på knæ. Smykket klæbede iskoldt til hendes brystkasse, og kvalmen tiltog. Sur galde fyldte hendes mund, men der var ikke andet at kaste op.

"Hvad nu?" spurgte Thor med et fatalistisk tonefald. De var kommet for at finde deres forældre, men alle syntes at være døde. Havde de virkelig lyst til at erfare, hvordan det var endt for deres egen familie?
   Raja kom vaklende på benene. Hun knugede stadig krukken med salt ind til brystet. Med en kraftanstrengelse tvang hun endnu en bølge af kvalme bort og løftede blikket, selv om synet af ødelæggelserne og de mange myrdede truede med at knække hendes viljestyrke.
   "Vi kan ikke give op nu," sagde hun, mest til sig selv. "Vi skylder dem alle at leve videre..."
   "Skylder!" råbte Thor og slog hånden mod vognen, så det rungede i træet og den stakkels trækhest spjættede angst. "Det er det forbandede smykke, der er skyld i alt dette! Alt dette bare på grund af en skide halskæde, og så vover du at stå der og sige, at vi skylder dem det! Hvis I havde givet ham ... ham åndemaneren den halskæde, ville intet af dette være sket. Alle ville stadig være i live!"
   "Det er ikke hendes skyld!" skreg Edith med tårer i øjnene og stillede sig foran sin storesøster. "Vi vidste det jo ikke!"
   "Slap nu af, Thor," mumlede Joul og greb kammeratens arm. Thor ville ryste ham af, men Joul holdt fast med en uventet styrke, hans spinkle krop taget i betragtning. "Køl ned! Det hjælper ikke nogen, at vi kommer op at slås indbyrdes ... vi er nødt til at holde sammen nu."
   Thor slog blikket ned og nikkede så umærkeligt. Da Joul gav slip på ham, rettede Thor sig op og trak vejret dybt ind. Han virkede atter rolig og fattet, men hans blik brændte som ild, da han så på Raja.

"Vi har brug for en plan," sagde Joul med et blik rundt på dem alle. "Nogen der har nogen gode ideer?"
   "Thor har ret i en ting," mumlede Raja og fiskede smykket frem, så de alle kunne se den. En stille glød oplyste den indefra. "Åndemaneren, Grindvold, er ude efter den her, og jeg tvivler på, at han vil helme, før han har fået fat i den."
   "Fint!" udbrød John. "Så lad os efterlade skidtet her og se at komme langt væk herfra."
   "Det kan vi ikke," svarede hun og undveg deres blikke, da hun atter skjulte smaragden under kjolens halsudskæring. "Hvis Grindvold virkelig kommer efter os igen, er smykket det eneste, vi har. Og hvis vi efterlader den her, har vi ingen garanti for, at han finder den. Selv hvis han gør ... det er ikke sikkert, at han blot vil lade os gå. Vi ved, hvem og hvad han er. Måske vil han fortsætte med at jagte os blot for at sikre sig, at vi ikke sladrer til myndighederne."
   "Hvis det er tilfældet, så er det præcis det, vi gør," sagde Joul. "Vi går til myndighederne."
   "Har du tænkt dig, at vi skal flygte til Kulpet?" spurgte Thor vantro. "Der er over fem dagsrejser til Kulpet herfra."
   "Har du nogen bedre plan?" spurgte John hidsigt og stillede sig op ved siden af sin bror.
   "Jeg synes, det lyder som en god ide," mumlede Tim og skævede nervøst op på sin storebror. "Men kan vi ikke snart tage af sted? Jeg bryder mig ikke om at være her, hvis nu ham åndemaneren stadig er i nærheden ..."
   De tav alle pludseligt og følte vægten af den velkendte angst.

Thor sukkede, og vreden forlod ham. "Nuvel, så drager vi til Kulpet. Men vi har brug for mad og vand til rejsen."
   "Og masser af salt," indskød Raja. "Og jern hvis muligt."
   "Vi kan finde jern i smedjen," foreslog Joul. "Det skal John og jeg nok sørge for at finde."
   Raja nikkede. "Godt. Jeg foreslår, at ingen går alene, men at vi mindst går to og to. Så hvis I to sørger for at finde jern og eventuelt en eller anden form for våben nede i smedjen, så finder Edith og jeg salt og mad til turen."
   "Vi finder tæpper. Og hvis de stadig ligger der, så er der nogle rygsække i vores hus som vi kan bruge. Hvad med heste?" tilføjede Thor.
   "Vi kan alle kigge efter heste," sagde Raja og kastede et blik op på solen. Varmen var aftagende. Der var kun få timer til solnedgang. "Vi er nødt til at skynde os. Vi bør ikke være her efter solnedgang ... Jeg foreslår, at vi overnatter i bådene. Så kan vi starte rejsen i morgen, når solen står op."
   De andre nikkede enigt. Så delte de sig op og gik hver til sit.

