David, Marcs unge rejsefælle, dukkede heller ikke op til middagen, men vi fik til gengæld selskab af to andre, nemlig ægteparret Durand.
   Mr. Durand var en høj og rank mand, som ejede en privat flyveplads nogle kilometer væk. Min far anvendte ofte flyvepladsen til sine forretningsrejser. Mr. Durands hustru var næsten lige så høj og rank som sin mand og gik altid meget op i den parisiske mode.
   Dette var første gang, ægteparret Durand tilbragte nytåret på Chateau Bonaguil, og jeg ville gerne have undværet deres selskab. Selv om jeg ikke altid forstod de voksne, var jeg udmærket klar over, når voksne ikke brød sig om børn.
   "Keder du dig?" spurgte Nanna, da vi var halvvejs gennem middagen. "Eller drømmer du igen?"
   "Keder mig," mumlede jeg og skubbede en gulerod rundt på min tallerken. "Hvornår må jeg gå fra bordet?"
   "Når alle er færdige," svarede hun og gav min skulder et lille klem. "Spis dine grøntsager, Mon amie."
   Jeg sukkede, men fangede da guleroden på gaflen. Jeg spiste den i bitte små bidder bare for at få tiden til at gå, mens jeg lyttede til de voksnes samtaler om politik og aktier. Da Mr. Thomas fik fyldt sin tallerken for anden eller tredje gang, var jeg så utålmodig, at jeg ikke kunne holde fødderne i ro under bordet.
   Nanna sendte mig et ordløst, men særdeles irettesættende blik, som jeg kendte alt for godt. Jeg lagde gaflen fra mig og koncentrerede mig om at sidde pænt. Også med fødderne.
   På den anden side af mig sad Marc. Indtil da havde han deltaget ivrigt i de voksnes samtale, men da jeg så op, sad han og kiggede på mig med et underfundigt smil. Mens jeg nysgerrigt fulgte med, fremdrog han en lille, gul bold fra inderlommen i sin frakke og fik mig til at holde den, hvorefter han ligeledes fandt sit lommetørklæde.
   "Tror du på magi?" hviskede han for ikke at forstyrre den øvrige samtale ved bordet. Jeg trak på skuldrene, men fulgte endnu mere koncentreret med i hans forehavende, da han bredte lommetørklædet ud på bordet. Han glattede det sirligt, inden han tog bolden og lagde den midt på klædet. Derefter foldede han klædet rundt om bolden, så han til sidst holdt hjørnerne. Det lignede en lille rejsebylt og man kunne tydeligt se formen på bolden inden i.
   "Nu mangler vi bare lidt tryllestøv," mumlede han, rakte ind over bordet og tog saltbøssen. Der var blevet helt stille ved bordet, da han forsigtigt dryssede salt ud over sit lommetørklæde. "Vil du sige de magiske ord?"
   Jeg rystede hurtigt på hovedet. "Jeg kender dem ikke."
   Marc smilede og hviskede så lavt, at der næppe var andre end mig, der kunne høre det: "Sari kadari safari." Så knipsede han med sin frie hånd, mens han løftede lommetørklædet med den anden. Da han løftede hånden, slap han tre af lommetørklædets hjørner, men bolden faldt ikke ud på bordet. Den var pist væk.
   Jeg lo højt. "Hvor blev den af?"
   Han slog ud med hænderne, som om han ikke anede det, men var lige så overrasket som mig.
   "Er den helt væk?" spurgte jeg med store øjne. "Hvor forsvandt den hen?"
   "Måske gemmer den sig bag dit øre," foreslog han. Han slanke fingre kildede mig på halsen, så jeg ikke kunne lade være med at grine. Men ingen bold dukkede op.
   "Måske er den tilbage i din lomme?" foreslog jeg leende. "Eller også har Nanna taget den."
   Vi kiggede begge to på Nanna. Hun smilede lige så stort som os, men løftede uskyldigt hænderne. "Ingen bold her," sagde hun.
   Mrs. Durand hvinede pludselig på den anden side af bordet, og alle vendte straks blikket over på hende. Hun havde netop løftet sit glas for at tage en mundfuld vin. Nede i glasset lå den gule bold og vippede roligt op og ned i vinen.
   Far lo sin høje bjørnelatter. Vi lo alle sammen, undtagen Mrs. Durand, som med et løftet øjenbryn satte vinglasset ind midt på bordet.
