Regnen slog hårdt imod havoverfladen, så små sprøjt ramte dem nedefra. Tøjet drev af vand både fra svømmeturen og den vedholdende regn, og Raja måtte konstant blinke dråber bort fra øjnene for at kunne se klart. Håret lå tæt ind til hendes ansigt og ryg og førte regnen ned ad nakken under kjolen.
   Ved siden af hende græd Edith stille med hovedet hvilende mod sin storesøsters skulder.
   "Hvorfor kommer de ikke tilbage?"
   Raja strøg hende fraværende over håret. "De kommer snart. De er nødt til at hjælpe nogen af de andre herned i sikkerhed, men de kommer snart."
   "Hvem var de mennesker? Hvorfor gør de det her imod os?"
   "Jeg ved det ikke," løj Raja og tørrede håret væk fra ansigtet. Hun havde fået øje på en skikkelse oppe på klinten. En bred og høj skikkelse, og hendes hjerte sprang et slag over af glæde. Så opdagede hun, at det var Thor der halvvejs bar sin lillebror ned ad skrænten, og lidt af den forventningsfulde glæde forsvandt.

"Det er Thor og Tim," mumlede Edith ved siden af hende og gråden ophørte for en stund. "Hvad er der galt med Tim?"
   "Bliv her," sagde Raja og gled ned fra flåden. Med øvede svømmetag ilede hun Thor til hjælp. Han svømmede på ryggen med en arm rundt om Tim. Den lille drengs ansigt var forvredet i smerte, og han holdt beskyttende om den ene arm.
   Ved fælles hjælp fik de halet Tim op på flåden, og Edith satte sig, så han kunne ligge med hovedet i hendes skød, fri af de lave bølger der fra tid til anden skyllede ind over flåden.
   "Jeg tror, han har brækket armen," gispede Thor som om han havde løbet hele vejen ned til klinten med sin lillebror i armene. "De andre ... der er mange der er døde. Nogle huse står i brand."
   "Hvad med mor og far?" spurgte Edith håbefuldt. "Har du set dem?"
   "Jeres far sendte mig herned, men jeg ved ikke, hvor han løb hen derefter. Jeg tror, der var nogen, der flygtede mod skoven, men ... jeg ved det ikke."
   "Vi er i sikkerhed herude," sagde Raja og forsøgte at fortrænge sin frygt for sine forældres skæbne. Alles skæbne. "Bliv her hos os, Thor."
   Han rystede på hovedet og så op mod klinten. Der var intet at se bortset fra det tætte dække af mørke skyer. Det første lyn flænsede himlen, straks efterfulgt af et sønderrivende tordenbrag.
   "Jeg må tilbage ..."
   Raja greb fat om hans albue og tvang ham til at møde hendes blik. Med en sådan ro og beslutsomhed, at det overraskede hende selv, sagde hun:
   "Der er intet mere, vi kan gøre. Hvis du går derop igen, er det ikke sikkert, du vender tilbage, og så er din lillebror alene! Bliv her hos os."
   Han tøvede, men nikkede så endelig. Raja hjalp ham op på flåden, og han overtog Ediths plads ved sin lillebroders hoved.

-o-
   Ventetiden var ulidelig. Ingen af dem sagde noget. De ventede blot; tavse, angste og med blikket stift rettet mod klinten.
   I lang tid dukkede der ikke flere skikkelser op, og håbet svandt ind til en hård knude i brystet. Så stilnede regnen endelig, og en skygge tog form i den første stråle af lys, der ramte skræntens top.
   "Det er ham!" gispede Edith og krøb sammen op ad sin søster.
   "Grindvold," hvæsede Raja og følte hjælpeløsheden og angsten vige for den mere nyttige vrede. "Han må være en åndemaner ... ikke købmand."
   "Ved du, hvad han vil?" spurgte Thor og fulgte vagtsomt den kutteklædte, da han roligt og værdigt gik ned ad den stejle skrænt. Næsten som om usynlige hænder holdt ham oppe, for ikke et eneste øjeblik mistede han fodfæstet, selv om sand og løse sten kurede ned ad hældningen under hans fødder.

"Smykket," svarede hun og knugede om smaragden gennem stoffet. "Han er kommet for at få smykket, det som far nægtede at sælge til ham."
   Thor stirrede vantro på hende, men Rajas blik veg ikke fra manden inde på strandbredden. Med unaturlig høj røst råbte han dem an:
   "Jeres by er lagt øde! Jeres familier blevet dræbt! Giv mig smykket, og jeg vil lade jer leve!"
   "Løgner!" råbte Raja tilbage, selv om Edith forskrækket forsøgte at få hende til at tie. "Intet her tilhører dig!"
   Han latter bugtede sig hen over havets bølger og nåede deres ører som et skurrende ekko, fuld af had. "I kan ikke blive derude for evigt ... Kom i land nu, frivilligt, og det vil ikke koste jer livet."
   "Han har ret, Raja," mumlede Thor modvilligt. "Hvis vi adlyder, har vi måske en chance."
   Hun rystede hurtigt på hovedet, stadig med hånden knuget rundt om smykket. Halskæden betød intet for hende i det øjeblik, men hun vidste inderst inde, at Grindvold ikke ville stille sig tilfreds, før alle var døde. Det handlede ikke længere kun om smykket. Det var hævn.
   "Så længe vi har smykket, har vi noget at forhandle med ... og hans skabninger kan ikke nå os herude."
   "Chukatraen er min!" brølede Grindvold og trådte helt hen til vandkanten. Et øjeblik frygtede de alle, at han ville kaste sig i havet og svømme ud efter dem, men så trak han sig langsomt tilbage.
   "Rebet!" hvinede Edith, før de andre nåede at opfatte, hvad åndemaneren var i færd med. "Han haler tømmerflåden i land!"

Thor bandede og skubbede Tim over til Edith. Så trak han sin kniv og kæmpede for at få rebet skåret over. Inde på land lagde Grindvold vægten i sine træk, og tømmerflåden begyndte langsomt men sikkert at bevæge sig ind mod land. Med en sidste ihærdig indsats skar Thor rebet over, og flåden lå igen stille og vuggede let på bølgerne.
   Inde på strandbredden brølede åndemaneren af raseri. En tid så han blot på dem, tænkte som en gal for at finde en løsning, så det ud til. Så vendte han omkring og klatrede op ad skrænten.
   Ude på flåden åndede de lettet op, da de så ham forsvinde. Thor stak foldekniven ned i støvlen igen og rettede så opmærksomheden på havet, der havde samme farve som de mørke skyer over deres hoveder: Dyster og truende. Raja fulgte hans blik og blev med et klar over, hvad hans nye bekymring skyldtes.
   Næsten umærkeligt blev de ført bort fra vigen af de duvende bølger og havets strømninger, hen over de velkendte rev og ud på åbent hav.