Ganske mange handlende søgte indenfor i den varme krostue, da mørket begyndte at falde på. Størstedelen af dem var allerede højlydt berusede efter en hel dag i det store markedstelt.
   Illujanka svedte ude i køkkenet, i færd med at tilberede hønsekødssuppe og krydret svinekød på spyd til alle de sultne. Camelie havde for længst klædt om og underholdt de unge mænd ude i krostuen. Hun hjalp med at servere mjød og lys vin, mens hendes tre vintre ældre bror, Troy, drak og spillede terninger med gæsterne.

Kherris ansigt blussede højrødt, da hun kom ud i køkkenet og satte sig tungt på en skammel. Beklagende gned hun de hævede ankler. "Illu, gå ud og server for gæsterne. Så sørger jeg for maden."
   "Ja, Madame," svarede Illujanka og fortrængte et suk. En sitren bredte sig i hendes krop, da hun tog det fedtede forklæde af og nervøst rettede på håret, der for længst var begyndt at rive sig løs fra hendes omhyggelige fletning. Så trådte hun ud i larmen fra den overfyldte krostue og stod et øjeblik og så sig forvirret omkring.

Krostuen var det rene virvar af mennesker. Der var dog kun tre kvindelige gæster i krostuen, og de var alle særdeles letpåklædte, så man umuligt kunne være i tvivl om deres hverv. Alle de andre gæster var voksne mænd i forskellige aldre og faconer. De skiftedes til at flokkes om tøjterne med våde øjne og læspende fuldemandssnak, mens de hældte lige så meget mjød ud over deres eget og andres tøj, som de hældte i gabet på dem selv.
   Tøvende tog Illujanka et træfad og nogle krus, som hun fyldte op med doven mjød. Knap var den sidste fuld, før Camelie kom hen til hende og greb bakken. Hun sendte Illujanka et hovent og lettere beruset blik. "Jeg skal nok fylde op. Bare ryd af bordene, inden det hober sig op."
   Illujanka fandt et tomt fad og gik hen mod det nærmeste bord, mens hun forsøgte at undgå de mest højrøstede gæster og fulde mænd, som ubehersket svingede rundt med deres overfyldte krus i den ene hånd og et spyd med fedtet svinekød i den anden.

Det føltes som om, hun knap nåede at rydde et bord, før det atter blev fyldt med krus og tomme vinflasker, afgnavede spyd og suppetallerkener igen. Og hun længtes efter det varme, ensomme køkken, da hun endnu engang banede sig vej gennem mængden mod bordet i det bagerste hjørne. Her havde man været nødsaget til at stille de tomme krus og flasker på gulvet halvvejs inde under bordet for at få plads til terningespillet.
   Troy så sløvt op og kørte en hånd gennem det fedtede hår, da Illujanka standsede ved deres bord og fyldte bakken med tomme krus og flasker. "Jamen, se engang!" bralrede han op og gjorde alle nær bordet opmærksom på både sig selv og Illujanka. "Minsandten om køkkenjomfruen ikke har bevæget sig ud blandt ulvene!"
   "Hun savnede vel nok vores selskab," kommenterede en anden leende.
   "Sig mig engang, mine venner... Hvad med et slag for køkkenjomfruens dyd? Højeste terning for lov til at tage hende med ud i høet!" Troy lo drævende og slog sit krus i bordet, så væsken skvulpede op over kanten.
   Illujanka rødmede skamfuldt over deres latter. Adskillige omkringstående havde allerede vendt opmærksomheden mod spillebordet.

Troy samlede terningerne op og gjorde en dramatisk, bydende bevægelse mod de andre spillere. "Hvem tør vove sin ære og befri det stakkels pigebarn for sin nød?"
   "Lad os nu bare spille rigtigt," foreslog en ung mand ved bordet. "Lad pigen være, Troy."
   "Bland dig udenom, Nicko," hvæsede Troy arrigt. "Hvad med dig, Gerret? Sladderen i byen fortæller, at du endnu ikke har set under Annas skørt."
   "Var din mund!" svarede den spinkle Gerret vredt og slog terningerne ud af hånden på Troy. "Jeg har fået nok af din varme mjød og ringe bekendtskab, og hvis du nogensinde vover at omtale Anna på den måde igen..."
   "Hvad så?!" spurgte Troy provokerende og lænede sig truende ind over bordet. "Du er et skvat, Gerret! Med bind for øjnene ville jeg stadig kunne slå dig omkuld!"

"Mine kæreste brødre!" udbrød en fremmed og slog sig ned ved bordet mellem Troy og Gerret. Han smed en klirrende tung møntpose på bordet. "Lad os nu spille og lade terningerne afgøre vores stridigheder. Personligt føler jeg mig særdeles heldig, men det er måske bare vinen, der taler."
   Den fremmede lo hjerteligt og skævede op til Illujanka, der nervøst havde fulgt hele optrinnet. "Vil De være så venlig at skænke mere vin og mjød til mine nye brødre?"
   "Ja, skrub af, Illu. Bring os noget mjød!" udbrød Troy og satte sig tungt tilbage på stolen, så den vippede faretruende, mens han slugte synet af den tunge pengepose med øjnene.