(Silas)
   Det hjalp på humøret, da musklerne først blev varmet op. Jeg havde nydt at løbe, lige siden jeg var lille. Det havde en form for terapeutisk virkning, ligesom med musikken. Man kunne tømme hovedet, bare lytte til ens egne skridt, mærke musklerne spænde og slappe af igen i en serie af bevægelser.
   Jeg havde ikke løbet særligt meget, siden vi var flyttet ind i farmors hus, og havde derfor endnu ikke fået lagt en fast rute. Lidt tilfældigt endte jeg på det ujævne fortov, der førte ned mod boldklubben og kirken. Et par mindre drenge legede med en golden retriever på boldbanen, men ellers så jeg ikke rigtig nogen mennesker ude. Vejret var for blevet koldt, himlen for grå.
   Da jeg nåede kirken, tog jeg farten af og standsede til sidst helt op. Kirkegården var lige så dyster som enhver anden af sin slags. Måske endog en anelse mere, fordi mange af gravpladserne virkede gamle og ubesøgte.
   En stor, grå bygning af sten rejste sig op over de mange gravsten nede bagved. Der gik et øjeblik, før det gik op for mig, at bygningen var et mausoleum; et slags gravkammer. Ikke noget man så særligt tit. Især denne sprang i øjnene, fordi den virkede så majestætisk i sin ensomhed.
   En skikkelse fangede mit blik.
   Dækket af sin lange frakke og uformelige hat gik min far ad de smalle stier hen mod mausoleet, hvor han standsede og tog noget op af lommen, der glimtede i det sparsomme sollys. Der var noget fordækt over hans bevægelser, de nervøse blikke over skuldrene og hele den ludende holdning. Som om han var bange for at blive opdaget.
   "Hvad fanden laver han her?" mumlede jeg, men mindede så mig selv om, at han jo i sin tid var opvokset i denne by. Måske var min farfar begravet på netop denne kirkegård.
   Alligevel var der noget forkert ved det hele.
   Jeg stod ubeslutsomt og holdt øje med ham lidt endnu. Så bandede jeg over min skøre far og løb videre, inden musklerne blev kolde.