   Marc fiskede bolden op og tørrede den af i sin serviet, inden han rakte den til mig. "Til dig, smukke Josephine."
   "Bravo, Monsieur Belcher," sagde far og klappede i hænderne. "Og nu synes jeg, vi skal rykke selskabet ind i biblioteket, hvor der vil blive serveret cognac og kaffe."
   "Hvad med din ven?" spurgte jeg Marc, da han trak stolen ud for mig. "Er han slet ikke sulten?"
   "Magdalena har sendt noget op til ham, så vidt jeg kunne forstå på din far," svarede han. "Men det er meget venligt af dig at bekymre dig om David, mademoiselle."
   Jeg smilede genert til svar og knugede bolden i min hånd.
   "Hvorfor går du ikke op på dit værelse og leger?" spurgte Nanna lavmælt. "Jeg skal nok hente dig, hvis der sker noget spændende."
   Jeg nikkede ivrigt og småløb ud i hallen og op ad trappen.
   Jeg ville lege med mit dukkehus, for jeg var ikke blevet færdig med at sætte de nye møbler og dukker på plads, som far havde købt til mig sidste gang, han var i Paris. Dukkehuset var mit mest kostbare legetøj, og det havde sit helt eget, lille bord. Det var ikke et slot med tårne og mange rum som Chateau Bonaguil, men i stedet et mere almindeligt hus i to etager med en stor veranda foran. Der var dog lys i de små lamper og plastik fik det til at ligne, at der var glas i vinduerne.
   Jeg satte mig til rette på gulvet og lagde bolden ved siden af mig.
   Hele bagsiden af dukkehuset fungerede som en dør, der kunne åbnes i ét stykke, så jeg kunne komme til de forskellige møbler og dukker i de kvadratiske rum. Der var både køkken, badeværelse, stue, to værelser og et trekantet loftrum allerøverst. De nye møbler var til loftrummet, hvor jeg havde besluttet, der skulle være et musikværelse. Far havde købt et miniatureklaver og små blomstrede stole, som jeg nu meget forsigtigt satte på plads. Jeg kunne altid bruge en evighed på at få værelserne til at se helt rigtige ud.
   Da Nanna bankede på døren og kiggede ind til mig, var jeg kold af at sidde stille på gulvet.
   "Det er sengetid, Mon amie."
   "Øv. Må jeg ikke blive oppe lidt længere?"
   Hun rystede på hovedet. "Klokken er allerede over din normale sengetid. Finder du selv dit nattøj?"
   "Okay," mumlede jeg og kvalte et gab.
   "Kom ud på badeværelset, når du har skiftet. Så skal jeg hjælpe dig med at børste tænder."
   "Ja ja." Jeg drejede miniatureklaveret en lille smule mere.
   "Nu, Josephine."
   "Ja ja. Kommer nu!" muggede jeg og rejste mig for at finde mit nattøj i skabet. Nanna lukkede døren efter sig, så jeg havde fred til at skifte.
   Det tog ikke mange minutter at skifte, men da jeg rakte ind i skabet efter min morgenkåbe, så jeg kunne tage den rundt om mig som værn mod den kolde luft, kom jeg i tanke om den lille flaske parfume. Jeg fumlede lidt med sommerfrakken, før jeg fik fisket parfumen op af lommen. Den dårlige samvittighed gnavede atter, og jeg følte mig meget dum og ond over at have taget den. Selv om jeg selvfølgelig havde tænkt mig at lægge den tilbage i Nannas toilettaske, var det jo næsten det samme som at stjæle. Og hvad nu hvis hun nåede at opdage, at den var væk?
   Jeg sprang forskrækket et skridt tilbage, da det pludselig bankede på døren igen. Den lille flaske faldt ud af mine hænder og smadredes mod plankegulvet. Øjeblikkeligt fyldtes værelset med en gennemtrængende lugt af parfume, der var så kraftig, at den syntes kvalmende.
   Nanna kom straks ind i værelset. "Hvad sker der?"
   "Undskyld," mumlede jeg med varme, tårevædede øjne. "Det var ikke med vilje!"
   Hun så fra mig, til den knuste parfume på gulvet og tilbage til mig. "Men, Josephine ... hvordan kunne du?!"
   "Undskyld," sagde jeg igen og brød nu rigtig ud i gråd.
