Sporene fulgte bækken mod syd til en del af skoven, som hun ikke kendte særligt godt. Her stod træerne tættere sammen og lyset under trætoppene var begrænset.
   Bækken funklede som nyslåede mønter i det flimrende sollys, men alt syntes pludselig ganske forandret og næsten dystert, når en sky drev for solen. Over hendes hoved dannede de høje træer en lang arkade med deres glinsende våde grene og blade. Et hullet loft af flimrende farver, der hviskede til hende sammen med vinden, og som kun overdøvedes af sporadisk fuglekvidder.

Hun standsede op en enkelt gang og drak af bækken, mens hun lyttede efter skovens skjulte dyr. Så hankede hun atter op i kurven og fandt tilbage til sporet, der fortsat førte mod syd gennem stadig tættere vegetation. Kun helt nede ved bækkens kant var hun fri for at skulle kæmpe sig igennem buske og delvist rådne bregner. Her var det kun lavt hængende grene, der rakte ud efter hende og truede med at rive hul på hendes tøj.

Hun skrævede over et væltet træ og standsede forpustet op i udkanten af en lysning. Bækken klukkede drillende ved siden af hende og løb direkte hen mod et ældgammelt, nøgent egetræ, vis brede stamme var dækket af mos og svampe. Træets knoldede rødder stak flere steder langt op over jorden, men træet var ikke specielt højt. Tilsyneladende var det vokset mere i bredden end i højden, som om det var knækket midt over for flere år siden og blot havde sat nye skud, der nu var blevet til korte, fede grene.
   Rævesporet fortsatte direkte hen mod egetræet og forsvandt ud af syne. Hun gik beslutsomt derhen, mens hun betragtede det abnorme træ. Egetræet lignede et sammenflet af flere unge træer, der snoede sig rundt om hinanden og samlede sig til en bred masse. Deres spæde toppe var de korte grene, der dannede kronen. Ikke et eneste blad voksede på det.
   Langsomt fulgte hun sporet rundt om træet og passede på ikke at falde over de tykke rødder. Så standsede hun forskrækket op og stirrede med halvt åben mund.

På sydsiden af træet havde der dannet sig en huleformet fordybning i træet, på forunderlig vis skabt af naturen eller en magikers stærke magi. Tykke rødder voksede op af jorden, havde viklet sig ind i hinanden på må og få og forstærkede indtrykket af en udhugget hule. Midt i halvmørket sad en langskægget, gammel mand og blundede. Hans hænder hvilede på maven under skægget, oven på en tyk rod, der havde snoet sig omkring hans liv. Hans ben var næsten skjult under et flettet virvar af rødder, og hans ene fod, der stak frem under rødderne, var dækket af dugvådt mos ligesom træet. Hele hans krop syntes at være en del af træet - med undtagelse af det gråhvide hår og skægget, der dansede let på hans overlæbe, når han åndede.

Manden hostede overfladisk og vågnede. Et sæt stålgrå øjne stirrede direkte på hende. Og så flækkede ansigtet i et muntert smil, der fik ansigtets furer til at træde tydeligt frem.
   "Vær hilset, mit barn."
   Hun åbnede munden, uden at der kom en lyd frem, og nikkede i stedet stift.
   "Hvad bringer dig hertil? Åh, på æblerov, ser jeg," sagde han muntert og sendte kurven et længselsfuldt blik. "Det skulle vel ikke tænkes, at du byder på et æble?"
   "Hvem er du?" brast det ud af hende, før hun nåede at tænke på almindelig høflighed.
   "Har du intet hørt om mig?" spurgte han forundret, næsten skuffet. "Intet under, at jeg har så få besøgende, hvis børnene ikke længere kender til mig... Man kalder mig Eventyrfortælleren."
   "Den gamle under egetræet," hviskede hun for sig selv. "Men det er jo ikke andet end en skrøne. En person fra en vise."
   "Må jeg være fri!" udbrød han forurettet. "Jeg er særdeles virkelig og i live. Måske nok ikke længere i min bedste alder, men jeg findes dog!"
   "Undskyld," mumlede hun spagt. "Jeg har bare altid troet, at historierne om dig var opdigtede. Jeg mener... En eventyrfortæller, der holdes fanget under et træs rødder. Det lyder så uvirkeligt."
   "På det punkt er vi nok enige," svarede han brysk. "Hvis ikke jeg netop nu kunne mærke rødderne stramme sit greb om mig, ville jeg heller ikke have troet det muligt."
   "Så det er altså sandt?" spurgte hun og satte sig tøvende ned foran den gamle mand. "Dette egetræ er virkelig dit fængsel?"
   Han nikkede.
   "Men hvordan er det muligt? Hvorfor?"
   "Det er en lang historie," sukkede han. "Og normalt plejer man at betale for mine historier og eventyr med mad eller vin..."
   "Selvfølgelig," svarede hun og rakte ham ivrigt to store æbler fra kurven, som han begærligt tog imod. Han gemte det ene sikkert i sit skød under skægget og tog et stort bid af det andet, så saften drev ned over hans hage.
   "Vidunderligt," mumlede han henført og smilede til Illujanka. "Du har reddet min dag, barn."
   "Det glæder mig," svarede hun og studerede ham nysgerrigt, mens han spiste halvdelen af æblet.

