Verden var tyst omkring hende. Solen var endnu ikke stået op. Kun en violet bræmme af lys sås i horisonten og de fleste bygninger henlå i mørke, da hun fulgte den mudrede hovedgade mod sydøst ud af byen Rhemik. Det var ikke en stor by, og i løbet af få minutters gang havde hun passeret slagteren, bageren, skrædderen og urtekræmmeren. Møllens rustne hjul knurrede ad hende, da hun roligt gik forbi og fortsatte i retning af højen mod øst.

Travnehøjen var dækket af pletvise områder med højt, svedet græs, der svajede let i vinden. Hvert strå var dækket af dug og glimtede som tusinde diamanter trods det sparsomme lys. Mos og stædige engblomster sloges om pladsen mellem murbrokkerne, der var det eneste bevis på den bygning, som engang havde været rejst her: Tresvar Borg.

Hun hankede op i den store kurv og klatrede op på toppen af den lille bakke, hvor hun kunne skue ud over de flade enge. Mod nord brusede den vilde flod, og store fugle, som ikke var andet end skygger mod tusmørkehimlen, slog smut ned mod vandoverfladen i jagten på fisk. Mod øst sneg en flimrende tåge sig langsomt ind over landet og kravlede som et tykt, hvidt tæppe hen over de flade enge. Og mod syd hviskede den store skov til hende, på én gang lokkende og ildevarslende.
   En pludselig vind greb hendes skørt og fik hendes nederdel til at blafre som sejlet på et skib. Med et smil løsnede hun silkebåndet og lod vinden gribe det lange, sorte hår, så fletningen gik op.

Udseendet var det, som adskilte hende mest fra de andre beboere i Rhemik. Hun var anderledes og kunne umuligt skjule det. Hendes hud var mørkere end deres, næsten som lys chokolade med en antydning af bronze, når solen fangede hende. Hun var højere og havde længere lemmer end de jævnaldrende. Hendes manglende kropsfylde fik hende til at syne ranglet og spinkel. Hendes hofter og bryster havde ikke samme kvindelige fyldighed som de andre sekstenårige unge kvinder fra byen. Og så var der de uregerlige krøller.
   Hun snoede en lok hår om pegefingeren. Det var tykt og bølget. Som barn havde hun haft hovedet fuld af tætte, små krøller, der havde været umulige at rede, så de lå pænt. Med årerne havde hun dog ladet håret vokse sig langt og tungt, og om end det stadig var uregerligt, var krøllerne næsten blevet trukket ud. Men hver eneste dag, når hun så på sin plejemors egen datters lyse, glatte hår, ønskede hun, at hun havde hår ligesom hende. At hendes hud også var lys og fin, og at hendes øjne også var koboltblå som himlen på en sommerdag.
   Illujanka sukkede og stirrede på tågen, der langsomt krøb nærmere. Vinden var også holdt inde nu. Verden var tyst og stille.

Hun fulgte en smal sti bort fra højen og ind mellem træerne. I skovens udkant var der rigeligt med lys og plads mellem træerne, og buske og bregner gik hende flere steder til hofterne. Men længere inde herskede mørket. Derinde stod de gamle, tykke træer tæt, og deres brede kroner skyggede for solen. Vegetationen på skovbunden var sparsom længere inde og havde svært ved at overleve blandt de gamle træers store, knoldede rødder.
   Hun trådte bort fra stien og banede sig vej gennem vegetationen langs skovbrynet. Der lå knækkede grene på jorden efter hendes sidste besøg. De fleste bregner, som ikke var blevet helt ødelagt under hendes fødder, havde dog rejst sig igen og strakte deres grønne fingre mod solens lys.

Hun fandt let den lille klynge æbletræer og begyndte at fylde kurven med de solmodne æbler. Nogle var blevet ødelagt af spidse fuglenæb og var allerede gået i forrådnelse. Andre sad for højt oppe. Men det lykkedes hende alligevel at fylde kurven halvt op.
   Armene værkede, da hun endelig holdt inde og satte sig på jorden ved siden af kurven. Der var ganske tyst omkring hende, bortset fra vindens lette susen i trækronerne og en enkelt lærkes spæde sang. Men stilheden var kun umiddelbar. Når hun lukkede øjnene og lyttede med både ører og hjerte, kunne hun høre den rene, lille bæk nær ved. Et tungt dyr, sandsynligvis en elg, knækkede de tørre kviste på sin rute mellem træerne. Et egern skændte ophidset, da den blev forstyrret nær sit bo, og en fugleflok lettede næsten synkront fra trækronerne, så deres vingers flaksen blandede sig med vindens lyde.

Hun åbnede langsomt øjnene og fik øje på et pindsvin ganske nær ved æbletræet, der maste sit stikkende korpus ind under de lave grene på en tornebusk. Og blot en lille meter til højre for hende fik hun pludselig øje på et sæt interessante dyrespor, der førte længere ind i skoven.
   Nysgerrig kom hun på benene og bøjede sig ned over de friske spor på jorden. Aftrykket viste fire tydelige trædepuder, og små trekantede huller i jorden udgav formen på dyrets kløer. Det var ikke et stort dyr, og det syntes at have bevæget sig i et adstadigt tempo, da sporene var rimeligt tætte på hinanden.
   Hun havde set den slags spor før. Det var poteaftrykket fra en ræv.
   Illujanka kastede et bekymret blik op på solen. Den var nu næsten sluppet helt fri af horisonten og havde jaget tågen på flugt, så hun burde gå tilbage til byen. Til gengæld var kurven kun halv fyldt, og det ville være et godt argument for, at hun var gået videre for at finde mere frugt. Hun samlede hurtigt kurven op og fulgte dyresporet ind mellem træerne i retning af bækkens pludrende lyde.