   "Men det var jo min, Josephine. Hvordan kunne du stjæle fra mig?"
   "Jeg ville bare dufte godt til festen. Og så blev jeg forskrækket og ... og tabte den," hikstede jeg. "Jeg ville have lagt den tilbage. Jeg sværger!"
   "Men du kunne da bare have spurgt, om du måtte få noget på i morgen," sagde hun lavmælt med skuffelsen malet i ansigtet.
   Jeg snøftede. Det var slet ikke faldet mig ind, at jeg kunne have spurgt. Så pressede tårerne endnu mere på og jeg hulkede højlydt.
   Nanna sukkede. "Kom."
   Slukøret fulgte jeg med hende ud af værelset og ned ad gangen til badeværelset. For en gangs skyld måtte jeg selv børste tænder, mens hun hjalp Magdalena med at rydde op efter mit lille uheld. Jeg kunne slet ikke holde op med at græde igen, så skidt havde jeg det, og det blev ikke bedre, da Nanna tog mig med ned i biblioteket, så jeg kunne sige godnat til min far. Han så naturligvis straks, at jeg var ked af det, og så måtte jeg hikstende fortælle om uheldet, mens hele selskabet lyttede. I det mindste skældte han mig ikke ud, fordi der var gæster til stede, men smilet forsvandt helt fra hans øjne.
   "Vi taler om det i morgen," mumlede han ned i mit hår, da han gav mig et godnatkram. "Gå nu pænt i seng uden mere ballade, Jose."
   "Ja, far," mumlede jeg tamt og kiggede ned i gulvet, da jeg fulgte med Nanna ud, så jeg ikke behøvede at se de andre i øjnene.
   "Sikke en stank," mumlede Nanna, da vi nåede op på værelset. Der var ryddet op efter mit uheld, men parfumen sad i gulvbrædderne og tæppet ved min seng, blandet op med den mere citronagtige lugt af rengøringsmidler. Det var en kvalmende blanding.
   Hun åbnede det ene vindue på klem. "Vi er nødt til at få noget frisk luft herind, ellers får du hovedpine. Så må du få et ekstra tæppe over dig i nat, så du ikke fryser."
   Jeg svarede ikke, men puttede mig bare under dynen. Tårerne trillede igen, så min pude blev våd på ingen tid.
   "Nu ikke mere gråd," sagde hun og lagde et ekstra tæppe over mig, før hun puttede mig og gav mig et kys på panden. "Jeg ved godt, du ikke mente noget ondt med det, Mon amie. Så lad nu være med at græde og læg dig til at sove."
   "Ja, Nanna." Jeg kvalte et hulk. "Undskyld."
   Inden hun gik, tændte hun lyset i dukkehuset. De små lamper jog det værste af mørket på flugt, men var svage nok til ikke at forstyrre min søvn. Så forlod hun værelset og lukkede døren bag sig.
   Jeg blev liggende helt stille og lyttede til hendes trin, da hun gik ned ad trappen. Bagefter var der mest stilhed og nogle gange fjern latter fra biblioteket.


* * *
   Jeg vågnede på grund af kulden. På et tidspunkt i løbet af natten var det lykkedes mig at sparke tæppet og noget af dynen ud over sengekanten, så mine tæer nu var helt kolde.
   Jeg lå lidt og krøb sammen, men dynens fodende var tungest, så den gled lige så langsomt af mig. Til sidst kunne jeg ikke udskyde det mere, sprang op af sengen og løb over og lukkede vinduet. Lugten fra parfumen var heller ikke så gennemtrængende mere.
   Egentlig ville jeg være sprunget tilbage i seng og putte mig under dynen, men en lyd udenfor min dør tændte min nysgerrighed. Der var stadig nogle timer til daggry, så alle burde ligge i deres senge. Men det lød helt bestemt, som om nogen listede ned ad trappen, hvilket ikke gav mening, for der lå et badeværelse heroppe. Og Magdalena sørgede altid for, at gæsterne havde vand på værelserne, netop så de ikke behøvede at fare vild på de mange gange og trapper om natten.
   Mon en af gæsterne gik i søvne?
   Jeg trådte i mine hjemmesko og listede forsigtigt døren op. Nogle få lamper var tændt ude på gangen og nede i hallen, så der var ikke helt mørkt. Månen skinnede også klart denne nat og kastede et sløret, blåligt skær ind gennem vinduerne.
