Solen havde kun lige påbegyndt sin bane hen over jorden, og lyset havde endnu et gråligt og let diset skær. Raja havde taget skoene af og nød følelsen af den kølige dug, der lagde sig som en våd hinde over hendes fødder og ankler. Senere på dagen ville det blive så varmt, at tøjet klæbede til kroppen. Allerede nu var skyerne på himlen ved at svinde hen, og hun frøs ikke i sin korte lærredskjole.
   Et gammelt stykke fiskenet lå henslængt over hendes ene skulder. Ved siden af hende gik Edith og svingede sit net frem og tilbage over lyngen. Hun havde en kjole på næsten magen til Rajas, men havde beholdt sine sandaler på. Hendes lange, lyse hår flagrede i vinden: en gylden kontrast til Rajas røde lokker.

"Tror du, drengene er dernede allerede?" spurgte Edith og skyggede med hånden, da hun rettede blikket mod klinterne og havet bagved.
   "Ellers skal de nok snart komme. Jeg væddede med Thor i går om, hvem der kunne finde flest på ti dyk."
   "Hvorfor skal du altid lave den slags væddemål med dem?"
   Raja trak umærkeligt på skuldrene. "Det er dem, der starter ... det ved du jo godt."
   "Du kan da bare ignorere det. De gør det jo kun, fordi de ved, du lader dig gå på af det."
   "Sludder."
   Edith så på sin storesøster med et løftet øjenbryn, en gestus hun havde kopieret fra deres mor. "Det er dumt."
   "Vel er det ej!" hvæsede Raja og satte farten op.
   De nåede klintens top og begyndte nedstigningen. Det første stykke måtte de klatre forsigtigt ned ad den stenede skrænt, men længere nede kunne de halvvejs kurre og halvvejs løbe ned til strandkanten. Det smalle stykke land var overstrøet med sten. Lige nu slikkede bølgerne roligt op ad deres ankler, men når det var højvande, åd bølgerne strandkanten og hele det nederste stykke af klinterne.

Edith satte sig ned og tog skoene af, mens hendes søster spejdede ud over de glitrende bølger. Havet virkede roligt efter gårdsdagens stormvejr.
   Ved fælles hjælp fik de den gamle tømmerflåde frigjort for de tunge sten der havde holdt den på stranden under sidste højvande. Så trak de den ud i vandet. Med en hånd fat i tømmerflåden svømmede de derud, hvor de efter års erfaring havde lært, at de gode rev var. Så slap de flåden og lod den vugge på bølgerne. Et langt reb forbundet med en tøjrepæl på land forhindrede den i at blive trukket længere ud.
   Edith halede sig selv op på tømmerflåden og satte sig med benene dinglende nede i vandet. Raja lå og flød med hovedet nedad, mens hun overvejede, hvor hun skulle foretage sit første dyk. Søsterens udråb fik hende dog til at se op og tage fat i kanten på flåden:
   "Nu kommer drengene."
   Raja fulgte den pegende finger og så fem drenge af forskellige højde og drøjde, der var på vej ned ad skrænten. Hun genkendte dem alle. Den højeste og ældste var Thor, og den mindste var hans lillebror, Tim. Der ud over fulgtes de med de spinkle tvillinger, Joul og John, samt smedens yngste søn, Ulrik, der var lige så bredskuldret og mørkhåret som sin far.
   Raja halede sig op på tømmerflåden ved siden af Edith og holdt øje med drengene, da de dykkede under bølgerne og svømmede ud mod dem. Thor kom først med Ulrik tæt efter. Tvillingerne havde for travlt med at drille hinanden under bølgerne og lå snart flere længder bag den lille Tim.

