Anno 587 E.F.S.D.
   En kraftig vind for ned gennem den mudrede hovedgade og hvislede ind mellem de forsamlede, så faklerne blussede op og oplyste deres ansigter på djævelsk vis. Mange af de forsamlede var klædt i mørke kutter med hætterne trukket godt ned over deres pander. Deres tøj var lavet af uld og dyreskind, der værnede mod den kolde blæst, der usædvanligt for årstiden dog ikke bar nogen fugt eller sne med sig. Jorden under deres fødder var alligevel en grødet masse af mudder blandet med sort aske, og omkring den tæt befolkede plads stod sodsværtede og delvist nedbrændte bygninger. I deres midte var Heksepælen blevet rejst af otte stærke mænd. Rundt om den var der blevet dannet en ujævn platform af grene og kviste, dækket af et tykt lag halm, som fløj hid og did med blæsten.

En ulmende stilhed bredte sig blandt de forsamlede, da den tunge dør til byrådshuset blev åbnet, og byens ledere trådte ud i den bidende blæst. Alvoren stod printet i deres ansigter. Kun en af de aldrende mænds øjne viste den åbenlyse fryd, han følte over denne retfærdige handling. Han trak en ung kvinde efter sig i et langt reb, der var bundet om hendes liv. Kvinden bar en lys natkjole, der var smurt ind i blod og kropsvæsker. Arme og ben var ganske nøgne, og øjnene brændte feberhedt. Hendes hænder var bundet stramt bag ryggen, og hun kunne ikke afbøde for slaget, da hun udmattet faldt omkuld på den mudrede jord. Bistre hænder greb hende i nakken og hev hende på benene.

En hysterisk mumlen bredte sig blandt de forsamlede og steg til råben og vredesudbrud. I blind vrede blev fordærvet frugt og sten kastet efter kvinden, og selv den lille gruppe byrådsmedlemmer, som fulgte kvinden til bålet, måtte dukke sig for ikke at blive ramt: En velmoden tomat ramte byrådsformanden på den nøgne isse, og den røde saft dryppede ned over hans ansigt og bryst. Som et makabert forvarsel om en brutal død.

Oven på platformen af brænde gav den dødsdømtes knæ endelig efter. Det krævede to mænd at holde hende oppe, mens hun blev surret fast til stolpen med et reb om livet. Hendes arme blev strakt op over hendes hoved og bundet til en tværgående pind, der var kilet ind i Heksepælen.

Kvindens ravnsorte hår hang i tjavser ned over det strimede ansigt, og den våde kjole blev slået tæt ind til hendes krop af vinden, mens de yngre mænd i forsamlingen slugte det hele med syndens grådige øjne. Rystende af kulde og angst søgte hun fodfæste på det fedtede træ for at aflaste trækket i armene, mens hendes øjne skræmt og chokeret skimmede de forsamlede menneskers ansigter. Den dømte fandt ingen medlidenhed eller venlighed. Kun vrede, had og hævnlyst. Djævelske glimt i dystre øjne, der hungrede efter at se ilden slikke op ad hendes krop. Hun kunne ikke genkende en eneste af dem længere.

Kvinden hulkede svagt. En lind strøm af varm væske strømmede ned mellem hendes ben og blev opslugt af brændestablen.

Mændene strammede den sidste knude og trådte ned fra platformen, hvilket gav de forsamlede mulighed for at kaste det sidste af deres fordærvede skyts direkte på kvinden. Denne gang kunne hun ikke dukke sig eller gemme sig bag mændene, og æbler og overmodne tomater ramte hende som en haglbyge, så hun jamrede af smerte. En sten ramte hende lige over højre øjenlåg og fik hende til at se dansende lys.

Da byrådsformanden endelig trådte op på platformen, og angrebet holdt inde, var kvinden dækket af blod, frugtsaft og mudder, og det ene øje hævede allerede faretruende. Formanden greb med væmmelsen malet i ansigtet kvinden i håret og holdt hendes hoved oppe. Så vendte han blikket mod skaren:
   "Se! Se på denne djævlenes hore!" råbte han som en anden dommedagsprofet. "Se på dette syndens ansigt, en mørkekoglerskes forgiftende ansigt! En heks! Og husk det, så ingen af jer nogensinde ender i Mørkets kløer igen!"
   "Brænd hende!" råbte en fedladen kvinde fra forreste række og hævede sin fakkel. Enigt råbte andre op og hævede ligeledes deres fakler. Som en pøbel sultne ulve, der havde lugtet blod.
   Formanden løftede hænderne for at skabe ro, men folkeskaren hverken så eller hørte ham længere. En mur af fakler omringede brændestablen og den bundne kvinde, og byrådsformanden måtte springe ned på jorden for at redde eget liv og lemmer, da den første fakkel blev kastet. Snart fulgte et lyshav af ild.

I adskillige sekunder lå faklerne blot og ulmede ved kvindens fødder, men så for endnu en hylende vind gennem byen, og ilden fængede. Varmen drev op omkring hendes ben, og med et rædslens skrig hængte hun sig selv i armene og forsøgte at få fødderne væk fra ilden, der nu hastigt åd sig ned i træet.
   Pøbelen var endelig blevet stille og så til i en blanding af begærlig hævnlyst og overrasket frygt, da ilden slikkede op ad kvinden og stolpen.

Som i en sidste bøn vendte kvinden ansigtet mod himlen, tårerne lavede rene furer på de mudrede kinder. Skriget, der kom ud af hendes vidt åbne mund, fik folks hjerter til at fryse til is.
   Endnu et vindstød piskede til ilden, der fik fat i kvindens kjole og slikkede op omkring hendes liv. Saften fra det kastede frugt sydede og boblede på hendes hud. Det lange hår smeltede bort.
   Nogle få tilskuere bakkede forskrækket væk fra bålet, da den hylende vind blandede sig med kvindens dødsskrig og for gennem byen som et spøgelsesagtigt, dystert ekko.