   En enlig, mørk skikkelse nåede foden af trappen og krydsede hallen. Selv om han prøvede at være stille, modarbejdede de gamle, slidte gulvbrædder ham.
   "Mr. Durand," hviskede jeg overrasket. Hvad var han dog ude på?
   Jeg greb min morgenkåbe og skyndte mig efter Mr. Durand, inden han forsvandt. Jeg vidste, hvilke brædder der larmede mest, for det var ikke første gang, jeg havde sneget mig ud om natten. Derfor holdt jeg mig helt inde ved væggen og nåede lydløst foden af trappen, selv om jeg småløb.
   Jeg fulgte efter Durand helt ind i spisestuen, hvor han heldigvis lod døren stå på klem bag ham, og så ham snige sig udenfor gennem de franske døre. Jeg ventede lidt og fulgte så efter ham gennem dørene og ud på terrassen, der mundede ud i en længere promenade. Promenaden var et græsklædt, hævet areal med en bred gangsti og små blomsterbede, der strakte sig et godt stykke langs muren på denne side. Den endte i en trappe, som førte videre ned til haven.
   Mr. Durand fulgte ikke stien, men klatrede ned ad den stejle side, som dannede rammen for promenaden, og landede i det løse grus. Jeg hørte ham standse op, formentlig for at høre, om han havde alarmeret nogen, hvorefter en dør svingede ud på rustne hængsler. Lyden fortalte mig, hvor han var på vej hen, så jeg løb hen ad promenaden, ned ad trappen og tilbage langs muren. En lille trædør viste vej til gangen under promenaden.
   Jeg tøvede, for jeg vidste, der ville være bælgmørkt dernede. Rummene på den anden side af den dør, var i forvejen ikke særligt tillokkende, men på den anden side var jeg ved at dø af nysgerrighed.
   "Tag din sammen!" hvæsede jeg ad mig selv, men det tog et par øjeblikke mere, før jeg lyttede efter min egen formaning og forsigtigt åbnede døren tilpas meget til, at jeg kunne klemme mig indenfor. Hængslerne gav sig kun lidt, hvilket jeg var taknemmelig for.
   Forude viste skæret fra en lygte mig, hvor Mr. Durand befandt sig. Jeg var meget forsigtig, da jeg listede ned ad stentrinene efter ham, for lyset fra hans lygte kunne ikke nå jorden, der hvor jeg var.
   Pludselig drejede han rundt om et hjørne, og lyset forsvandt. Jeg standsede. Mørket syntes endnu mere overvældende uden mit pejlemærke til at guide mig i den rigtige retning, og jeg vidste, der var masser af gange hernede, man kunne fare vild i. Selv havde jeg aldrig været længere end til fars vinkælder, som lå få meter fra bunden af stentrappen.
   Jeg havde lyst til at vende om, smutte op i seng og gemme mig under min varme dyne. Men jeg ville også virkelig gerne vide, hvad Mr. Durand havde for hernede.
   Måske kunne jeg vente på ham udenfor? Hvis han havde taget noget hernede, kunne jeg vel lige så godt se det, når han kom op herfra igen? Og ellers vidste jeg jo sådan nogenlunde, hvor han var gået hen, så jeg kunne undersøge det i morgen. Med en lommelygte. Desuden var det alt for koldt til nattøj og morgenkåbe.
   Jeg ventede lidt, men besluttede mig så for, at jeg i hvert fald var nødt til at komme af vejen, før Mr. Durand vendte tilbage. Derfor klatrede jeg op af trappen igen og listede udenfor. Luften var endnu køligere herude, fordi vinden bed, men jeg fandt lidt læ under et træ og satte mig til at vente.
   Der gik ikke mange minutter, før døren blev åbnet igen. Mr. Durand slukkede sin lygte, men ikke inden jeg var sikker på, at han ellers var tomhændet. Så medmindre han havde skjult noget i sine lommer, havde han altså ikke taget noget.
   Jeg ventede, til han var indenfor igen, før jeg løb tilbage til trappen og fulgte promenaden langs muren hen til terrassen. Alt for sent gik det op for mig, at Mr. Durand selvfølgelig ville låse de franske døre efter sig, og dørene gav sig heller ikke så meget som en millimeter, selv om jeg hev og sled i håndtaget.
   Jeg peb opgivende. Hvad nu?