"Klar til vores væddemål?" spurgte Thor med et grin og smed sit net op på flåden, inden han halede sig selv op ved armene.
   Raja kneb øjnene sammen. "Jeg har fyldt mit net, før du overhovedet får puttet den første musling i din!"
   Ulrik lo og slugte vand, da han ikke havde fået hægtet sig ordentligt fast på flådens kant. De tre på flåden grinede ved synet af ham, da han hostende og spruttende trak sig op ad vandet.
   "Meget morsomt," hviskede han halvkvalt og lagde sig på ryggen. Først da tvillingerne truede med at hive ham i vandet ved fødderne, satte han sig op og rykkede ud til kanten, så der var plads til de sidste tre.
   "Tror I, det bliver til at finde noget efter stormen?" spurgte Joul og bandt nettet fast til sin livrem. "Sidste gang, det stormede sådan, var det meste af revet blevet ødelagt."
   "Jeg ved ikke med dig, men jeg skal nok få fyldt mit net," sagde Thor spøgefuldt. Den lyseste af de to tvillinger gav ham en lammer på skulderen og sprang i vandet et sekund efter. De kunne se ham dykke ned mod bunden i det klare vand. Thor fyldte lungerne med luft og sprang i efter ham, og inden længe fulgte de andre trop.

Raja dykkede med stærke svømmetag og vandt hurtigt ind på Thor. Kjolen svøbte sig omkring hendes mave og lår, og nettet var bundet fast til det tynde bælte om hendes liv. Vandet klukkede i hendes ører, men bortset fra det var der ingen rigtige lyde hernede. Der var kun få strømninger inde i vigen, og nede ved bunden mærkede hun ikke meget til bølgernes konstante rytme.
   Det farverige rev trivedes normalt i vigen, men de årlige storme havde haft sin effekt på de mest skrøbelige dele af havbunden. Med trænede øjne søgte hun det rødlilla skær fra muslingerne. Der lå rester af de brede, rillede skaller rundt omkring, men det lykkedes at finde en lille håndfuld der var intakte, før hun var nødt til at søge mod overfladen. For de fleste et tilfredsstillende udbytte på et dyk, men ikke nok i Rajas øjne. Slet ikke da hun opdagede, at Thor havde adskillige flere i sit net.
   "Du er allerede bagefter," drillede han hende og dykkede på ny, mens hun halede sig op på flåden.
   "Lad det dog bare ligge," hviskede Edith. Kun nogle få muslinger lå i hendes net, og hun så ikke ud til at have travlt med at komme tilbage i vandet, ligesom tvillingerne også tog sig et hvil efter første dyk. Raja pressede irriteret læberne sammen og sprang på hovedet ud i bølgerne igen.
   Hun svømmede længere bort fra flåden og fandt et lille område dækket med muslinger. Stormen syntes at have dynget dem op ad et stykke klippe, næsten kilet dem fast mellem revene. Der lå også et stykke ormædt tømmer som havet nu langsomt var ved at fortære. Og noget andet der glimtede gyldent, da hun havde gravet en god håndfuld muslinger op, men presset på lungerne tvang hende til at søge mod overfladen.
   Hun fik et hurtigt glimt af sin søster og tvillingerne på flåden, inden hun fyldte lungerne og dykkede igen med spjættende ben. Ud af øjenkrogen så hun Tim søge mod overfladen et stykke væk, men hendes opmærksomhed var fokuseret på det glitrende metal. Nysgerrigheden tvang hende til at glemme muslingerne for en stund og i stedet undersøge, hvad der gemte sig halvt begravet i havbunden.