Han rettede sig lidt op og tørrede sig om munden med et beskidt ærme. "Nå, nu ved du altså, hvem jeg er. Men du har endnu ikke præsenteret dig selv."
   "Mit navn er Illujanka. Jeg kommer fra byen Rhemik."
   "Rhemik kender jeg godt. Er din familie tilflyttere?"
   Hun rystede på hovedet. "Min mor var fattig og endte i byen nærmest ved tilfælde. Hun døde under barsel, og jordemoderen tog mig til sig som sit eget barn."
   "En gavmild gestus i disse tider. Hvad er navnet på din plejemoder?"
   "Kherri. Hun ejer kroen i Rhemik."
   Smilet stivnede på hans læber. "Såh? Og hvor længe er det siden, din moder gik bort?"
   "Seksten vintre godt og vel."
   "Kender du din moders navn?"
   Hun rystede stille på hovedet. "Ingen synes at vide noget om hende, hvis de overhovedet husker hende. Kherri har sagt, at hun for længst har glemt det. Det eneste, jeg har fra hende, er det navn, hun har givet mig, før hun døde."
   Han tog eftertænksomt endnu en bid af æblet og tyggede langsomt. "Jeg husker desværre ingen kvinde, der passer på den beskrivelse," sagde han. "Men der hændte mange ting den vinter, så måske er det gået mig forbi."
   "Hvordan kan du vide til ting, der skete så langt herfra dengang?"
   "Jeg har jo ikke altid været lænket til dette træ," svarede han mildt. "Faktisk kom denne forbandelse først over mig for lidt over femten år siden, og dengang tilbragte jeg mit liv i Rhemik."
   "Så du har måske endda mødt min mor?"
   "Det er ikke utænkeligt," svarede han undvigende. "I så fald husker jeg det dog ikke. Men hvis det hændte omkring den tid, hvor den store brand hærgede byen, har jeg sikkert blot glemt det i al tumulten."
   "Mener du den store smedjebrand?"
   "Så det kender du til?"
   Hun nikkede. "Kherri har engang fortalt mig om det, fordi kroen er en af de få bygninger, der blev bygget før den tid og overlevede branden."
   "Ja, det er sandt. Ilden startede i smedjen og åd sig gennem det meste af byen. Den døde først hen på mirakuløs vis et enkelt hus før kroen. Det husker jeg da."
   Illujanka rynkede tøvende panden. "Nej... den standsede først helt henne ved kroen. Det lille hus lige ved siden af brændte ned til grunden. Resterne af det er stadig synlige, for ingen har endnu bygget på den grund, efter ejeren brændte inde der. Man siger, det er forbandet af onde ånder."
   Han slog affærdigende ud med hånden, som om det var underordnet, hvem der huskede rigtigt, men udtrykket i de blå øjne havde fået en snert af bisterhed. "Nok om branden og min redelighed. Jeg skylder dig jo et eventyr som tak for æblerne."
   Hun kastede et usikkert blik op på himlen og sukkede inderligt. Solen stod næsten på sit højeste. "Jeg er desværre nødt til at gå. Kherri skal bruge æblerne."
   "Ja, så må du hellere vende næsen hjemad," svarede han en anelse trist og lænede sig tilbage mod den ru stamme. "Kom tilbage en anden gang ved lejlighed, så skal du få dit eventyr."
   Hun smilede og tog afsked, inden hun tog kurven på armen og fulgte bækken tilbage mod de kendte stier og engen, der førte ned mod byen.