Der var ikke mange timer til daggry, da Illujanka endelig kunne rydde det sidste bord og sætte slåen for døren ind til krostuen. Stilheden var gavmild efter den lange aften.
   Hun trak bevidst tiden ud, for hun havde ikke lyst til at lægge sig til at sove denne nat. Troy og nogle af hans bekendtskaber, som boede på kroen i disse dage, havde flyttet terningespillet ind i et af de tilstødende værelser, og hun følte sig utryg, når han drak så meget, men endnu ikke var faldet omkuld.

Den unge, fremmede mand, der tidligere havde standset slagsmålet mellem Troy og Gerret, trådte ind i krostuens halvmørke og sendte hende et forbavset blik. "Er De her endnu? Jeg troede, alle var gået til ro undtagen os."
   "Jeg er færdig nu," mumlede hun og vendte usikkert ryggen til ham, da hun satte det fyldte fad fra sig. "Mangler De noget?"
   "Troy bad mig fylde vores krus."
   "Nu skal jeg," tilbød hun og tog de fire krus, som hun fyldte til randen med den honningfarvede væske. Han tog smilende imod krusene, men gik ikke igen, som hun havde forventet.
   "De kan ikke huske mig, vel?" spurgte han.
   Hun kastede et tøvende blik på hans solbrune ansigt, der var indrammet af halvlangt, lyst hår, som blev holdt samlet i nakken af et læderbånd med fjerprydede spidser. Øjnene var ungdommelige. Ansigtet virkede aristokratisk, og hans ufarvede rejseklæder var af højere standard end en bondes. Hans slanke, atletiske holdning tydede også på, at han førte sig et godt og aktivt liv, men ikke var for fattig til at spise vel. Han lignede ikke en mand, der hørte til i Rhemik.
   Hun rystede på hovedet. "Nej, beklager. Burde jeg det?"
   "Vi stødte ind i hinanden på markedspladsen. Ganske bogstaveligt, faktisk. De tabte Deres kurv med varer..."
   Hun nikkede langsomt. "Det husker jeg. Jeg beklager, at jeg ikke genkendte Dem. Jeg ødelagde vel ikke noget af Deres?"
   Han lo. "Nej, slet ikke. Jeg mente blot, at det var på sin plads at præsentere sig, nu da vores veje har mødtes tre gange. Mit navn er Aiomas."
   "Illujanka," svarede hun og nikkede høfligt. "Det glæder mig at møde Dem."
   "Af en eller anden grund lød det ikke helt sandfærdigt," sagde han spøgefuldt. "Men jeg vil lade Dem alene nu, så De kan hvile. Skæbnen må så afgøre, om vores veje atter skal mødes." Han nikkede venligt. "God nat, Medamina."
   Hun så tavst og lettere forundret efter ham, da Aiomas forsvandt ind i spilleværelset med fadet med krus. Så blev døren lukket bag ham, og mændenes snak og latter døde hen.