"Tror du, vi kan få hjælp i Kulpet?" spurgte Edith lavmælt, da de trådte ind i det første hus som ikke havde taget skade af brandene. De var begge glade for at opdage, at der ikke lå nogen lig i køkkenet. Til gengæld fandt de en stor krukke med salt og en smule foråd i spisekammeret.
   "Måske," svarede Raja og hældte saltet i en tom vadsæk, som hun fandt på en hylde i spisekammeret. Derefter hældte hun også indholdet af deres egen krukke deri. Vadsækken vejede allerede godt til og hun tænkte ved sig selv, at de ville få det svært på rejsen, hvis ikke det lykkedes at finde en rask hest. Der var meget der skulle bæres.
   De tog et sengetæppe og fyldte det med mad, så de kunne bære det samlet i en bylt. Så forlod de huset og gentog proceduren i det næste hus. Byrådsformandens hus.
   "Se om du kan finde nogle mønter eller noget af værdi," sagde Raja efter en pludselig indskydelse. Efter sigende skulle byrådsformanden have været en forholdsvis velhavende mand, og de fandt også adskillige nipsgenstande i huset som alle blev målt og vejet omhyggeligt.
   "Her!" udbrød Edith og rakte sin søster en lerkrukke med en skjult læderpung nede i. Det var ikke en formue, men det var bedre end ingenting og lettere at slæbe med sig end alverdens pyntegenstande. Spisekammeret var også fyldt godt op, og Raja var tilfreds med deres udbytte, da de forlod huset.

De efterlod bylten med mad ved den væltede hestevogn, inden Raja tøvende førte sin lillesøster mod deres eget hjem. Begge undgik så vidt muligt at se på de dødes ansigter, mens de gik, bange for at finde et af dem alt for velkendt.
   Deres hus var uden brandskader, og der lå kun få døde nær ved. Raja var lettet over at opdage, at ingen af de døde var deres forældre, da hun alligevel ikke kunne lade være med at se efter. Hun forsøgte ikke at bilde sig selv ind, at de endnu var i live. Det var blot rarest ikke at vide endeligt besked.

Den gamle trækhest var brudt ud af sin fold under urolighederne, men de fandt den græssende ikke særligt langt fra gården, og den lod sig villigt indfange. Pigerne førte den ind i stalden, hvor de fandt hestens trense og et gammelt sadeltæppe, foruden en tyk rulle reb. Med det kunne de binde oppakningen fast til hesten.
   "Det er på tide at komme tilbage," sagde Raja og hjalp sin lillesøster op på hoppens ryg, inden hun rakte hende vadsækken med salt, tæppe, trense og reb. Det gik hurtigere, da Raja kunne småløbe op ad hovedgaden med hesten travende ved siden af sig i grimen. De mødte tvillingerne på halvvejen, og Thor og Tim stod og ventede ved bylten med madvarer.

Sammen havde de fundet en god mængde oppakning. Tvillingerne havde fundet en stak hestesko og pakket dem ind i et lærred, så de var samlet i en bylt ligesom maden. De havde også fundet to korte sværd - våben som ingen af dem var trænet i at bruge, men som de alligevel valgte at tage med sig - og en spand halvt fyldt med gamle jernspåner og rester af de søm der blev brugt til at slå hestesko på med: Affald fra smedjen.
   Thor medbragte en god stak tæpper og de lovede rygsække som de hurtigt fik fyldt med mad, mens John og Edith hjalp hinanden med at fylde adskillige drikkeskind med vand fra den fælles brønd. Alle havde fundet lidt mønter som de lagde ned i læderpungen.

Raja tog et hurtigt overblik, tilfreds med det hun så, selv om det kun var lykkedes dem at finde den ene hest i god behold. Og for første gang i mange timer følte hun sig i stand til at slå angsten og panikken så langt tilbage, at hun kunne se en vis fornuft i deres plan. Nu trængte de alle blot til et solidt måltid og nattesøvn.
   "Vi må hellere komme ned til bådene," sagde Thor og hjalp Joul med at få oppakningen spændt fast på hestens ryg. Vadsækken med salt sørgede Raja selv for, og John bar spanden med jernspåner.