Jeg vil nå at forstå dig før vi forsvinder
en solsort spidder den næsten sygeligt
blå himmel,

nå at forstå dig før jeg dør i forundring
var det sorg du udviste, da
det lindrer som pludselige toner i mol
når blodbøgene græder purpur græder
solnedgange og lakerede negle,

sensommeren drikker dig igennem
denne hede aften så fuld af løv
en solsort spidder blodbøgenes grene,

der var aftener hvor vi flåede
tøjet af hinanden
med rækker af mystiske bogstaver i håret,

jeg læser nu alle sprog der findes
og jeg har klippet mit hår kort
sidder i varmen resigneret reflekteret som et digt,

gentager sætninger der lyste med en særlig glans
der var aftener hvor vi flåede tøjet af hinanden.