   Det var hundekoldt herude uden læ for vinden. Og far ville blive rasende, hvis han opdagede, at jeg var listet ud midt om natten, uanset om jeg fortalte hvorfor eller ej.
   Jeg stod og trippede lidt for at få varmen, og besluttede mig så for at finde en anden vej ind. Jeg havde ikke min nøgle med mig, så hoveddøren eller den gamle tjenerindgang var ikke en mulighed. Far sørgede altid for, at de var låst om natten.
   Måske stod der et vindue på klem i et af de nedre værelser. Magdalena havde jo haft travlt med at gøre rent i flere af værelserne, så vi havde plads til overnattende gæster efter nytårsfesten. Så måske havde hun glemt et vindue.
   Jeg fulgte promenaden tilbage til trappen, hvor muren dannede et hjørne. Her lå nogle af de nedre værelser med vinduerne vendt ud mod haven, men der var et godt stykke vej op til vinduesrammerne fra havens græs. Selv om jeg rent faktisk fandt et par vinduer, der stod på klem, kunne jeg ikke nå op til dem fra jorden.
   Jeg gik op ad trappen igen og så misfornøjet på de delvist åbne vinduer, som jeg bare slet ikke kunne nå. Så hankede jeg op i mit mod endnu engang og trådte ud på den lille gesims, der udvendigt adskilte første sal fra kælderetagen. Det smalle fremspring flugtede med trappens øverste trin og var lige akkurat bred nok til, at jeg kunne bevæge mig sidelæns med vægten på det forreste af mine fødder.
   Der var ikke rigtig noget at holde fast i, bortset fra den ujævne mur, og jeg måtte liste af sted forbi de første tre vinduer, før jeg endelig nåede et, der var åbent. Vinduet var sat på hasp, men jeg kunne lige akkurat få min hånd ind gennem sprækken. Det var straks en anden sag at løsne den genstridige hasp.
   Et halvkvalt skrig undslap mig, da en skikkelse pludselig dukkede op på den anden side af ruden, og jeg ville være faldet bagover, hvis ikke en stærk hånd havde grebet om min, som fumlede med haspen. Så blev vinduet åbnet, og jeg blev hevet indenfor i et halvmørkt værelse.
   "Du er da godt nok den mindste klatretyv, jeg nogensinde har mødt," lo Marc Belcher og støttede mig, indtil jeg genfandt balancen. "Hvad laver du dog, Josephine?"
   "Ikke noget," mumlede jeg og rødmede kraftigt.
   Marc tændte den ene sengelampe, så vi kunne se hinanden ordentligt. Selv om han stadig smilede, var der en alvorlig fure i hans pande.
   "Du kunne være kommet slemt til skade."
   "Jeg er ikke en bangebuks," svarede jeg, en smule trodsigt, men spjættede ikke desto mindre, da der blev banket forsigtigt på døren. En ung mand med halvlangt, næsten sort hår trådte ind i værelset. Han kunne være Marcs yngre bror, blot med endnu mere forfinede træk, der med hans store, brune øjne grænsede til det feminine.
   "Hvad sker der?" spurgte den unge mand og granskede mig med et bekymret udtryk. "Er alt i orden?"
   "Alt er helt fint, David," forsikrede Marc ham. "Gå du bare ind til dig selv igen, så skal jeg nok tage mig af det."
   David nikkede og forsvandt igen.
   "Behøver du fortælle min far om det her?" hviskede jeg og sendte Marc et bønfaldende blik.
   "Jeg burde," sagde han i samme hviskende toneleje. "Og hvis det ikke havde været fordi, jeg ikke vil ødelægge den gode stemning lige op til nytårsfesten, så havde jeg også gjort det, men ... af hensyn til den gode stemning."
   Jeg smilede stort, da han blinkede til mig. Uden at tænke nærmere over det, slog jeg armene omkring ham og krammede ham på samme måde, som jeg plejede at kramme min far eller Nanna. Marc stod stiv som en stenstøtte, men lo så og klappede mig venligt på hovedet.
   "Smut nu op i din seng, før andre opdager noget. Ellers står vi vist begge til en skideballe."
   "Okay. Tak, Monsieur Belcher ... Jeg mener, Marc."
   "Ja ja, smut nu bare," lo Marc. Han åbnede døren og lukkede mig ud. Jeg var sikker på, at han så efter mig længe nok til at sikre sig, at jeg vendte tilbage til mit værelse.