Guldkæden var delvist dækket af alger og grønt snask fra havbunden, men opnåede sin tidligere glans, da hun skrubbede skidtet af den. Det tunge vedhæng lod sig kun modvilligt løsrive fra bunden, og hun måtte atter op efter luft, inden hun kunne se nærmere på sit fund.
   Hun svømmede roligt hen mod flåden og lod Edith tage imod sit net, inden hun halede sig op af vandet. Tvillingerne var dykket igen, og Tim lå og dovnede i overfladen, men Thor og Ulrik sad på flåden og talte deres bytte.
   "Jeg er halvvejs, fem dyk tilbage," sagde Thor tilfreds og fremviste sin fangst. Nettet bugnede allerede af muslinger.
   Raja valgte at ignorere ham for en gangs skyld og viste dem i stedet kæden og det grønne vedhæng i sin hånd. "Jeg fandt den dernede."
   "Det er en ædelsten," gispede Edith. "Og rigtigt guld!"
   "Tror I, den har ligget dernede længe?" spurgte Ulrik og rørte forsigtigt ved kæden. "Hvad er det, stenen forestiller?"
   Raja kiggede nærmere på smaragden. Den var ganske rigtigt blevet formet med værktøj, og da hun gnubbede skidtet af vedhænget, så hun, at den var formet som en løve. En liggende løve med fyldig manke og halen lagt hen over sine egne forpoter.
   "Måske kan du sælge den på det næste marked," mumlede Thor.
   "Hvad laver I?" råbte Tim og svømmede hen til tømmerflåden. Tvillingerne dukkede også op øjeblikket efter, og Raja måtte atter fortælle, hvor hun havde fundet smykket.
   "Jeg vil vædde med, at du kan få mindst fem gannies for den!" sagde Joul efter at have fået lov til at kigge nærmere på smykket. De andre gjorde store øjne ved tanken. Også Raja. Ingen af dem havde holdt så mange penge i hånden. Kun Ulrik havde rent faktisk set en ægte gannie.

Væddemålet mellem Raja og Thor syntes pludseligt ret så ubetydeligt i forhold til hendes fund.
   "Men hvis den er så meget værd, hvem har så råd til at købe den?" tænkte Edith højt.
   "Måske vil sigøjnerne købe den?" sagde Tim.
   Thor gav ham et drag over nakken. "Det har de da ikke råd til! Hvis nogen skal købe den, skal det være nogen inde fra Kulpet. Eller en af de andre store byer ... måske købmænd fra Minos eller Lysandos."
   "Der går år imellem, de kommer hertil," sukkede Edith.
   Raja trak let på skuldrene og lagde kæden om halsen. Det tunge vedhæng gled ned under kjolens halsudskæring og lagde sig køligt mod hendes bryst. "Det er da slet ikke sikkert, jeg vil sælge den."
   Edith så vantro på hende. "Tænk på alle pengene, Raja! Og far lader dig da slet ikke beholde den, når han finder ud af, hvor meget den måske er værd."
   Raja skulede til sin søster. "Så lad være med at fortælle ham om den!" Hendes blik gik videre rundt til de andre på flåden, så de forstod, at dette også gældte dem. "Det var mig der fandt den, og så er den også min. Hvis nogen her siger noget, får I hug!"
   "Som om vi ikke er ligeglad med dit ragelse," sagde Thor spidst og samlede sit net op. Tvillingerne fulgte ham på hovedet i bølgerne, og Tim og Ulrik valgte kort efter at følge trop. Kun Edith blev på tømmerflåden sammen med Raja.
   "Hvorfor vil du dog beholde den? Du kan jo ikke bruge den til noget."
   "Bare fordi ..."
   "Hvor er du egoistisk!" udbrød Edith heftigt. "Hvad med at tænke på mor og far?! De kunne bruge de penge til at købe får for. Og huset ... Jeg har hørt dem snakke sammen om aftenen, når de tror, vi sover. Far er bange for, at huset måske ikke overlever den næste storm."
   Raja vendte sig irriteret bort fra sin søster. "Du er bare jaloux ligesom de andre."
   "Åh, hold dog op med at være så indbildsk," bed Edith af hende og sprang i vandet. Raja samlede hidsigt sit net op og sprang selv i, men i stedet for at dykke efter muslinger, begyndte hun at svømme imod land. Hun kunne atter høre de andre le bag sig, da hun kravlede op ad skrænten.