Hvis ikke det var fordi væsnet havde fortalt hende det, kunne hun have skreget over at se Hector ligge i mudderet. Han var helt søllet til, og der var stivnet blod i hans pels. I skæret fra solens første stråler, så det endnu mere modbydeligt ud. Lotus knælede ned ved siden af den døde hest, og strøg sin rystende hånd gennem dens våde pels. Dens øjne havde været så fulde af liv, men nu var de glas aktie, og skræmmende at se på. Han havde været hendes ven i mere en syv år. Selvom han ikke var hendes hest, havde han altid bedst kunne lide hende. Hun begravede sit ansigt i hans mudrede pels, og græd bitre tåre over tabet af ham. Hun følte ingenting, men lå bare der i mudderet sammen med hesten, mens solen steg højere op på himlen. De små hvide blomster i vejkanten åbnede deres smukke kronblade, og viste deres smukke pragt frem for omverdenen. trods sin sorg over tabet af Hector tvang hun sig selv til at komme videre med sit liv. Hun havde ikke kræfter til at begrave ham, så hun plukkede i stedet en lille stak af de små blomster, og lavede en fin krans som hun lagde på Hectors brune mave, som tegn på sit savn. Hendes hjerte føltes som om det skulle sprænges, da hun forlod hesten og gik videre af den støvede landevej.
   Solen stod højt på himlen, og støvet virilere op fra vejen i store lysebrune skyer. Lotus tog hånden op til munden og hostede kraftigt og kunne høre en knasende lyd da hun bed tænderne sammen. Hun var træt og sulten, men turer ikke gå hen til de små faldefærdige gårde for, at spørge om mad. For hun vidste hvor svært det var for bønderne at brødføde den selv og deres familier. Hun skulle bare kigge på markerne og husene omkring sig, for at se, at kongen var ligeglad med sit folk. For kun få bønder havde selv råd til at så deres marker, og dem der ikke kunne måtte tigge sig til mad. Langsomt og for at berolige sig, rørte hun ved sin lille sølvdrage. Der hang smukt om hendes hals. Hun havde helt glemt at hun havde taget den med, men hun var nu glad for at hun havde gjort det. Hendes fostermor Amulet havde lavet den til hende den nat hun blev født, og hun havde altid været stolt af den. Den gav hende på en måde nyt mod, og hun begyndte at fantasere. Hvis hun kunne havde hun med glæde givet kongen en ordentlig røvfuld, fordi han var så storsnudet. Det kunne sørme se sjovt ud hvis jeg gjorde. For sit indre blik kunne hun sagtens forestille sig kongen, liggende på maven med røven lige i vejret, og hende selv stå og sparke til den af fuld kraft. Hun begyndte at le ved tanken, og kastede sin lille drage højt op i luften og greb den igen med venstre hånd. Åh hvor kunne det være skønt at fortælle Sora om det her. Han ville være faldet om af grin. Ja ham kunne man altid regne med.
   Hendes pludselige glæde havde givet hende nye kræfter, og hun satte i løb. Hun følte hverken sin sult eller træthed længere, og støvet på vejen generede hende ikke mere. Bare videre hen ad den vejen. Gennem det flade hedelandskab og de små skove. Forbi de store søer, hvor svanerne svømmede elegant på det klare vand. Hun havde kun et mål. Byen Vlawinich, der lå på grænsen til den store nordlige højderyg. Der ville hun måske kunne finde Tjam smedens den ældste, som for nogle år siden havde fået en lærerplads hos en meget dygtig smed i Vlawinich. Han ville kunne hjælpe hende videre til Tatin, hvis han altså stadig kunne huske hende. Hun håbede på det første, og fortsatte med at løbe. Solen skinnede kraftigt, og Lotus's bare skuldre blev røde og begyndte at skælde, men hun tog ingen notits af det og fortsatte bare hen ad vejen. Bare et par kilometer til sagde hun flere gange til sig selv, og fortsatte indtil hun nåede udkanten af en lille skov. Her faldt hun sammen af udmattelse. Den smerte hun ikke havde mærket på vejen bredte sig i hendes krop, og hun gispede efter vejret. Hendes krop var svedig og vejstøvet lå som en lysebrun hinde over hendes trætte lemmer. Hendes tøj var snavset, og nogle steder var der pletter af Hectors blod. Timerne var gået så stærkt, at hun først nu opdagede at solen var ved at forsvinde bag de blå bjerge i horisonten. Lotus lod tungt sit hoved falde ned i støvet. En dag var snart gået. Nu havde hun kun seks dage tilbage, og hun var ikke noget så langt som hun havde håbet. Hvad ville der ske med hende hvis væsnet hentede hende før hun var noget til Tatin, og tilbage igen. Ville byen så dø? Hun krummede sig sammen ved tanken. Det måtte ikke ske ligegyldigt hvad. Ikke hendes barndomshjem, så hellere lade genfærdene tage dem om mange år. Det ville i det mindste være en smertefri død. Det frygtelige tanker kørte rundt i hendes hoved, og langsom uden at opdage det. Gled hendes øjenlåg i.