Det begyndte i ottende klasse
på en skoletur til Tjekkiet.
Jeg led af hjemve.
En hjemve så stærk
at smerten indeni blev
for stærk.

Den dag valgte jeg strejken -
Sultestrejken.

Jeg nægtede at indtage morgenmad.
Jeg nød at mærke sultens smerte,
nød at koncentrere mig om den.
Den fortrængte savnet.
De holdt øje med mig,
men jeg sejrede.

Den dag sejrede det syge -
Anoreksien.

Spiseforstyrrelsen overtog mit liv
og fysisk smerte kunne
bedøve det psykiske smertehelvede.
Det var ikke hver dag, men når
verden var for ond mod mig,
når det indre forvandledes til kaos.

Dag for dag voksede smerten -
Selvhadet.

Det varede ved indtil julen i 1.g
hvor den grufulde sandhed
viste mig sit grimmeste ansigt.
Jeg kom til at tænke over
hvad jeg havde spist den dag
og jeg lammedes af angst.

Den aften begyndte den lange rejse -
Helbredelsesprocessen.

Jeg satte mig selv overskuelige mål
og kæmpede for mit liv -
og for et normalt forhold til mad.
I dag har jeg nået målet og
kalder mig rask anorektiker.
For én gang anorektiker, altid anorektiker.

Jeg tror at jeg er en stærk pige -
En fighter-pige.

Det står i alle bøger og på nettet:
"Det handler ikke om mad".
Og det er så sandt som det er sagt.
Ved at sulte mig selv kunne jeg
lukke af for den psykiske smerte
og få kontrol over virvaret af følelser.

Kontroltabet åbnede til afgrunden -
Følsomheden.